Dejbjerg Jernalder







Intro

I Dejbjerg Jernalder formidles Danmarks forhistorie. I jernalderlandsbyen vil du sommeren over kunne følge jern- alderfolket i deres daglige kamp for overlevelse - hvor der skal laves mad, passes dyr og marker, fremstilles husgeråd m.v. og alt hvad en tilværelse tilværelse bestod af for 2000 år side

''Jernalderen'' går fra ca. år 500 f.Kr. til ca. år 800 e.K, og er derved den periode, der grænser lige op til vikingetiden. Jernalderfolket var bosat i små landsbyer med en høvding. De var agerbrugere, og holdt husdyr som vi gør idag. I jernalderen opdagede man muligheden for at udvinde jern, og det medførte en “teknologisk revolution” indenfor bl.a. våben og værktøj. Gårdene på Dejbjerg Jernalder er rekonstruede efter fund, som museets arkæologer har gjort i lokalområdet. Den ene gård er dateret til år 0 og den anden til år 400. De er tidstypiske med beboelse i den ene ende og stald i den anden. '' '' ''Den nye teknologi - jernudvinding'' De tidligste tegn på jernudvinding i Danmark stammer fra ca. 500-200 f.Kr. Råmaterialerne til den danske jernudvinding var trækul og myremalm. Ovntypen der blev anvendt er ukendt. Fra ca. 200 f.Kr. til ca. 200 e.Kr. benyttedes ovntyper som "Espevej-ovnen" og "Skovmark-ovnen", der består af et ca. 1 m højt lerrør (vi kender ikke den nøjagtige højde, da der ikke er gjort komplette ovnfund), og som har et separat slaggerum under selve ovnskakten. Når smelte-mesteren havde udvundet en jernklode af malmen, skulle den porøse jernklump smedes sammen til en massiv barre, der egnede sig bedre til smedning af våben og redskaber. Den færdige jernbarre kunne enten udsmedes med det samme, gemmes eller sælges på et marked. Hvis jernbarrerne var beregnet på salg, gav smeden dem ofte en bestemt form, der fortalte noget om jernets eller stålets kvalitet og anvendelsesmuligheder. Arkæologerne ved Ringkøbing-Skjern Museum har gjort flere fund på jernudvindig i området omkring Dejbjerg.

Dejbjerg Jernalder viser originale jernaldergenstande fra området. Landskabet, hvori de er fundet, er rekonstrueret på grundlag heraf. ''Udstillingsbygningerne'' Bygningerne er inspireret af en jernaldergård med hovedhus, lille hus og indhegning, blot er dimensionerne dobbelt så store som i virkeligheden.Byggematerialernes er for væggenes vedkommende ler ganske som i jernalderen, og væggene er malet i smukke farver, ganske som man oprindeligt udsmykkede sine huse. I det våde ler er der lavet mønstre, som er inspireret af mønstre på lerkar fra Dejbjerg-området.Den bærende konstruktion består af to rækker egestolper. Træ er i det hele taget meget fremtrædende i byggeriet, ganske som i jernalderen, hvor alle huse var bygget af træ, ler og tagrør. ''Jernalderlandsbyen'' Husene er opført på grundlag af museets udgravninger i bl.a. Dejbjergområdet. Byggematerialerne er de oprindelige - egetræ og andre slags løvtræ, samt ler og tagrør. Alt er forarbejdet, så det fremtræder så autentisk som muligt. ''Sydgården'' Gården kopierer en 2000 år gammel gård, dvs. fra Dejbjergvognenes tid. ''Nordgården'' Denne gård har en prangende arkitektur, hvilket skyldes, at den er noget yngre end sydgården. Opbygget bl.a. af bevarede rester af tagstolper, der er årringsdateret til 375-400 e. Kr. f. ''Dyr og marker'' Dyrene er så vidt det kan lade sig gøre levende eksemplarer af dyr, der har samme størrelse og egenskaber som oprindeligt: får, geder, gæs og høns. Markerne dyrkes med jernalderens kornsorter (hvede, byg og rug) ''Gravplads'' Gravpladsen er under opbygning. Det bliver en kopi af en gravplads fra Dejbjerg, hvori indgår et dødehus. ''Offerlund'' Offerlunden i skoven syd for landsbyen viser de helt almindelige daglige religiøse ceremonier, i modsætning til jernalderens store ofringer med f.eks. vogne og våben. I et vandhul i offerlunden kan man se årstidens ofringer af f.eks. lerkar med mad og korn, koknogler, kotøjr, gudestatuer m.m. ''Veje, hjulspor og skoven'' Veje og hjulspor forekom i stort tal i jernalderen. I Dejbjerg Jernalder er der anlagt en vej gennem vådområdet over til gravpladsen, og her fortsætter den som en hulvej. Skoven langs vestsiden af Dejbjerg Jernalder er en rekonstrueret jernalderskov, der er eg, bøg, ask, el, elm, birk, hassel, røn og tjørn. Derimod er der ingen nåletræer, selv om der muligvis fandtes enkelte fyrretræer i Vestjylland.

''Genskabelsen af Dejbjergvognen'' Ringkøbing-Skjern Museum har i jernalderudstillingen rekonstrueret en nøjagtig kopi af en 2000 år gammel vogn fra mosefundet i Dejbjerg Præstegårdsmose. Vognen blev fundet i 1880’erne i smådele sammen med en lignende vogn samt forskellige andre ting fra jernalderen. Vognen er meget usædvanlig, med bl.a. en prangende bronzeudsmykning, ligesom der er brugt meget jern i konstruktionen. Herved adskiller vognen sig fra jernalderens almindelige vogne, der udelukkende var bygget af træ. Materialevalget vidner om et højt håndværksmæssigt niveau, og vognen er med stor sandsynlighed fremstillet i et specialværksted et sted i det nordlige Europa.Dejbjergvognen har da heller ikke været til hverdagsbrug. Derimod har den snarere været en ceremonivogn, som omtalt af den romerske historieskriver Tacitus i hans beskrivelse af stammerne nord for Rhinen. ''Dejbjerg I'' Den vogn, der er rekonstrueret, er blevet kaldt Dejbjerg I i modsætning til Dejbjerg II, som er den vogn, der står i Nationalmuseets udstilling. Det har været en meget kompliceret og samtidig stor udfordring at arbejde med vognen. Særlig spændende har det været at forsøge at stykke fundets dele sammen til en overbevisende rekonstruktion. Museet har fået meget hjælp af vognforskeren Per Ole Schousbo, med hvem, der i fællesskab er udforsket og diskuteret mange detaljer undervejs. ''Rekonstruktionsarbejdet'' ''Bronzen'' Ved støbearbejdet er den oprindelige metode - cire perdue - anvendt. Her modelleres den ønskede bronzedel i voks, som dernæst støbes ind i et finkornet materiale, hvorefter voksen smeltes ud og den flydende bronze hældes i. Bronzedelenes rå overflade efterbearbejdes og poleres til sidst, så de svarer til originalernes høje finish. '' '' ''Jernet'' Til vognen er der anvendt et stort antal jernbeslag. Karakteristisk for den færdige vogn er, at det meste jern, bortset fra fælgbåndene, er skjult af bronze og træ, hvorfor man ikke helt vil få et indtryk af det krævende smedearbejde, der ligger bag vognfremstillingen. Smed Knud Erik Eriksen i Højmark, har stået for den del af opgaven. TræetTrædelene til vognen er ligeledes komplicerede at fremstille. Dette skyldes, at der er brugt både friskfældet og som noget usædvanligt også lagret tørt træ. Desuden er der brugt tre forskellige træsorter: ask til fælge, nav, langvogn og stjert, avnbøg til eger samt eg til aksler. Særlig udformningen af asketræsdelene har været komplicerede, da de dampbøjes i form. Den helt store udfordring har været fælgene, der hver for sig er bøjet af ét 3 m. langt stykke specielt udvalgt asketræ. ''Udsmykningen'' Vognudsmykningen fuldendes af tyndt bronzeblik, der er sømmet på vognkassens to bæreplanker. Blikket er forsynet med cicelerede mønstre, og fastholdes med søm og lister af bronze. Under nogle gennembrudte felter i blikket er der indlagt 20 kvadratiske sølvplader.