Det gamle toldsted ved Hølken Strand


Toldstedet. 1930 - 50


Toldstedet. 2012


Toldstedet. 2012


Havhusene. 2012


Havhusene. 2012

Intro

Toldstedet ved Hølken Strand stammer fra 1850érne. Fra stranden foregik en omfattende udskibning af korn, kul og andre grovvarer

I midten af 1800-tallet blev der avlet rigtig meget korn i Danmark, og eksporten af korn til England skabte velstand. Derfor kaldes tiden også kornsalgsperioden. Der var en livlig handelstrafik ved de mange ladepladser langs Odder-kysten, blandt andet ved Hølken Strand, tidligere også kaldet Boulstrup Strand. Fra stranden foregik der en omfattende udskibning af korn, kul og andre grovvarer, og der var import af teglsten fra Flensborg og træ fra Norge og Sverige. Der skulle indkræves told af ind- og udførsler til og fra andre lande, og derfor blev der i 1850’erne bygget et toldsted ved Hølken Strand. Denne bygning eksisterer stadig. Købmand Rotwitts fra Århus købte en købmandsforretning i Boulstrup i 1850’erne, og han byggede også et pakhus ved ladepladsen på Hølken Strand. Andre købmænd, blandt andet købmand Wistoft fra Århus, videreførte den givtige forretning ved kysten. Købmanden i Boulstrup drev pakhuset på stranden indtil 1884, hvor Hads-Ning Herreders Jernbane blev etableret mellem Århus, Odder og Hou, og den nærliggende landsby Boulstrup i denne forbindelse en stationsby. Med jernbanen var ladepladsens tid forbi, og toldstedet flyttede til havnebyen Hou. Det store hvidkalkede, tolængede hus med stråtag fik efter årene som toldsted senere status af sommerhus. Det skete, da landsretssagfører Waage og hustru fra Odder købte huset i 1940. Frem til 1971 boede Waage-familien fast i huset i sommerperioden og anlagde græsplæne, solkrog, køkkenhave og blomsterbede. I dag er toldstedet helårsbolig. Toldstedet er en unik gammel bygning og et af de eneste eksempler på et toldsted i Odder Kommune. Toldstedet er udpeget som et af kommunens kulturmiljøer.


De 15 Havhuse, man kan se lidt længere oppe ad stranden, er bygget i slutningen af 1920’erne og starten af 1930’erne. De er opført af bønder fra Boulstrup, der byggede dem som badehuse på deres strandlodder, da det blev moderne, at også almindelige folk skulle til stranden. Havhusene er en helt speciel bebyggelse, og de eneste sommerhuse, der er tilbage af sin slags - de repræsenterer bøndernes sommerhuskultur anno 1930. Husene blev bygget af billige materialer. Nogle lignede lysthuse, andre skure. De havde hverken elektricitet, vand eller kloak. Før 1900 var det det bedre borgerskab og landadelen, der havde rekreative interesser for kyst og strand. Efter århundredeskiftet fik bønderne – via grundtvigianismen – blik for både svømningens sundhedsmæssige betydning og for strandens skønhed. Frisk luft havde bønderne nok af i det daglige. Derfor er det typisk, at deres ”sommerhuse” var ganske små – kun 15-20 m2, og de var beregnet til omklædning eller som base for søndagskaffen, men ikke til overnatning og længere ophold. Havhusene blev opført før en naturfredningslov i 1937 satte en stopper for bebyggelse nærmere end 100 m fra strandkanten. Ca. halvdelen af husene ejes i dag stadig af de familier, som byggede dem eller af familier, der har overtaget et hus i 1940’erne eller 1950’erne. En af ejerne fortæller, at i slutningen af 1940’erne købte hans familie et af de små havhuse. Huset kostede 90 kr., og den årlige leje til bondemanden var 10 kr. De 15 havhuse har ikke undergået de store forandringer siden opførelsen, og derfor blev der i 1994 lavet en bevarende lokalplan. Den indebar, at husene fik lov at blive, selvom de er opført i strid med den nuværende strandbyggelinje, og at de ikke må udvides eller forandres udvendigt. Husene skal være tjæret sorte, med hvide vinduer. Den bevarende lokalplan gav dog mulighed for, at husene blev kloakerede og fik vand og el. Ejerne har i dag købt grundene, hvor husene ligger.