Børneasyl i Allégade 13
Børnehjælpsdagen 1906 på Nørretorv i Horsens. ©Horsensbilleder.dk
Intro
Børneasylet i Allégade 13 er Horsens vel nok ældste daginstitution med rødder tilbage til slutningen af 1800-tallet. I 1800-tallet var mulighederne og behovene for pasning af særligt ubemidlede familiers børn ganske anderledes end i dag.
Børneasyler i 1800 tallet
I løbet af 1830'erne åbnede børneasyler i alle større danske byer. De blev i starten set som en social hjælpeforanstaltning til børn, hvis forældre begge var udearbejdende, og i takt med industrialiseringens fremtog i Danmark blev dette behov større og større.
Allégade 13
I Horsens oprettede Peter Carl Julius Rasmussen i 1840 en privat asylforening. I begyndelsen på skiftende adresser men efter en større donation i 1873 blev det muligt at købe en grund på Allégade og opføre bygningen her. Ved indvielsen var der plads til 100 børn, hvilket var en fordobling i forhold til tidligere. Børnene var fordelt på to klasser. Antallet af børn steg imidlertid, og asylet måtte snart udvides med en tilbygning til den eksisterende bygning samt et anneks i Nygade.
Dagligdagen på børneasylet
De første mange år skete optagelsen af børn ved afstemning i bestyrelsen og efter en vurdering af, hvem der havde mest behov. Børnene skulle aldersmæssigt være mellem to og seks år og måtte forlade asylet senest, når de var fyldt syv. Den daglige mødetid var i tidsrummet fra kl. 8 til kl. 19, dog afbrudt af en pause ved middagstid på ca. to timer. I tilfælde af pjæk og dårlig opførsel kunne bestyrelsen bortvise en elev permanent. På børneasylet i Horsens undervistes bl.a. i kristendom, skrivning og naturfag. Ud over dette blev børnene også håndarbejdsmæssig beskæftiget, og især strømpestrikning synes at have været en fast del af programmet både for drenge og piger. I starten af 1900-tallet begyndte nyere pædagogiske tanker at vinde indpas i byen, og asylet i Horsens begyndte at ændre karakter mod det, vi i dag kalder børnehaver. I dag fungerer børneasylet i Horsens som kommunal daginstitution.
Den offentlige fattighjælp
Fattigdom har eksisteret til alle tider, og næsten lige så længe har myndigheder forsøgt gennem forordninger og love at styre udviklingen, eller måske rettere de mennesker, der måtte benytte sig af fattigforsorgen. Det var ikke mindst tilfældet i 1800-tallet. Med Junigrundloven i 1849 blev det ganske vist slået fast, at enhver trængende havde ret til offentlig hjælp. Men det var ikke en ren gavebod. For at modtage fattighjælp måtte man underkaste sig begrænsninger i den personlige frihed. Fattighjælpsmodtagere mistede f. eks. valgbarhed og valgret til offentlige råd og forsamlinger — hvilket naturligvis kun havde betydning for mænd, da kvinder i forvejen ikke havde valgret.
Fattighuset i Horsens
I Horsens lå fattighuset i en stor del af 1800-tallet i Nørregade 14-18 med tilhørende arbejdsanstalt. Det betød hårdt arbejde for både børn og voksne. Samme adresse husede helt tilbage fra slutningen af 1700-tallet en såkaldt spindeskole, hvor fattige børn fik en smule undervisning men samtidig måtte arbejde rigtigt meget.