Carit Etlars fødehjem







Intro

På facaden af denne ejendom er opsat en bronzeplade med inskription til minde om Carit Etlar, der blev født på denne matrikel i 1816. Carit Etlar var en meget folkelig forfatter, og han skrev blandt andet Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester.

Forfatteren Carit Etlar, som blandt andet er kendt for romanen Gøngehøvdingen, blev født i Fredericia den 7. august 1816. Hans rigtige navn er Johan Carl Christian Brosbøll. Han voksede op på den nuværende adresse Gothersgade 21. Etlars far Jørgen Christian Brosbøll ernærede sig som tobaksfabrikant og købmand. Carit Etlar var en meget kunstnerisk person, og i 1834 rejste han til København for at blive kunstner. Han fik friplads på kunstakademiet, hvor han begyndte i 1835. De kunstneriske studier, hvor han blandt andet lavede malerier, ler-og gipsskulpturer gik godt, men i 1840 udmeldte han sig fra akademiet. Det skyldtes, at han havde fået gang i en forfatterkarriere, som var meget tidskrævende. Han producerede både skuespil og romaner. Fra 1851 fik Carit Etlar desuden ansættelse på Det Kongelige Bibliotek. I 1891 - på Carit Etlars 75 års fødselsdag - modtog han Dannebrogordenens Ridderkors, og fem år senere - i anledning af hans 80 års fødselsdag - blev der opsat en reliefmedallion med motiv af Carit Etlar på ejendom på adressen Gothersgade 21 i Fredericia. Reliefmedallion blev lavet af to billedhuggere, der begge var født i Fredericia - Castor Hansen (1871-1918) og Niels Nielsen (1872-1921).