Dejbjerg-vognene
Dejbjerg vognene. Kopi af den ene Dejbjerg Vogn udstillet i Dejbjerg Jernalder i Skjern
Dejbjerg vognene set forfra. Kopi af den ene Dejbjerg Vogn udstillet i Dejbjerg Jernalder i Skjern
Intro
To pragtvogne dukkede op, da arkæologen Henry Petersen i 1880’erne udgravede Dejbjerg Præstegårdsmose sydøst for Ringkøbing i Vestjylland. Kort før vor tidsregning var Dejbjergvognene først blevet skilt ad og bagefter lagt hver for sig i en tørvegrav. Graven blev indhegnet med fletværk...
To pragtvogne dukkede op, da arkæologen Henry Petersen i 1880’erne udgravede Dejbjerg Præstegårdsmose sydøst for Ringkøbing i Vestjylland. Kort før vor tidsregning var Dejbjergvognene først blevet skilt ad og bagefter lagt hver for sig i en tørvegrav. Graven blev indhegnet med fletværk. Vognene er af samme type, men de er ikke helt ens. Dejbjergvognene er store, har fire hjul og rigt ornamenterede bronzebeslag med forskellige slyngmønstre og mandsmasker. De er lavet af keltiske håndværkere. En agestol sad øverst på en stor vognkasse med beslag af centraleuropæisk jern. Hjulenes fælgbånd er derimod blevet repareret med jern udvundet af lokalt myremalm.
''Gudindens vogne''
Den romerske forfatter Tacitus skriver omkring år 100 e.Kr. om de nordgermanske folkeslag:
”På en ø ude i Oceanet findes en hellig lund, og i den står en indviet vogn, der er dækket med et klæde. Kun én præst må røre den. Han fornemmer, når gudinden er til stede i sin helligdom, og medens hun på sin vogn trækkes af sted af køer, ledsager han hende fuld af ærefrygt. Da er der glade dage, og alle de steder, som gudinden finder værdige til at besøge og gæste, er smykket til fest.”
Måske har vognene fra Dejbjerg været med i en lignende ceremoni.