Dalum Kirke
Dalum kirke
Dalum kirke set fra Dalumvej
Dalum kirke
Epitafium iver Iver Vind til Nørholm i Dalum kirke
Prædikestolen i Dalum kirke
Intro
Dalum Kirke udgjorde i middelalderen den nordre fløj af Dalum Klosters firkantede klostergård.
På kirkens sydside ses mærker af 6 hvælvingsfag fra klosterets indvendige korsgang.
Ved Reformationen i 1534 overtog Kronen klosteret, som blev bestyret af skiftende lensmænd.
I 1682 overtog kammerherre Diderik Schult klosteret og fik tilladelse til fremover at anvende navnet Kristiansdal.
Dalum Kirke tilhørte Kristiansdal og fulgte hovedgården helt frem til 1891, hvor Kristiansdal blev købt af Christine Rump, som skilte kirken fra gården, idet sognefoged Anders Madsen i Hjallese købte kirken, dens inventar og kirketiende for 18.000 kr.
I 1907 skiftede kirken igen ejer, da gymnastiklærer C.A.E. Steen i Odense købte den for 20.000 kr. Han beholdt den kun i ca. 2 år, hvorefter han solgte den som særeje til den tidligere ejers hustru Else Marie Madsen .
I 1912 afhændede hun den til Dalum Kommune for 19.000 kr.
Det var ret usædvanligt, at en kommune ejede en kirke, idet de fleste kirker på det tidspunkt var blevet selvejende institutioner med menighedsrådene som styrende. I Dalum blev det først en realitet i 1970 i forbindelse med kommunesammenlægningen med Odense.
Dalum Kirke var frem til Reformationen både klosterkirke for nonnerne og en sognekirke med menighed. Det bærer den indre opbygning præg af.
Kirken er enskibet med to korsfløje. På grund af middelalderens sammenbygning med klosteret og den indvendige korsgang mangler sydsiden af kirken vinduer forneden.
Kirkens højtsiddende vinduer er anbragt to og to og sammen med de lavere romanske vinduer i nordsiden har de været med til at skaffe lys til det hvælvede pulpitur, der indvendig har løbet langs en del af muren og videre tværs over kirken langs muren mod koret.
På pulpituret har nonnerne haft plads, og de har kunnet følge de kirkelige handlinger, som tjenende munke på den tid foretog i koret.
Korbuen har været lavere, og fra pulpituret har man gennem 5 mindre korvinduer kunnet se ned til alteret. Kirkens opførelse har strakt sig over en længere årrække, og den bærer spor af såvel den romanske som den gotiske stilperiode.
I middelalderens slutning er der på kirkens vestgavl tilføjet et tårn i 4 stokværk. I perioden 1926-1929 blev kirken gennemgribende renoveret.
Inden Dalum kirkes restaurering i 1926 til 1929 var kirken i meget dårlig stand. Det var der flere årsager til bl.a. var terrænet i tidens løb hævet omkring kirken på grund af vejføring tæt på kirkens sydside. Det betød, at fyld og fugtig jord nåede op på de gamle mure, der begyndte at forvitre både ude og inde.
I 1646 havde Iver Vind fået kongens tilladelse til at indrette et kapel i kirkens nordre korsarm, som blev adskilt fra kirken ved opførelsen af en spærremur. Under korsarmens østre del blev der indrettet en gravkælder, og en tværmur delte kapellet, så der opstod et forrum med trappe til gravkælderen. Spidsgavlen mod nord blev nedtaget og i stedet for opført nye gavle i øst og vest. Samtidig blev kirkens kor afkortet, og den sydlige korsarm nedrevet.
Synsforretningerne i 1720 og 1721 berettede, at både mur, hvælvinger og tagværk og især fodrenden mellem korsskæringens og nordre korsfløjs tage (Iver Vinds kapel) var i forfald – det anførtes, at vand trængte ned og gjorde mur og piller grønne og fugtige af vand – arbejdet var i sin tid fuskeragtigt udført. De tilladelser, Christian IV gav til bygningsmæssige ændringer i 1646 blev skæbnesvangre for kirkens udseende. Dårlig vedligeholdelse gennem længere tid både før og efter det skæbnesvangre år var en anden forklaring på kirkens forfald.
Det havde været på tale at rive hele kirken ned og bygge en ny i stedet for, men valget faldt på at foretage en gennemgribende restaurering. Der blev støbt nye fundamenter, som blev ført til fast bund. Al opfyldning omkring kirken blev bortgravet. Den nordre korsarms nordmur (Iver Vinds kapel) blev oprettet, og korsarmens gavl blev ommuret. De nyere vinduer og døre blev tilmurede, og gamle vinduer og døre genåbnede. Vinduerne fik blyindfattede ruder, og der kom jernbundne egetræsdøre. Taget blev forsynet med nye lægter og tagsten, og alt kalklag på ydermurene blev afbanket og fugerne repareret. Der blev igen etableret en søndre fløj, således at kirken fremstod som en korskirke. Indvendigt blev hvælvingerne repareret, og korbuen blev istandsat og forandret. Kirkens gulv blev sænket og forsynet med nye munkesten. Tværmuren i kapellet og muren mellem kapellet og kirkerummet blev nedbrudt, således at kapellet igen blev en del af kirkerummet. Gravkælderen blev lukket, og kisterne med medlemmer af familien Vind blev gravsat syd for kirken. Benzon-familiens kister, som også havde stået i kapellet, blev gravsat på kirkens nordlige side. Kalkmalerierne i skibets hvælvingsfag blev istandsat. Der kom nye stolestader, orgelpulpitur, alterbord, nadverskrank og alterpanel.
Restaureringen varede fra 1926 til 1929 og kostede i alt 190.000 kr., som i den tids penge var en meget bekostelig affære.
Altertavlen er i barokstil og skåret omkring 1650 af den kendte odenseanske billedskærer Anders Mortensen. Mellem søjlerne på altertavlen findes nadverens indstiftelsesord og lensmand Iver Vinds og hans hustru Hedvig Skinkels våben. Altertavlen er i to satser. Det nederste billede er en spejlvendt gengivelse af Rubens maleri af den hellige nadver. Det øverste billede viser Jesus i Getsemane-have efter et maleri af Karel v. Melander. Allerøverst er satsen med den sejrende Kristus mellem to middelalderlige krigere. Altertavlen blev renset og restaureret i 1989.
Alterstagerne er sengotiske.
Alterkalken er skænket af Niels Bang, da han blev biskop i Odense i 1663.
Oblatæsken er fra 1704 og er lavet af sølvsmed Jens Andersen, Odense.
Altertæppet er fra 1992 og vævet af Jette Nevers, Hasmark.
Prædikestolen skyldes Iver Vind og Anders Mortensen. Den er enkel i sin ornamentik. Kristus hersker i midten, omgivet af de 4 evangelister. På lydhimlen findes en Golgathagruppe med Maria, Johannes og en tredje person. En indskrift fra Apostelenes Gerninger, 4,29 findes på lydhimlens nedhæng. Prædikestolen blev ligesom alteret restaureret i 1989.
Døbefonten er af Højby-typen. Der kan stadig ses rester af den oprindelige bemaling. Det formodes, at fonten oprindelig har stået i den gamle Hjallese kirke.
Dåbsfadet med Habsburg-ørnen er fra Nürnberg med påskriften: Gotte sei mit uns. Der er en krans af hjorte og hunde rundt langs fadets kant, symboliserende det rene og det onde. På skibets søndre væg findes et gotisk korbuekrucifiks fra omkring 1300.
To stolestadegavle fra 1585 er prydet med Friis- og Brockenhuusvåben og med Oluf Bagers navn og bomærke.
Iver Vinds epitafium af sandsten med indsat våben af alabast og søjler af marmor er ophængt i kirkens nordre korsarm. Af tavlen ved siden af epitafiet fremgår, at ”anno 1646 hafuer Konnig Christian den Fierde sielf wærit i Dalum kircke og naadigste bevilldit Ifver Vind dette capeel”. Kapellågen til Iver Vinds Kapel er ophængt i kirkens søndre korsarm. Iver Vinds kapel blev sløjfet i forbindelse med restaureringen af kirken i 1926-29. Den øverste del af kapellågen forestiller dommens dag, sandsynligvis efter et altermaleri af Dürer. Under de snoede søjler ses til venstre dødens høst og til højre en scene fra Ezekiels bog, hvor profeten ser de døde blive levende igen. I kor og korsarmenes vægge er anbragt 5 epitafier over tidligere sognepræster fra 1600 og 1700 tallet samt gravsten over en prior og priorinde.
Orglet er bygget af Marcussen & Søn i 1986. Det tæller 26 stemmer, fordelt på Hovedværk, Svelleværk og Pedal. Den barokinspirerede facade er fra 1927 tegnet af Knud Lehn Petersen.
Dalum Sogns Historie, 2 bind. Udgivet af Dalum Kommune 1959-1968 Anders W. Berthelsen: Kirken i Dalum, 2009