Bytoften
Rekonstruktionen af Bytoftens vikingehus, der blev opført i 2004.
Udsnit af Bytoftelandskabet. Stolperne markerer bebyggelser.
Runesten med teksten 'BYTOFTEN'. Aldeles moderne.
Intro
I Langeskovs sydlige udkant ligger Bytoften, en veritabel fortidsmindepark. Her kan man se et rekonstrueret vikingehus og gå rundt mellem tomterne efter de rigtige fortidshuse. Man kan også gå ned i Gammellung Mose, som er et særdeles naturskønt område.
Gennem flere års arkæologiske udgravninger blev der fundet grave og især landsbyer. Bebyggelserne var fra bronzealderen, jernalderen, vikingetiden og middelalderen – dog hovedsagelig fra jernalderen. Få andre fund stammer helt tilbage fra stenalderen (maglemosekulturen).
Markeringer
Nogle af stolpehullerne fra huse og hegn var så tydelige, at det efter endt udgravning var muligt at forsyne dem med pæle, så man på den måde kunne rekonstruere de mange huses grundplaner. Nogle hegnsforløb blev markeret på samme måde, og en brønd og en værkstedshytte fik lov til at stå åbne.
Byflytning som forklaring
Det er ganske almindeligt at finde bopladser eller landsbyer fra forskellige forhistoriske perioder tæt ved hinanden. Der er nemlig nok tale om principielt samme landsby, der med rundt regnet 100 års forløb bliver flyttet nogle hundrede meter inden for bygdens grænser.
Bronzealderens langhuse var alene brugt til beboelse, for dengang var klimaet så mildt, at kvæget kunne gå ude hele året. Markerne har for størstedelens vedkommende ligget nordvest for selve bopladsen, og i Gammellung mose har der været rig mulighed for at fiske.
I jernalderen blev klimaet koldere og mere fugtigt. Det gjorde, at græsningsarealerne blev mere produktive, og kvægbruget kom derfor til at spille en større rolle. Endvidere blev det nødvendigt at opstalde kvæget om vinteren, og hvis bevaringsforholdene tillader det, ser man derfor ofte, at der blev indrettet stald i langhusenes østlige halvdel.
Grubehuse og forrådshus?
Da Bytoften blev undersøgt af arkæologerne fandt man nogle små værkstedshytter samt spor efter nogle små lagerrum eller staklader. Værkstederne var små halvt nedgravede huse, de såkaldte grubehuse, hvoraf et enkelt nu kan ses som en oval neddybning i jorden. Pladsen har været trang, men åbenbart tilstrækkelig til formålet, idet disse huse ofte blev brugt som vævehuse.
Andetsteds ses et sæt på fire stolpehuller anbragt i kvadrat. I disse huller har fundamentsstolperne til et lille forrådshus stået – det er i hvert fald den indtil nu bedste tolkning af disse stolpesæt, som man så ofte træffer på jernalderens bopladser. Når man har hævet forrådshuset op over jorden, er det selvfølgelig i et forsøg på at sikre afgrøden mod musene. Det har man haft behov for, selv om der blev introduceret en ny musefælde i jernalderen, nemlig katten. Gravskikken i jernalderen varierede en del, men på Fyn var det mest almindeligt, at man blev brændt, og på Bytoften (de fleste grave lå lidt væk fra bopladsen) blev der fundet noget så mærkværdigt som et dødehus i forbindelse med et par grave.
På Bytoften er opført et vikingehus. Huset er en kopi af det lille vikingehus, som er det ene af de to vikingetidshuse, der er fundet på pladsen. Indre skillevægge deler huset i tre rum. Det midterste har både været opholds-, arbejds- og soverum og også det rum, hvor gæster blev modtaget. Gavlrummene var formentlig mere private eller de har været brugt som opbevaringsrum. Der er ikke påvist stald til hverken det lille eller det store vikingetidshus. I vikingetiden blev dyrene nemlig bogstaveligt talt smidt ud af husene efter at have delt hus med menneskene lige siden jernalderens begyndelse. Tæt op ad det store hus ligger der et lille udhus; det har måske været stald, selv om det egentlig synes vel lille til at opfylde denne funktion.
Med opførelsen af vikingehuset er Bytoften gået ind i en ny fase, hvor området bruges til formidling af dagliglivet i vikingetiden. Indtil nu har de populære sommerlejre for skolebørn, "Sommerviking", været kernen i denne formidling, som også omfatter omvisninger, vandreture m.m.