Corfitz Ulfeldt
Portræt af Corfitz Ulfeldt.
Den gamle ejendom i Kirkestræde 2. Denne ejendom blev revet ned for at give plads til det nye byggeri.
Hjørnet af Kirkestræde/Torvet fra 1880´erne.
Torvet 14 under opførelse. Bemærk de kolossalt høje stiger, som næppe har været ufarlige.
Intro
Corfitz Ulfeldt har vundet sig navn af Danmarks største landsforræder. Hans liv er en fortælling om storhed og fald. Han ægtede Christian 4.s datter, Leonora Christina, og blev rigets mest indflydelsesrige embedsmand.
Efter Christian 4.s død i 1648, mistede Corfitz Ulfeldt sin indflydelse og flygtede til Sverige 1652. Her hjalp han Sverige i krigen mod Danmark.
I februar 1658 befandt den svenske konge sig i Køge. Adelsmanden Ove Juel, som var bekendt med det svenske hof, påtog sig opgaven at drage ud fra København for at møde svenskekongen.
Da han nåede Køge, satte vagterne en pistol for hans bryst, men førte ham så til den svenske konge. Her mødte han Corfitz Ulfeldt.
Mens han ventede på at få foretræde for kongen, trådte Ove Juel ind til Corfitz Ulfeldt. Juel bad Ulfeldt om at vise, at han stadig havde ”ærligt dansk blod om hjertet til sin egen og rette konges tjeneste”. Selv om Ove Juel ikke skrev i sin dagbog hvad Ulfeldt svarede, er man ikke i tvivl om, at stemningen mellem de to har været aldeles uforsonlig.
Efter Ulfeldt flygtede til Sverige, blev hans godser, som blandt andet lå i Skåne, konfiskeret og han mistede sin titel.
Ulfeldt deltog i erobringen af Danmark i 1657, lånte et astronomisk beløb på 150.000 daler til den svenske konge til krigsførelsen og var en af Sveriges hovedforhandlere ved Roskildefreden 1658. Her mistede Danmark bl.a. Skåne, Halland og Blekinge. Ulfeldt fik sine godser tilbage og blev Guvenør over Skånelandene.
Han kom dog hurtigt på kant med den svenske konge Karl X. Gustav. Ulfeldt blev anklaget for at have røbet stormen på København og tiltalt for højforræderi i 1659. Han blev sat i husarrest i Malmø. Herfra valgte han og Leonora Christina at flygte til Danmark og søgte amnesti hos Fredrik 3. Det kom der ikke noget godt ud af, for de blev fængslet og indsat i arrest på Hammershus.
Parret blev løsladt i 1661, efter et bønskrift til den danske konge, mod at afstå alt, hvad de ejede.
I 1662-3 var Corfitz på en udlandsrejse og forsøgte at få støtte til at styrte den danske konge hus kurfyrsten af Brandenburg. Kurfyrsten afslørede dog Ulfeldts planer. Hjemme i Danmark blev han dømt til døden, selv om han var fraværende. Leonora blev fængslet i forbindelse med et besøg i England og indsat i Blåtårn på Københavns Slot. Ulfeldt blev aldrig fanget.
Ulfeldt blev senere halshugget og parteret på slotspladsen i København in absentia og in effigie. Det vil sige, at man fremstillede en dukke af Corfitz og lod den henrette, da man ikke kunne få fat på ham selv.''''
Corfitz Ulfeldt døde på flugt, ludfattig og nedbrudt, på en lille båd nær Basel i Schweiz.