Cornelen.

Alfred og Laurence Petersen ved butikken, der er omdannet til en egentlig landhandel

Cornelen. Bemærk sprøjtehuset, der ligger ved siden af.

Johannes og Anna Corneliussen

Johannes Corneliussen

Cornelen under restaurering.

Efter renoveringen åbnes museumsbutikken i 1975

Et landbokøkken anno 1930

Stuen anno 1930 .

Sonja Søe-Jensen og Gurvid Jensen bag disken.

Furesø Museers skoletjeneste giver børnene en oplevelse af, hvordan man handlede i gamle dage.

Intro

Den gamle købmandsbutik Cornelen har fået sit navn efter den sidste købmand på stedet, Johannes Corneliussen. Her er der pustet liv i hjemmet og butikken, som er bygget op som en typisk gårdbutik på landet i 1930’erne.

''En høkerbutik 1862-1911 '' I Stavnsholt åbnedes en høkerbutik i 1862 af hjulmand og høker Daniel Nielsen og hans kone Abelone Nielsen. Titlen som høker og hjulmand have Daniel Nielsen i de følgende folketællinger. Først i 1911 kaldtes han købmand - året hvor han solgte forretningen vi-dere. Daniel Nielsen, der var født i Ganløse var 31, da han blev hø-ker og solgte først huset med forretning, da han var 80 år gammel. Parret havde 2 døtre, Bodil Sophie på 5 og Karen Marie på 1 år i 1862. De fik ikke flere børn, så der har været forholdsvis god plads til såvel hjulmagerværksted og et høkeri i huset efter datidens for-hold. En høker havde et relativt lille varesortiment, og der var ikke altid tale om en egentlig forretning, men blot om et skuffedarium, hvor der opbevaredes bånd, tråd og knapper, samt salt, krydderier og kaffe. Hovederhvervet for familien har sandsynligvis været hjulmageriet, medens konen havde de få varer i et skuffedarium i et af husets rum. Kunderne har nok primært været landsbyens hånd-værkere og småkårsfolk, da bønderne stadig kørte til torvet med varer og handlede der. Efterhånden er varesortimentet blevet udvidet med blæk, papir, tobak og kolonialvarer som rosiner, sved- sker og sukker. Efterspørgslen efter hjulmagerens hjul er forsvun-det i takt med industrialiseringens indtog, så det har været en god løsning at udvide butikken og gøre den til en egentlig købmandsbu-tik. Der fandtes ingen lukkelov, så butikken har sandsynligvis væ-ret åben 15-16 timer ugens 6 hverdage, hvilket var nemt at forene med en hjemmegående husmor og en håndværker, der arbejdede hjemme. ''En landhandel 1911-1962.'' '' Alfred og Laurence Petersen, 1911-34'' Alfred Petersen var 36 år, da han overtog forretningen i 1911 og Laurence et år yngre. Parret havde to piger, Tove Elly på 9 år og den nyfødte Solveig Edith. De fik heller ikke flere børn, så der har været god plads til familien, selvom butikken er kommet til at tage mere plads. . Den del af huset, der rummer butikken, er sandsynligvis den æld-ste, da den er af bindingsværk, som senere er erstattet af grundmur. Den øvrige del af huset er grundmuret og sandsynligvis fra sidste halvdel af 1800-tallet. Billedet på forsiden giver et indtryk af varesortimentet. Skiltene reklamerer for vine, Carlsberg pilsner og Tuborg øl. Den lille boks ved døren har sandsynligvis været en cigaretautomat. I vinduerne kan ses diverse redskaber og husholdningsudstyr af metal. Industrialiseringens produkter kunne produceres så billigt, at de kunne sælges til en rimelig pris, og blev efterspurgt af mange. I sidste vindue ses kaffemøllen, som var en vigtig genstand i enhver købmandsbutik. For alle de andre varer var der ikke nogen særlig forskel i kvalite-ten fra butik til butik. Det var noget andet med kaffen. Den enkelte købmand købte nogle udvalgte typer kaffebønner hos kaffegrosse-reren. Når en kunde kom for at købe kaffe, blev bønnerne blandet i et bestemt mængdeforhold, der var købmandens hemmelighed. Bønnerne blev hældt op i tragten på kaffemøllen, og den malede kaffe pakket i en speciel pose som oftest med købmandens navn. Mange kan huske duften af friskmalet kaffe fra en købmandsbutik. Varesortimentet var bredt og overalt i butikken har der ligget for-skellige varer, der oftest var uindpakkede. Havde købmanden ikke den ønskede varer, ville den som oftest kunne skaffes hjem, så landsbyens indbyggere kunne få de fleste af dagligdagens fornø-denheder dækket, hvad enten det drejede sig om fødevarer eller andet. Ellers måtte man drage til Farum By, hvor antallet af forretninger var vokset i begyndelsen af 1900-tallet. De fleste handlede dagligt, da muligheden for transport og opbeva-ring ikke tilgodeså storhandel. Ofte var det børnene, der blev sendt afsted, når husmoren stod og manglede noget. De fleste familier handlede ”på bog”, hvilket betyder, at de havde en bog, hvor alle indkøb blev noteret. Ved månedens slutning blev regningen gjort op og betalt - i de fleste tilfælde. Børnene skulle derfor blot have en seddel med de ønskede varer med og ingen penge. Hvis nogen ikke kunne betale sin gæld, rygtedes det hurtig i et lille samfund som Stavnsholt, og da der ikke var andre steder at gå hen, har de fleste nok sat en ære i at få betalt. Butikken har uden al tvivl også haft en social funktion. Med sin placering ved gadekæret har den været et naturligt samlingssted. Mændene har mødtes i middagspausen for at ryge en pibe, medens de ordnede verdenssituationen. Kvinderne har brugt lejligheden, når de var på indkøb til at få sig en snak med landsbyens andre kvinder, og mon der ikke har været en stol, hvor ”gammelmutter” har kunnet sidde og høre lidt på landsbysladderen! '' Johannes og Anna Corneliussen, 1934 - 62.'' Johannes Corneliussen var 35 år, da han overtog huset med butik sammen med sin kone Anna. Parret, der kom fra Lynge-Uggeløse, havde en datter Inga Elinor, der på det tidspunkt var 1 år, og fik ik-ke flere. De blev det sidste købmandspar i ”Cornelen”, som butik-ken kom til at hedde efter deres efternavn. Som sine to forgængere beholdt Johannes Corneliussen butikken til han kunne gå på aftægt som 63-årig. I de 28 år, hvor parret ejede butikken, skete der meget i det omgivende samfund, der ændrede betingelserne for at drive landhandel væsentligt. Butikken og dens nære omgivelser var dog stort set det samme i alle de år. .Søgårdens og Brudegårdens jorde blev udstyjkket til kolonihavehuse i henholdsvis 1947 og 1951, og de mange landliggere var med til at redde Cornelen, da de brugte Cornelen som deres nærbutik i sommermånederne. Således har Marianne Fogtmann, der fik et kolonihavehus i ”Furesø Haveby” i 1951, skrevet i Majtræet 1994: ”'''Vi handlede i Cornelen, dengang det ikke var et museum, men rigtig købmandshandel. Vi købte petroleum og''' '''kiks og kaffe”. ''' Cornelen var fortsat et samlingssted for landsbyen. Barnebarnet Ivan Andersen har i en artikel til Frederiksborg Amtsavis fortalt følgende: ”'''Jeg husker det som et rart sted. Det var her, man kom og snakkede om livet i byen. Ofte sad der en aftægter og fik varmen i butikken og når der så kom kunder, gik snakken ellers'''”. Turister og landliggere om sommeren var ikke nok til at holde den gamle landhandel i live, så da Corneliussen gik på pension i 1962 ophørte den som forretning. Ægteparret blev boende i huset indtil 1967, hvorefter det stod tomt og forfaldt. Artiklen bygger dels på en tidligere artikel i Farum Lokalhistoriske Forenings blad " Majtræet", skrevet af Hans Sørensen og dels på oplysninger fra folk, der har haft kend-skab til Stavnsholt i Corneliussens tid. 7

'' Cornelen - Historien om et købmandsmuseum. Af Signe Thomsen. '' Farum kommune havde fået den tidligere landhandel foræret af Kulturministeriet med en bemærkning om, at den var bevaringsværdig. Kommunens forståelse for bevaringsværdige bygninger var ikke stor på dette tidspunkt, så i første omgang påtænkte man at rive bygningen ned. Dette blev dog forhindret af en række borgere i byen, og kommunen tilbød i stedet i starten af 1970’erne spejderne bygningen, men de takkede nej, da den var uegnet til deres brug. Derefter henvendte kommunen sig til Egnshistorik Udvalg og de takkede heldigvis ja, og dermed blev Cornelen reddet og indrettet som museumsbutik. Egnshistorisk Udvalg var en knopskydning af kunstforeningen i Farum. Egnshistorisk Udvalget var stiftet i 1968 med Flemming Lund Pedersen i spidsen med det formål at fasthold Farums fortid. De første medlemmer af udvalget blev købmand Karl-Henrik Jensen, fru Ruth Riis-Hansen fra Farumgård, fotograf Niels Vang Larsen, disponent Erik Søe-Jensen og bibliotekar Inge-borg Fink. Desuden bistod Gurvid Jensen og Sonja Søe-Jensen udvalget med hjælp til det praktiske arbejde. For at skaffe penge til udvalgets arbejde arrangerede Egnshistorisk Udvalg julestue på Farumgård i perioden 1969-73. De penge blev der hårdt brug for, da Egnshistorisk Udvalg overtog ansvaret for Cornelen. Efter drøftelser med kommunen, der ejede bygningen, nåede man frem til, at kommunen ville betale omkostningerne ved restaureringen. Dog kun et beløb, der svarede til halvdelen af det beløb, som Egnshistorisk Udvalg mente, at der skulle bruges. Det betød bl.a., at kun selve hovedhuset blev restaureret i første omgang. Der skulle gå 14 år før en ny sidelænge blev bygget. Jeg vil på de følgende sider lade Sonja Søe-Jensen fortælle histori-en om hvordan et museum blev skabt. Fra et foredrag ved 25-årsjubilæet år 2000. '''En museumsbutik bliver til 1973-75. ”Nu skulle huset restaureres. Jeg har billeder, der viser, at det på et tidspunkt nærmest var en ruin. Man gik i gang under opsigt af E.U. Enkelte gange måtte udvalget sætte hælene i. Teaktræsdøre og bøgeparket var ikke rigtig sagen. Det indvendige skulle helst svare til det ydre. Vi havde et par døre med de rigtige fyldninger, som stammede fra en nedrivning her i byen. Men desværre gik de til ved en brand i et udhus, hvor vi havde fået lov at opbevare dem. Da huset var færdigrestaureret, begyndte indretningen til museum. Det lå os meget på sinde at få så mange lokale effekter som muligt - og efterhånden fandt flere og flere ud af, at vi var seriøse, så der kom efterhånden mange gode ting fra herboende borgere. Nu var de fleste af os jo glade amatører, så af og til smurte vi mad-pakke og drog ud til andre museer for at se, om vi gjorde det rigti-ge. For at begynde med butikken måtte vi købe disk, nogle reoler samt en kaffemølle fra en nedlagt kaffeforretning i København, Men hel-digvis har vi også lokale effekter her. Reolen bag diske med porce-lænsskilte på skufferne er fra Møllens Købmandshandel og det brune skuffedarium til højre for indgangsdøren er fra Knud C.’s forretning. Den meget kønne lille mølle, som vi altid har fremme til vores julemarked, kommer også fra Møllens Købmandshandel. Den stod i det ene vindue og et lille elektrisk tog kørte rundt om den. Juleudstillingen var til stor fornøjelse for børnene i 60’erne. På et tidspunkt fik vi besøg af en maskinforhandler Jens Toft fra Vestjylland. Han er samler i stor stil - dog stod hans hu mest til gamle flyvemaskiner - men i hans samling var den petroleumspum-pe, som hænger på den korte væg ned mod sidebygningen. Den var almindelig i tiden 1920 -30. Den blev udlånt af de gængse petroleumsfirmaer mod naturligvis, at købmanden købte sin petroleum fra firmaet. Han syntes, at vi burde have den - og vi protesterede slet ikke. Opholdsstuen har vi forsøgt at gøre ”lokal” ved ophængning af mange billeder fra byen. Dog er nogle af tingene lokale . Sybordet kommer fra Farumgård. Det har tilhørt en dame, som var ansat hos nonnerne som telefondame, og da nonnerne forlod gården, blev sybordet stående. Den lille træsko, som står på kommoden, har fru Corneliusen foræret os - hun havde den med en dag, hun kom på besøg. Ved den lejlighed spurgte jeg hende, hvordan hun havde det med, at hendes hjem var blevet til et museum. Hun svarede, at det var hun glad for. Det havde gjort hende ondt at se huset forfalde. Jeg kan fortælle, at tapetet i stuen er fra Sverige, Den type fandtes slet ikke herhjemme på det tidspunkt. Til gengæld er museets gar-diner fra Dalls Varehus - men det er jo også historie nu. Soveværelset har kun en seng. Vi har aldrig fundet ud af, om det er en dame - eller herrekøbmand. Men sengen og klædeskabet kom-mer fra Paltholmgården. Barnevognen har tilhørt dr. Castberg - hans datter Marchen er blevet kørt i den. Vi har modtaget den fra dr. Secher sammen med en lille kane, som blev brugt af dr. Cast-berg til sygebesøg om vinteren. I kommoden har vi mange gode tekstiler, som er foræret af borgere her i byen. Vi har bl.a. et par herlige lærredsnatskjorter fra Gardehuset. Fra fru Ida Stub har vi modtaget en flot silkekjole. Men den er nu pakket ned. Den var ved at blive mør af at hænge fremme. I kontoret har vi en del billeder fra det forgangne Farum. Endvide-re den medalje, som klokker Olsen modtog for sin deltagelse i kri-gen 1864. Det store skab bag skrivebordet har stået i det lille hus, der var katolsk præstebolig, som fandtes ved Farumgård 1932 - 1965. Det er nu revet ned. Køkkenet er som køkkenet var i sin tid. Dog kan jeg fortælle, at da man begyndte at restaurere derude, faldt en plade ned og afslørede det åbne ildsted - og det viser jo, at huset er virkelig gammelt. Alle remedierne har vi fået foræret - eller selv haft. Jeg husker tydeligt, at jeg en dag skulle bruge min blå emalje-randform, Jeg ledte fuld af undren efter den - men væk var den. Løsningen kom første gang, jeg kom ned til ”Cornelen”. Der hang den på væggen. ''' ''Købmandsmuseet Cornelen 1975-1999. '' I november 1975 var restaureringen og indretningen færdig og Egnshistorisk Udvalg kunne åbne Cornelen som et købmandsmu-seum, der var blevet skabt i en stil, der skulle give indtryk af en forretning og en privatbolig i starten af 1900-tallet. De frivillige sørgede for, at Cornelen holdt åben hver den sidste søndag i måneden undtagen om sommeren. Her kunne gæsterne få et indtryk af den gamle forretning og privatboligen bagved, hvor nogle af de frivillige lavede diverse aktiviteter. Det årlige julemarked i december tiltrak hvert år et par tusinde gæ-ster fra hele Nordsjælland og København, der havde gjort det til en juletradition at besøge julemarkedet i den gamle købmandsforret-ning i Farum. Der blev solgt kandis, honningkager, klippeark til kræmmerhuse og nisse-sprællemand. Efter 1987, hvor sidefløjen var blevet genopført, kunne man også servere kaffe og brune kager til de mange gæster. Julemarkedet gav et pænt overskud til det vi-dere arbejde. Da Egnshistorisk Udvalg, der nu kaldte sig ”Cornelens Venner” holdt 25 år jubilæum, var det slut på en epoke, da den selvejende institution Farums Arkiver & Museer herefter overtog ansvaret for driften af Cornelen. Takket være en gruppe ildsjæle, der brugte mange kræfter på at redde den gamle købmandsbutik og skabe et Købmandsmuseum, er Cornelen stadig til glæde for mange og er en vigtig del af områdets historie. ''Købmandsmuseet Cornelen bliver en del af Farums Arkiver & Museer. 1999-2007. '' I januar 1999 kom et hold konservatorer fra Nationalmuseets Beva-ringsafdeling i Brede ud på Købmandsmuseet, hvor de i løbet af et par dage gennemgik samlingerne. Årsagen hertil var, at Køb-mandsmuseet efter sin overgang til den selvejende institution Fa-rums Arkiver & Museer skulle leve op nogle museale krav. Kon-servatorerne skulle se på genstandenes bevaringstilstand og herunder, hvilke restaurerings - og konserveringsarbejder, der burde gennemføres for at sikre genstandenes bevaring til eftertiden. Samtidig var en gruppe frivillige under vejledning af museumschef Henrik Zip Sanes vejledning gået i gang med registrering af samlingen, således at det for den enkelte genstand blev nedfældet, hvor den stammede fra, hvad den havde været anvendt til og hvem der havde afleveret den, Et arbejde, der kunne danne udgangspunkt for et katalog over Købmandsmuseet. Dette arbejde fandt sted samtidig med, at Farums Arkiver & Museer, der var stiftet i 1993, fik indrettet en ny afdeling på Ellegårdsmuseet og arbejdede med indretningen af et nyt magasin for store genstande i Farum Vejgårds lade. Der var således ved at opstå et egentlig museumsmiljø i Stavnsholt. ''Købmandsmuseet er nu en del af det statsanerkendte museum Furesø Museer fra 2007. '' Ved kommunesammenlægningen i 2007 blev de to museer i Værløse og Farum slået sammen og blev til et statsanerkendt museum med navnet Furesø Museer. Det fik betydning for museumsmiljøet i Stavnsholt, da Ellegårdsmuseet blev nedlagt og det fælles lokalhistoriske museum blev indrettet på Mosegården i Værløse. Cornelen fik lov at bevare sin status som et Købmandsmuseum under Furesø Museer, der således fortsat kan holde Cornelen åbent for de mange gæster, der besøger butikken. Museumschef Cathrine K. Hermansen: "'''Cornelen er også historien om de danske museers udvikling. At mange museer blev skabt på folkeligt initiativ og baseret på frivilli-ge kræfter for senere at blive fagprofessionelle institutioner. Cornelen er et godt eksempel – det er i dag en afdeling af et statsanerkendt museum med alt det, der følger med i forhold til museumsloven og samtidig en afdeling, hvor vi værner om og understøtter det frivillige medejerskab”''' ''' ''' '''Artiklen bygger dels på en tidligere artikel i Farum Lokalhistoriske Forenings blad " Majtræet", skrevet af Hans Sørensen og dels på oplysninger fra folk, der har haft kend-skab til Stavnsholt i Corneliussens tid.'''

''Afpubliceret'' undefined

''Publiceret''

Der er mulighed for en rundvisning i købmandshjemmet, som består af dagligstue, kontor, soveværelse og køkken. Disse rum er søgt henført til de første årtier i 1900-tallet og fører besøgende gæster tilbage i en nostalgisk tidslomme. I købmandsbutikken kan du købe gammeldags slik og legetøj såsom kandis, bismarcksklumper, hinkesten, påklædningsdukker, træ- og bliklegetøj. Dertil sælges der kaffe og te i Cornelens café. Se mere på [https://furesoemuseer.dk/om-furesoe-museer/cornelen/ Furesø Museer]