CN lokalitet - Lindeskovgård
Lindeskovgård, Lindeskovgyden 81, Højby. Kilde: Det Kongelige Biblioteks site Danmark set fra luften.
Intro
Gården Lindeskovgård, Lindeskovgyden 81 syd for Højby, nævnes i Carl Nielsens erindringer Min fynske barndom. Gårdejer Knud Rasmussen gav Carl Nielsens familie lov til at samle hvedeaks på sin mark.
Carl Nielsen har beskrevet sit fynske barndomsland i meget malende og poetiske vendinger. Mest omfattende i sine erindringer Min fynske Barndom, der udkom første gang i 1927. I det følgende kan du gå på opdagelse i diverse lokaliteter, der har spillet en rolle i komponistens barndom. En barndom, der efter hans eget udsagn var den vigtigste kilde til inspiration for al den musik, han senere har beriget os med.
Citat fra Min fynske barndom, Forlaget Odense Bys museer og forfatterne 2015:
'''"Foruden at passe vor Skolegang og Teglværksarbejdet samlede vi ogsaa Aks paa Bramstrups og Bøndernes Marker, naar Kornet var kørt ind. Paa Herregaardsmarkerne var der ikke meget at samle, fordi de brugte Hes - terive, som tog det meste med. Paa Bøndernes Marker var det bedre, og paa en Gaard paa Højby Mark, hvis Ejer hed Knud Rasmussen, havde mine Forældre en Slags stiltiende Eneret paa at samle Aks i Hvedemarken; og jeg ved med Bestemthed, at denne Mand havde sagt til sine Folk, at de skulde lade være med at rive for skrapt. Saadanne fine Træk kunde findes blandt Bønderne; Knud Rasmussen vidste godt, at mine Forældre var ærekære Folk, der ikke bad om noget, selv om det nok kunde knibe for dem. Naar vi samlede Aks, tog vi de lange Straa som en Buket i Haan - den, til vi ikke kunde have flere, og saa blev Aksene skaaret af og puttet i en Pose, vi havde om Halsen. Naar Posen var fuld, blev den tømt ud i en
Sæk, der stod et Sted paa Marken. En Dag var Mor og jeg alene to ovre og samle Aks paa Knud Rasmussens Mark. Det var store, gyldne, solbagte Hvedeaks, som ikke var bleget af Regn og Blæst efter Mejningen, og vi var saa ivrige i Arbejdet, at det blev helt hen i Mørkningen. Pludselig sagde Mor: „Nu maa vi hjem og lave Mad til de andre, og vi maa skynde os, ellers græder de.” Jeg havde bare Fødder og kunde nok bevæge mig langsomt paa Marken uden at stikke mig paa de stive Stubbe, men naar jeg skulde gaa hurtigt, var det umuligt. Saa standsede Mor pludselig og saa alvorligt paa mig. „Hvis du nu vil stole paa, hvad jeg siger dig, saa skal du se! Nu gaar jeg i Forvejen over paa Vejen med Poserne; du bliver staaende her. Naar jeg saa giver dig et Tegn, maa du tage Mod til dig og løbe alt, hvad du kan, over til mig, saa mærker du ikke noget.”23 Det gjorde jeg saa, og i Farten mærkede jeg virkelig ikke det ringeste Stik af
nogen Stub eller Tidsel og kunde slet ikke forstaa, hvordan Mor kunde vide det forud. Men da jeg kom i Seng om Aftenen, snurrede det alligevel dygtigt i Fødderne."'''