Bølling Kirke




Intro

I sydmuren på Bølling Kirke er der et rundt “spedalskhedsvindue”, hvor spedalske kunne høre præstens tale, og hvor pilgrimmene kunne lægge deres ofre efter besøg ved Sct. Hans kilde.

Bølling kirke Den højtbeliggende blytækkede Bølling kirke er indviet til helgenen Sct. Hans (Johannes Døberen) og består af kor, langt skib, våbenhus mod syd samt et nyere tårn ved vestgavlen. Kernen er en romansk kvaderstensbygning, hvor kun koret og et lille stykke af skibets østparti blev opført på skråkantsokkel med hjørneknopper. Efter en pause af uvis varighed fortsattes byggeriet af skibets sidemure mod vest, denne gang af rå kamp på skråkantsokkel med "terninger" på sokkelhjørnerne. Begge de romanske døre er bevarede. Syddøren, der har rundbuet indre spejl, bruges endnu, mens norddøren er tilmuret. I den sene middelalder blev skibet forlænget mod vest af kamp og tegl og med så svære mure, at der nok har været tale om et aldrig fuldført tårn. Stumper af den gamle vestgavl fra tiden før forlængelsen ses endnu indvendigt i kirken. I sengotisk tid opførtes også et våbenhus af munkesten i munkeskifte, med stor, rundbuet arkadeblænding i sydgavlen foran syddøren. I koret findes et cirkelformet spedalskhedsvindue i sydmuren, samt et tilmuret romansk vindue i korgavlen. Dette hul beskrives som: "På korets sydside er der indbygget et hul, hvori de helbredte lagde deres offer". Om denne tolkning af hullets betydning er korrekt vides ikke. I andre kirker menes der at være tale om et spedalskhedsvindue, hvorigennem de stakkels syge, som man ikke ønskede nærmere kontakt med, kunne følge gudstjenesterne og bl.a. modtage nadveren. Tårnet er bygget 1916 ved arkitekt A. Hagerup og bekostet af gårdejer Peder Gravesen Sand. Dets underrum danner nu en vestlig forhal. I kirkens indre er korbuen bevaret og der er bjælkelofter i skibet. Kirkegården hegnes af kampestensdiger, som i nord-vest hjørnet indeslutter en kæmpehøj. Ifølge en præsteindberetning fra 1638 har der mellem kirken og præstegården været en meget besøgt hellig kilde, Kapelskilde, hvorved der var et hus, som gæsterne kunne hvile sig i. Den beskrives således: "'''I gamle Dage har været et Sted mellem Kirken og Præstegaarden, som kaldes Capels Kilde, og mange Mennesker dar havde faaet Helbred på Øjne og Lemmer, naar de havde toet sig i samme Vand. Og her ved Kilden var rejst et Hus eller Capel, hvor de kunde hvile, som Stedet og Stagerne af Hus og Kilde endnu udviser. Der endnu kendt en trind Hul paa Kirken, som de haver indstukket deres Gaver, som haver bekommet Helbred'''". (Red.: hullet der omtales er uden tvivl det tidligere omtalte "spedalskhedshul"). En præst skal forud for denne indberetning have beordret kilden tilkastet, for at forhindre overtro. Romansk døbefont af granit (Mackeprang.D. 174). Muret alterbord med renæssance altertavle fra omk. 1620. På det murede alterbord står en renæssance altertavle fra omk. 1620, opbygget i tredelt storstykke med sidevinger samt topstykke. I midterfeltet et nyere maleri, Golgatha, sign. H.F.S. 1885(?), i topfeltet et ældre nadverbillede. Tavlen er nymalet i 1939. Den syvarmede lysestage er indgraveret: "Skænket til Bølling kirke aar 1911 af fhv. lærer N.Bendtsen og hustru Dothe Marie". To alterstager fra 1600-tallet. Prædikestol med skåret årstal 1611, har korintiske hjørnesøjler med akantusprydbælter og samtidig himmel. I prædikestolen udskåret teksten (øverst): "GVDS ORD BLIFVER EVENDELIG * A.1611". og nederst: " Salig er de som hør gvds ord : O.B.D". Pulpitur i skibet vestende. Opgang fra tårnet. Orglet, som blev fornyet i år 2000, er placeret her. På et par stolegavle i skibets vestlige del, er indskåret årstallet 1583 samt våben for Bryske, Skeel og Lunge, med initialerne IL og KB. Iver Lunge ejede Slumstrup fra 1578 og hans enke Karen Bryske overtog den og giftede sig senere med Henrik Bille, der i 1638 står opført som ejer af gården. Siden 1905 har der været bræddegulv under stolestaderne og flisegulv i midtergangene. Dette flisegulv blev fornyet i år 2000. I tårnet hænger en indskriftløs klokke fra den sene middelalder (Uldall. 132). På skibets nordvæg ses to præsterækketavler. På loftet ligger rester af en gravramme for sognepræst Nicolai Lütken, d.1751. ___________ Kilder: "Trap Danmark, bind IX, 5. udgave". "Kirkerne i Skjern Provsti", udgivet af Skjern Provsti. "Træk af Bølling sogns historie", af V. Bendtsen, på Eget forlag 1949. _______________ Andre links: Du kan læse mere om Bølling kirke på Rækker Mølle sogneforenings hjemmeside ([http://www.rkmoelle.dk www.rkmoelle.dk])