Caprice


Hamed Ouattara: Caprice (2016)

Intro

Kunstneren Hamed Ouattara har lavet stolen "Caprice" (2016) ud af et bilvrag fra den lokale skrotplads til Images udstillingen "An Age of Our Own Making".

Hamed Ouattaras stol peger på vigtigheden af genbrug, hvis vi igen ønsker en sund planet fri for voldsomme miljømæssige belastninger. Hvad skal man med et stort jernskrog af en bil? Olietønder, siden af et fly eller en gammel køleskabslåge? For de fleste er det bare metaloverflader. Men for Hamed Ouattara er det værdifulde materialer, der bare venter på at få et nyt liv, et re-design. Samfundets overskydende skrotmetal bliver i Ouattaras hænder til smukke designmøbler og rumindretninger. De slidte og rå overflader i kollagerede farver leder tankerne hen på industriel modernitet og urbanitet. Og vidner, trods deres nye form og funktion, om metallets tidligere liv. Der sidder ofte et brand, et velplaceret ord som ”Cat” (Caterpillar) eller ”Total” (tankstation), på et af Ouattaras skabe, stole eller borde. Fine ornamenter og mønstre fra et stakit dækker en grøn skabslåge; et dygtigt metal-håndværk sætter sit præg på et futuristisk formet møbel. Glæden ved håndværket og det at frembringe nyt af noget gammelt siver igennem alt, Ouattara rører ved. Født 1971 i Burkina Faso. Bor og arbejder i Ouagadougou.

''Publiceret''