Bygholm Nørremark

Bygholm 1. Bygholm Nørremark 1983

Intro

Danmarks ældste gravhøje blev opført i den tidlige bondestenalder omkring 3800 f.Kr. De forestillede de levendes langhuse og kunne være mere end 80 meter lange. Ved begravelser blev der opført dødehuse, facader og indhegninger af træ, som ved forskellige ritualer blev brændt af. Herefter blev jordhøjene opført til at dække over resterne. En typisk høj er orienteret øst-vest, med opdelinger af flethegn indvendig og grøfter langs foden af højen. Gravene kendes i hele det nordeuropæiske område. I Danmark kendes cirka 40 langhøje, de fleste i Vestdanmark, men oprindeligt har antallet været langt højere. ''Fire voksne og en teenager'' Ved en nyere udgravning af stedet fandt man i den ældste langhøj en grav med resterne af en 13-15-årig dreng. Han var antagelig blevet dræbt af den flintepil, som blev fundet ved brystet. Måske var det den afdødes bolig. Midt i langhøjen lå desuden en stenstøttet plankekiste med afbrændte skeletter af fire voksne personer, gravlagt parvis med fødderne imod hinanden. De havde intet fået med sig i graven. I forbindelse med begravelserne, som er foretaget næsten samtidig, er der afholdt ritualer med måltider. Rester af et måltid lå blandt andet ved et af de to små gravhuse, som også lå inden for langhøjens ovale areal. Kort tid efter begravelserne er arealet dækket af den store langhøj og omkranset af randsten.