Centralen

Dette fine skilt sad endnu i 1980'erne på døren ind til Centralen, Borum Byvej 3. Da havde den "offentlige samtalestation" dog fået skikkelse af en telefon med møntindkast. Skiltet er det originale, der nu befinder sig på et hus i Sabro

Centralen foreviget i 1987. Eternit på både tag og ydervægge. En del år senere blev huset forskønnet med træbeklædning.
Intro
I 50 år frem til 1968 havde dette hus på Borum Byvej 3 rigtig meget at gøre med Jydsk Telefon Aktieselskab. Her lå centralen.Borum Telefoncentral.
Da den lukkede, betjente centralbestyreren 88 abonnenter.
Hjemme i stuerne drejede kunderne på et håndsving på deres telefonapparat. De løftede telefonrøret til øret, og et øjeblik efter blev der sagt ”Borum”. Så meddelte de det nummer, de ønskede ringet op, og centraldamen satte en stikprop i det rigtige hul og sendte en ringetone. Der var forbindelse.
Den første ved centralapparatet hed Anton Nielsen. Han var vokset op med telefonarbejde i huset på Langelinie 39, Borums første central. I 1918 overtog han forpligtelserne fra sin far og flyttede omstillingsbordet med til den nye central. Anton Nielsen var nemlig tømrer og byggede selv huset som et træskelet beklædt med eternitplader som både ydervægge og tag.
Fra 1932 blev det dog rent kvindearbejde at passe telefoncentraler. Anne Møller Balle overtog hus og job, og hendes datter, Signe Møller Balle, fulgte efter fra 1944 til 1964. Den sidste centralbestyrer blev Grethe Udengaard.
Jobbet kunne man aldrig – som i aldrig – forlade, uden at en afløser passede det. Der var fast løn frem til klokken 20. Derefter kostede samtalerne nogle øre ekstra og fra klokken 22 og 24 yderligere lidt. Grethe Udengaard har fortalt, at disse tillæg noterede hun omhyggeligt ned, for de gik til hende selv.
I 1968 blev centralen nedlagt og telefonen automatiseret, som man sagde. Kunderne drejede et seks-cifret nummer på en drejeskive direkte til abonnenten i den anden ende.
I endnu nogle årtier lagde Centralen plads til den såkaldte offentlige samtalestation. Det betød en mønttelefon.
''Publiceret''