Dejbjerg Kirke og stedets bosættelse
Intro
Kirkegården er omgivet af middelalderlige kampestensdiger og ved indgangene mod nord og øst ligger endnu de gamle færiste til at holde dyrene ude. Kirken er romansk, med et skib, der er forlænget engang i middelalderen.
De ældste dele af kirke-skibet og koret-er bygget i romansk stil af tilhugne granitkvadre. Det fortælles at skibet i 1300-tallet blev forlænget med sten fra Finderup Kirke, efter at sognet var blevet lagt øde af pesten.
Omkring 1450 er våbenhuset mod syd og tårnet mod vest føjet til i sengotisk stil. På den romanske korbue bemærkes de smukke lindormeslyngninger.Døbefonten kaldes en løvefont efter udsmykningen og er sjælden i Vestjylland.
Det fortælles, at stenene skulle stamme fra den nedbrudte Finderup kirke. Over døren i våbenhusets gavl ses et solur i sandsten. Døbefonten er udsmykket med to løvehoveder, hver forsynet med to adskilte løvekroppe. Sådanne fonte kendes ellers kun længere mod øst i Jylland.
I tårnrummet står der nogle simple rakkerstole, dvs. kirkebænke, som Dejbjerg-rakkerne skulle benytte i forbindelse med kirkegang. Rakkerne eller taterne, som var en udstødt og omflakkende befolkningsgruppe, havde oprindelig ingen adgang til kirkerne, men til sidst fik de lov at komme indenfor, dog således at de skulle holde sig passende i baggrunden. På kirkegården ses et græsdækket areal i det nordøstlige hjørne, hvor en lille sten bar indskriften »Rakkergravene. Her hviler de rakkere, som blev begravet i indviet jord.
Altertavlen er i renæssancestil med et billede af nadveren i midterpartiet. Alterstagerne er fra 1600 tallet med initialerne PS og EK indgraveret, der sandsynligvis betyder Peder Skram og Ellen Krag, ejere af Dejbjerglund fra 1638-1650.
De gamle herskabsstole, der har tilhørt ejerne af herregården Dejbjerglund, findes stadig. Der er indgraveret årstallet 1614 sammen med Anders Skrams og hustrus navne. Ligeledes bæmærker man en mindetavle over Christian Krarup og hustru, ejere af Dejbjerglund fra 1724-1768.
I tårnrummet ses nogle simple rakkerstole, der blev brugt af rakkerne under gudstjenesten. Rakkerne var en udstødt gruppe, der bl.a. levede i Dejbjerg sogn fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1932. På grund af deres “urene” eller “uærlige” arbejde fik rakkerne ikke lov til at sidde ved siden af almindelige ærlige mennesker i kirken.
I det nordøstlige hjørne af kirken ses et græsdækket areal, hvor de rakkere, der blev lagt i indviet jord, er begravet. Mange af rakkerne menes dog at være begravet udenfor diget. En særlig sten er rejst over de sidste to rakkere fra Bjørnemosen, Niels Kvembjerg og Mette Mus.
På kirkegården bemærker man også mindestenen over de 8 engelske og canadiske flyvere, der styrtede ned i nærheden af Dejbjerg Kjærgård i sommeren 1944.
Ved den nordlige og østlige indgang til kirkegården er de gamle færiste der var brugt til at holde dyrene ude, endnu bevaret.
I kirkegårdsdiget ses mange jernslagger fra jernalderen. Tog omkring Dejbjerg Kirkeby er der udgravet jernalderhuse, hvoraf de ældste er fra sidste århundrede før Kr. f. Fra alle senere perioder foreligger der også spor af bebyggelse, således at Dejbjerg ligesom Lønborg på den anden side af Skjern Åens delta repræsenterer en kontinuerlig bebyggelse gennem 2000 år.
Som et eksempel kan nævnes, at der ved anlæggelse af nye grave på kirkegården er gjort fund, der viser, at kirken er opført på tomten af en vikingetidslandsby. Et andet meget usædvanligt fund er fremkommet i slutningen af l960erne, da gaden Skrænten i den vestlige del af byen blev kloakeret. En gravemaskine stødte her på en værktøjskasse med jernværktøj, som har tilhørt en vikingetidshåndværker, der med redskaberne både kunne smede og tømre. Selv om værktøjet har ligget 1000 år i jorden, har det ikke taget væsentlig skade af opholdet. Genstandene er nu udstillet på Bymuseet i Skjern.
Umiddelbart øst for kirken ligger Dejbjerglund, der er en gammel herregård. Denne samhørighed mellem gård og kirke genfindes i Lønborg på den anden side af Skjern Åens delta. Dejbjerglund kan historisk føres tilbage til 1500-tallet, hvor Skramslægten ejede den. I 1638 opførtes en firfløjet borggård, omgivet af grave og volde. Rester af disse ses stadig. I dag er kun en hovedbygning fra 1850 bevaret, dog restaureret og nu anvendt som præstebolig. Der er ikke offentlig adgang.
''Publiceret''
Der älteste Teil der Kirche, das Kirchenschiff und der Chor, sind aus Granitquader im romanischen Stil erbaut worden.
Es wird erzählt, dass im 13. Jahrhundert das Kirchenschiff mit Steinen der Finderup Kirche verlängert wurde, weil die Gegend um Finderup von der Pest heimgesucht und entvölkert wurde.
Etwa um das Jahr 1450 wurde der Kirchenvorraum gen Süd und der Turm gen West im spätgotischem Stil angebaut.
Über der Giebeltür des Kirchenvorraumes sieht man eine typisch West-jütländische Archadeblendung.über diese wurde später eine Sonnenuhr aus Sandstein und ein Kreuz angebracht. Betrachten Sie den schönen Triumphbogen zwischen dem Kirchenschiff und dem Chor.
Das Taufbecken wurde nach seiner Fertigstellung “Löwenbecken” genannt und ist in seiner Art in Westjütland sehr selten.
Das Altarbild in der Mitte ist im Renaissancestil und zeigt das heilige Abendmahl.
Da die Schinder eine ausgestoßene Gruppe von Menschen waren,
(Ende des 16. Jahrh. bis ca. 1932) durften diese nicht neben den normalen, ehrlichen Menschen in der Kirche sitzen. Aus diesem Grunde mussten die Schinder im Turmraum auf sogenannten Schinderstühlen sitzen von denen noch heute einige zu sehen sind.
In der nordöstlichen Ecke des Friedhofes, welche von Feldsteinwällen umgeben ist, sieht man ein grasbedecktes Areal, wo die Schinder in geweihter Erde begraben wurden. Es wird jedoch vermutet, dass die meissten Schinder ausserhalb des Kirchenwalles begraben wurden. Allerdings errichtete man einen Grabstein der letzten zwei Schinder aus dem Bärenmoor, zu Ehren Niels Kvemberg und Mette Mus.
The church yard at Dejbjerg kirke is surrounded by granite boulders dikes and at the entrances towards north and east lies the old cattle gratings which purpose was to keep the animals out.
The nave and choir was build around 1150 in Romanic style. Around 1450 were the porch towards south and the tower toward west added on in late gothic style.
The interior: The arch between the nave and choir is very beautiful. The baptismal font is called a lion font, because of the ornamentation, which is very rare in West Jutland. The alterpiece is in Renaissance style with a picture in the center of the Lord’s Supper. In the tower room, there are some simple nightmen chairs. The nightmen were a group of “out-casts“ who, because of the “unclean” work they did, were not permitted to sit next to decent folks in the church.