Clausholm

Clausholms hovedbygning blev opført i i barok i 1690'erne som et trefløjet anlæg. Efter Frederik 4.'s overtagelse blev to smalle fløje opført mod syd.

Intro

Clausholm kendes fra 1300-tallet, hvor slægten Panter ejede herregården. Hovedbygningen er opført i 1690'erne af Conrad Reventlow. Anne Sophie Reventlow, der i 1712 var blevet bortført fra Clausholm og gift med Frederik 4., levede på herregården til sin død efter kongens død i 1730.

''Clausholm'' ''Retsvæsenet på 1700-tallets godser'' '''Af ph.d. Dorte Kook Lyngholm, Nordjyllands Historiske Museum''' Læs mere om Clausholm [http://herregaardskortet.dk/cases/clausholm/ herregaardskortet.dk ] ''I 1700-tallet var godsejerne en central og integreret del af enevældens lokale retsvæsen i landdistrikterne. På Clausholm spillede godsejerne en meget aktiv rolle i retsplejen ved godsets birkeret, bl.a. som anklager og bødetager i straffesager. Temaet viser, at godsejernes selvstændige råderum i retssystemet blev anvendt både til magtdemonstrationer og til at vise nåde overfor de beboere på Clausholm, der var kommet på kant med loven.'' '' Godsejerne på Clausholm ved 1700-tallets midte'' I nutiden er det en selvfølge, at staten råder over et fintmasket administrativt og retsligt system i landområderne. I en meget lang periode af Danmarkshistorien var situationen imidlertid en helt anden, og helt frem til midten af 1800-tallet havde kongemagten kun i begrænset omfang lokale embedsmænd i landdistrikterne. Staten baserede derfor i vid udstrækning sin lokale forvaltning og retspleje på de eksisterende lokale autoriteter – nemlig godsejerne. Da dette system kulminerede i midten af 1700-tallet, var Clausholm netop blevet solgt af kongehuset efter den tidligere ejer enkedronning Anna Sophie Reventlows død i 1743. Den nye godsejer var Christian von der Maase (1694-1753), der tidligere havde ejet de fynske og sjællandske godser Ravnstrup, Fuglebjerg og Raschenberg (nuværende Juelsberg). Han havde fået ærestitlen etatsråd og tilhørte den første adelige generation i sin slægt, idet faderen havde udmærket sig som hofprædikant, hvorefter alle hans børn var blevet adlet af kongen. Efter hans død i 1753 overtog hans hustru Magdalene Susanne von der Maase, født Numsen, (1689-1758) Clausholm, inden hun kort før sin død satte det til salg. Den næste godsejer blev den norske adelsmand og oberstløjtnant Matthias Vilhelm Huitfeldt (1725-1803), der købte Clausholm i 1757 efter at have taget sin afsked fra hæren. I sin tid på Clausholm fik han flere betydningsfulde poster i enevældens regionale administration og varetog bl.a. hvervet som stiftamtmand over Viborg stift og amtmand over Skivehus og Hald amter. I 1779 fik han ærestitlen gehejmekonferensråd. Huitfeldt og hans hustru Charlotte Emerentia Raben (1731-1798) beholdt Clausholm århundredet ud, hvorefter det i 1800 blev solgt til deres svigersøn. ''Clausholm som administrativt centrum'' Disse godsejere var de øverste autoriteter på et af landets største godser. Ved 1700-tallets midte strakte Clausholm sig over en stor sammenhængende mængde fæstegods sydøst for Randers og havde rundt regnet 1.000 beboere fordelt på 21 landsbyer. Godset var en veletableret enhed, hvis beboere og landsbyer med fæstegårde og huse bl.a. blev bundet sammen af et velsmurt administrativt maskineri. I spidsen for denne forvaltning stod ridefogederne Jens Hutfeldt Bagge og efterfølgende Johannes Bornemann, der i vid udstrækning fungerede som godsejernes repræsentanter overfor Clausholms beboere. '' '' Administrationen omfattede en bred vifte af opgaver i forbindelse med godsets daglige økonomi og drift. Disse mange forskellige aspekter af godsforvaltningen fremgik bl.a., når der hvert år i maj blev aflagt regnskab for Clausholms samlede økonomi. På regnskabernes indtægtsside figurerede fx godskontorets opkrævning af fæsternes landgilde (afgiften af en gård), huspenge (afgiften af et hus), indfæstning (afgiften ved overtagelsen af et hus eller gård), oldengæld (afgift af svin i skoven), kirketiende samt overskuddet fra godsets kalk- og teglfabrik. Godskontoret varetog ikke alene en bred vifte af godsets private opgaver, men indgik også som en hjørnesten i statens lokaladministration. På Clausholm, som på landets øvrige privatejede godser, var det godsejerne, der var den øverste ansvarlige for centrale statslige opgaver, som fx den lokale skatteopkrævning. Godsejerne var her pålagt ikke alene det administrative, men også det økonomiske ansvar, og hæftede for beløbet overfor statskassen, hvis en fæstebonde ikke formåede at betale sin skat. Et anden af statens væsentlige opgaver, der lokalt blev administreret via godserne, var soldaterudskrivningen, hvor det var godsejerne, der havde ansvaret for at udvælge de af godsets beboere, der skulle i soldatertjeneste. ''Retsvæsenet på Clausholm'' Også på retsvæsenets område var godserne en central og integreret del af enevældens lokale system. Godsejeren Matthias Huitfeldt nedstammede fra en gammel adelsslægt, og som nævnt tilhørte hans forgænger Christian von der Maase første generation af sin families adelskab. For den lokale retshåndhævelse i landdistrikterne var dette af afgørende betydning, idet godsejerens myndighed afhang af, om de tilhørte adelsstanden eller ej. Ved midten af 1700-tallet levede omkring 90 % af den danske befolkning i landdistrikterne, og ca. halvdelen af denne gruppe boede på godser, der var ejet af en adelig godsejer. (Den resterende del af landbefolkningen hørte under godser, der var ejet enten af kronen, borgerlige godsejere eller institutioner). For beboerne på Clausholm og de øvrige adelsgodser betød dette, at de var underlagt en godsejer, der havde en række privilegier, der pålagde dem en række konkrete opgaver i det lokale retsvæsen. Et af disse privilegier var den såkaldte ’hals- og håndsret’, der bl.a. indebar, at godsejerne ikke alene havde ret, men også pligt, til at retsforfølge forbrydelser begået på deres godser. I løbet af 1700-tallet blev denne rolle udbygget til en slags forløber for den moderne offentlige anklagemyndighed, idet godsejerne fik ansvaret for, at der blev anlagt sag ved domstolene ved alle brud på strafferetten begået på deres godsområde. Hals- og håndsretten indebar også, at godsejerne i et vist omfang havde ansvaret for eksekveringen af korporlige straffe idømt ved de lokale domstole. Et andet af de væsentlige juridiske adelsprivilegier var den såkaldte ’sagefaldsret’, der gav godsejerne ret til at indkassere en del af de bøder, der blev idømt for forbrydelser på deres godser. Godsejerne havde i denne forbindelse et betydeligt selvstændigt råderum, idet de havde ret til at ’aftinge’ deres undergivnes bøder – dvs. nedsætte eller eftergive den bødetakst, der ellers var foreskrevet i lovgivningen. Hvor sagefaldsretten og hals- og håndsretten var juridiske privilegier for hele adelstanden, var det kun en særlig privilegeret del af de adelige godsejere, der havde den såkaldte ’birkeret’. Birkeretten betød, at godset blev udsondret i en særlig retskreds, hvor godsets beboere ikke sorterede under den gængse domstol, herredsretten. Derimod hørte de under godsets domstol, birkeretten, hvor godsejeren i 1700-tallet ansatte og udpegede dommeren. Birkeretten fungerede efter samme lovgivning som herredsretten, og danske godsejerne havde ikke på noget tidspunkt ret til selv at afsige domme ved disse domstole. Ikke desto mindre gav de juridiske adelsprivilegier godsejerne betydelig indflydelse på den lokale retspleje på deres godser. I de tre artikler, der hører under dette tema, kan man få et indtryk af, hvad det konkret kunne betyde for beboerne på et dansk gods, at de var fæstere under en adelig godsejer. Temaet viser, hvordan det foregik, når beboerne på Clausholm gods i 1750’erne mødte loven og godsejerens repræsentant i birketingsstuen på Clausholm. ''Godsejere på Clausholm i 1700-tallet'' 1718-1730: Fredrik IV (1671-1730) 1730-1743: Anna Sophie Reventlow (1693-1743) 1744-1753: Christian von der Maase (1694-1753) 1753-1758: Magdalena Susanna von der Maase, født Numsen (1689-1758) 1758-1800: Matthias Vilhelm Huitfeldt (1725-1803) '''''Videre læsning:''''' Holsten, H. Berner Schilden (1967): ”Clausholm”, i Aage Roussell (red.): '''Danske Slotte og Herregaarde''', 2. udg. bd. 14, Hassings Forlag Kbh., s. 77-98. Lyngholm, Dorte Kook (2013): '''Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm birkeret. '''Dansk Center for Herregårdsforskning og Landbohistorisk Selskab. Lyngholm, Dorte Kook: ”Ret og magt på godset”, på: [http://www.danskeherregaarde.dk/ www.danskeherregaarde.dk] Løgstrup, Birgit (1983): '''Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret indenfor skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede. '''Rigsarkivet og GADS Forlag. Løgstrup, Birgit: ”Godsejerstyret”, på: [http://www.danmarkshistorien.dk/ www.danmarkshistorien.dk] Rasmussen, Alexander: ”Klausholms Bønder ved Midten af 1700’rne”, i '''Jyske Samlinger''', Aarhus 1911, s. 246-98.

''Clausholm'' ''The judicial system and the estates '' '''By Dorte Kook Lyngholm, PhD, The Historical Museum of North Jutland ''' '' '' '''Resumé:''' ''In the 18th century Danish estate owners were a key and integral part of the absolute monarchy’s judicial system in rural areas. The owners of manor Clausholm, which held the right of jurisdiction, the so-called '''birkeret, '''within the estate lands, played an extremely active role in the administration of justice: for example, as prosecutor and fines collector in criminal cases. This article shows how the estate owners’ independent room for manoeuvre in the judicial system was deployed both for the '''demonstration of power''' and for the '''distribution of mercy''' to the residents of Clausholm, who had fallen foul of the law.'' '''Outline article:''' ''The judicial system and the estates '' '' The owners of Clausholm in the mid-18th century'' In modern times the State automatically has at its disposal a sophisticated administrative and legal system in rural areas. However, during a very long period of Denmark’s history, it was a completely different story and, right up to the mid-19th century, the Crown had only a very limited number of local officials in rural areas. So, to a great extent, the State based its local management and judicial administration on the existing local authorities: the estate owners. As this system was reaching its peak in the mid-18th century, the Crown had just sold Clausholm, following the death in 1743 of the former owner and dowager queen, Anna Sophie Reventlow. The new owner of Clausholm and the estate was Christian von der Maase (1694-1753), who had previously owned the estates of Ravnstrup, Fuglebjerg and Raschenberg (now Juelsberg) on Funen and Zealand. He had been awarded the honorary title of Councillor of State and belonged to the first noble generation of his family. His father had made a name for himself as a court preacher, and all his children had subsequently been raised to the peerage by the king. After his death in 1753, his wife Magdalene von der Maase (née Numsen) (1689-1758) took over Clausholm, before putting it up for sale shortly before her death. The next owner was the Norwegian nobleman and lieutenant colonel, Matthias Vilhelm Huitfeldt (1725-1803), who bought Clausholm in 1757 after leaving the army. During his time at Clausholm he was given several notable positions in the regional administration of the Danish absolutist state. Among these were important positions included those of prefect for the diocese of Viborg [Da: '''stiftamtmand'''] and sheriff of Skivehus and Hald counties [Da:''' amtmand''']. In 1779 he was awarded the honorary title of Privy Councillor [Da: '''gehejmekonferensråd''']. Huitfeldt and his wife, Charlotte Emerentia Raben (1731-1798) held on to Clausholm until the end of the century, after which it was sold to their son-in-law in 1800. '' '' ''Clausholm as an administrative centre'' These estate owners were the supreme authorities on one of the largest estates in Denmark. By the mid-18th century Clausholm estate was a vast, cohesive collection of copyholds south east of Randers, which accommodated roughly 1,000 residents spread over 21 villages. The estate was a well-established entity, whose residents and villages with their farms and houses were bound together by a well-oiled administrative machine. This administration was headed by a bailiff or steward of the manor [Da: '''ridefoged''']: initially Jens Hutfeldt Bagge, succeeded by Johannes Bornemann. These two men were the estate owners’ representatives in almost all dealings with Clausholm’s residents. '' '' The administration encompassed a wide range of tasks related to the day-to-day economy and operation of the estate. These many different aspects of estate management were evident every year in May, when accounts for Clausholm’s overall budget were presented. The income part of the accounts included, for example, the collection of the tenants’ annual dues on farms and houses [Da: '''landgilde''' and '''huspenge'''] the copyhold fee for taking over a house or farm, the pannage fees, the Church tithes and the profits from the estate’s lime and brick factory. The stewards of the estate were not only responsible for a wide range of the estate’s private tasks, but also constituted a cornerstone of the State’s local administration. At Clausholm, as on Denmark’s other privately owned estates, the estate owners held responsibility for central government tasks: for example, local tax collection. The estate owners were entrusted not only with the administrative tasks, but also with the financial responsibility, and were personally liable to the royal treasury if a tenant failed to pay his taxes. Another of the State’s major tasks administered by the estates was the conscription of soldiers. The estate owners were responsible for deciding which of the estate’s residents should do military service. ''The judicial system at Clausholm'' The estates also played a key and integral role in the absolute monarchy’s local judicial system. The estate owner, Matthias Huitfeldt descended from an old noble family and, as already mentioned, his predecessor, Christian von der Maase belonged to the first generation of his family’s noble status. In terms of local law enforcement in the rural areas, this was of crucial importance, because an estate owner’s authority depended on whether or not he belonged to the nobility. By the mid-18th century, about 90% of Denmark’s population lived in rural areas, and about half of this group lived on estates owned by noblemen. (The remaining rural population lived on estates, which were owned by the crown, middle-class estate owners or institutions). For the residents of Clausholm, and residents on other noble estates, it meant that they were subject to an estate owner with a number of privileges that carried a number of specific tasks in the local judicial system. One of these privileges was the right of prosecution and punishments, the so-called '''hals- og håndsret.''' The estate owners were not only entitled, but also duty bound to prosecute crimes committed on their estates. During the 18th century this role evolved into a kind of precursor of today’s public prosecution authority. It was the responsibility of the estate owners to see that cases were brought before the courts whenever a breach of the criminal law had been committed on their estate. To a certain extent, the '''hals- and håndsret '''also gave estate owners the right (and the responsibility) of implementing any sentence of corporal punishment handed down by the local courts in rural areas. Another of the significant legal privileges the noblemen had was the right of pecuniary penalties, the so-called ‘'''sagefaldsret'''’, which gave estate owners the right to collect a share of the fines that were imposed for misdemeanours on their estates. In this context, estate owners had substantial room for independent manoeuvre, since they had the right to strike bargains on their subordinates’ fines: in other words, to reduce or cancel the fine, which was otherwise prescribed by law. Whereas the above mentioned right of pecuniary penalties ('''sagefaldsret)''' and right of prosecution and punishments ('''hals- og håndsret)''' were legal privileges for the entire nobility, only a special, privileged number of noble estate owners had the right of jurisdiction, the so-called ‘'''birkeret’. Birkeret''' meant that the estate was established as an independent judicial community, in which the estate’s residents were not subject to the jurisdiction of the regular lower-level rural courts comparable to the Quarter Sessions [Da''': herredsret''']. Instead, they were subject to the jurisdiction of the estate’s own court, the '''birketing''', for which, in the 18th century, the estate owner selected and appointed the judge. The '''estate court '''functioned on the basis of the same legislation as the regular rural courts , and at no time did Danish estate owners have the right personally to pass judgements at these courts. Nonetheless, the legal privileges invested the estate owners with significant influence on the local administration of justice on their estates. The judicial process in the 18th century was thus part of a complex and hierarchical system, which invested with the estate owners the ability to carry out punishments or be merciful, thus reinforcing their status and power. When residents at the Clausholm estate were up against the law, they would face the estate owner’s representative in the – far from neutral - arena of the '''birketing''' chamber at Clausholm. ''Owners of Clausholm in the 18th century'' 1718-1730: Fredrik IV (1671-1730) 1730-1743: Anna Sophie Reventlow (1693-1743) 1744-1753: Christian von der Maase (1694-1753) 1753-1758: Magdalena Susanna von der Maase, (née Numsen) (1689-1758) 1758-1800: Matthias Vilhelm Huitfeldt (1725-1803) '''''Further reading:''''' Holsten, H. Berner Schilden (1967): ‘Clausholm’, in Aage Roussell (ed.): '''Danske Slotte og Herregaarde''', 2nd edition vol. 14, Hassings Forlag Copenhagen, pp 77-98. Lyngholm, Dorte Kook (2013): '''Godsejerens ret. Adelens retshåndhævelse i 1700-tallet – lov og praksis ved Clausholm birkeret. '''Dansk Center for Herregårdsforskning and Landbohistorisk Selskab. Lyngholm, Dorte Kook: ‘Ret og magt på godset’, on: [http://www.danskeherregaarde.dk/ www.danskeherregaarde.dk] Løgstrup, Birgit (1983): '''Jorddrot og offentlig administrator. Godsejerstyret indenfor skatte- og udskrivningsvæsenet i det 18. århundrede. '''The Danish National Archives and GADS Forlag. Løgstrup, Birgit: ‘Godsejerstyret’, on: [http://www.danmarkshistorien.dk/ www.danmarkshistorien.dk]

''Fakta'' Adresse: Clausholmvej 308, 8370 Hadsten Kommune: Favrskov Kommune Tidligere: Randerse amt, Galten herred, Voldum sogn Ejer: Kim Alexander Berner (2017) Funktion: Landbrug, skovdrift, jagtudlejning, boligudlejning, selskabslokale (2017) Størrelse: (2017) Offentlig adgang: Hovedbygningen er åben for offentligheden 2. juli til 6. august. Parken er åben fra 1. maj til 30 september. Fredning: Fredet (2017) Besøg [http://www.clausholm.dk/ clausholm.dk] Læs mere om Clausholm på [http://danskeherregaarde.dk/15826.aspx danskeherregaarde.dk]

''Publiceret''