Den anden farver
Adelgade 17 i Ebeltoft, hvor både farver Thylkjær og farver Marcussen havde deres farveri. Bagerst ses konkurrenten Adelgade 15, Farvergården.
Intro
Ebeltoft er kendt for sin farvergård på adressen Adelgade 15. I dag er det den eneste bevarede farvergård i Nordeuropa. I mange år, var det dog ikke den eneste farvergård. Faktisk havde farveriet en konkurrent lige i nabohuset Adelgade 17 med en konkurrerende farvermester!
Siden slutningen af 1600-tallet havde der været en farver i Ebeltoft. Det var et privilegium at være farver, og kun kongen kunne tildele en person denne ret. Fra 1822 var Johannes Lybring Kragh den eneste farver i Ebeltoft, hvor han drev et moderne farveri med dampmaskine.
Det ændrede sig dog i 1844, da Henrik Christian Thykjær startede et konkurrerende farveri til Farvergården. Hvad der gjorde situationen endnu værre, var, at Thykjærs farveri lå på Adelgade 17, som var nabo til Kraghs farvergård på Adelgade 15.
Henrik Thykjær blev født i 1813 i Ebeltoft og var søn af købmand Andreas Zethner Thykjær og Sophie Amalie Krog Pedersen. Det var oprindeligt faderen, købmand Thykjær, der drev købmandshandel fra Adelgade 17.
Det vides ikke, hvor eller hvornår Henrik Thykjær blev uddannet farversvend, men i 1843 havde han ansøgt myndighederne i Them ved Skanderborg om tilladelse til at oprette et farveri dér.
Da det ikke lykkedes for Thykjær, henvendte han sig i stedet til borgerrepræsentationen i Ebeltoft for at få lov til at oprette endnu et farveri i byen. Det godkendte borgerrepræsentationen gladeligt, da man mente, at der var grundlag for, at to farverier kunne ernære sig i Ebeltoft. Thykjær startede dermed sit håndværk i faderens købmandsgård, lige ved siden af Kraghs farvergård.
Desværre gik der kun et par år, før det hele endte galt. Thykjær måtte optage flere og flere lån og blev gældsat for mere, end han var værd. Det endte med, at byfogeden måtte udstede arrest på farver Thykjær til afsoning af gælden. Han blev arresteret i juli 1847 og sad fængslet for gæld i et halvt år. På grund af dårligt helbred, forårsaget af fængselsopholdet, blev han dog sendt hjem. Han blev placeret i husarrest og måtte ikke forlade hjemmet eller byen uden samtykke.
På grund af den store gæld havde domstolen forsøgt at beslaglægge hele den gård, hvor Thykjærs farveri lå. Ejendommen var dog ejet af faderen, men han var blevet træt af situationen og forsøgte i 1850 at sælge sin gård på auktion. Den højstbydende var sønnens konkurrent, farver Kragh, men handlen blev ikke til noget. I stedet overtog købmand Lauritz Mellerup gården i 1851.
Efter løsladelsen kom Henrik Thykjær dog i gang med farveriet igen og drev det videre i nogle år, selv efter at faderen havde solgt gården. I 1853 ansøgte han endnu en gang borgerrepræsentationen i Ebeltoft. Denne gang søgte han om lov til at drive detailhandel i forbindelse med farveriet. Thykjær nåede dog aldrig at føre planerne om en butik ved farveriet ud i livet.
Thykjær forlod Ebeltoft sammen med sin hustru og to døtre, for i stedet at slå sig ned som cigarfabrikør på Frederiksberg i København. Hans drøm om at etablere et konkurrerende farveri i Ebeltoft blev aldrig nogen succes.
Til gengæld skulle det vise sig at lykkes for den næste farver, der slog sig ned i byen.
Året inden farver Thykjær forlod Ebeltoft, kom en ny mand til byen. I 1852 søgte den unge farversvend Jørgen Marcussen om lov til at etablere sig som farver i byen. Borgerrepræsentationen var dog modvillig, da byen knap kunne brødføde to farvere, og farver Kragh, der ejede Farvergården, sad på den største del af handelen.
Jørgen Marcussen var dog ikke en mand, der uden videre gav op. Han kom oprindeligt fra en gård på Helgenæs, hvor hans slægt havde været storbønder i flere generationer. Hans bedstefar var godsejer Ole Marcussen, der ejede både Isgård og Kvelstrup. Den unge Marcussen havde dog valgt en anden vej, nemlig farverfaget. I 1850 fik han en stilling som farversvend hos farver Kragh i Farvergården i Ebeltoft.
Da borgerrepræsentationen havde valgt ikke at give Jørgen Marcussen ret til eget farveri, måtte han finde på noget andet. Marcussen slog sig sammen med en anden farversvend, Christen Nielsen, som i januar 1853 fik kongeligt privilegium som farver i Ebeltoft. Da farver Thykjær samtidig rejste fra byen, blev der også plads til endnu en farver. Marcussen og Nielsen blev kompagnoner. Selvom det var Nielsen, der havde privilegiet og borgerskabet som farver, var det Marcussen, der drev forretningen.
Sammen lejede de sig ind i Thykjærs gamle farveri i Adelgade 17 – lige op ad Marcussens tidligere mester og nu konkurrent, farver Kragh. Det var dog ikke nok, at Nielsen havde privilegiet. I juli 1853 ansøgte Marcussen selv Indenrigsministeriet om privilegium som farver, da hans kompagnon, farver Nielsen, ønskede at træde tilbage. En måned senere havde Marcussen fået, hvad han ønskede: privilegium og farveri. Christen Nielsen fortsatte dog som farversvend under Marcussen.
Modsat Thykjær fik Marcussen opbygget en god forretning. Så god, at han i 1861 kunne købe buntmager J.P. Lehrmanns gamle ejendom på Adelgade 48. Mens Marcussen var i gang med at udvide sin virksomhed fra farveri til fabrikation, døde hans gamle læremester og konkurrent, farver Johannes Kragh, i 1864. Kraghs søn overtog virksomheden og drev sin fars farveri videre i nogle år, men måtte opgive og begære konkurs i 1871.
Dermed stod Marcussen tilbage som byens førende farver. Han havde opbygget et farveri, der kunne konkurrere med Kraghs ellers moderne dampdrevne virksomhed.
Mens Farvergården gik konkurs, og en ny farver kom til byen, havde Jørgen Marcussen udviklet sig fra håndværker til fabrikant. På adresserne Adelgade 48-52 havde han opført en ny fabriksbygning med både uldspinderi, dampvæveri og farveri.
''Publiceret''