Bruunshaab Papfabrik
Papfabrikken.
Postkort fra Bruunshaab 1925. Øverst th.: Papfabrikken. Nederst til venstre: Skolen. Nederst til højre: Jernbanebroen.
Bruunshaab Teglværk
Bruunshaab Klædefabrik 1828.
Intro
Bruunshaab Papfabrik Oplev et af Danmarks få arbejdende fabriksmuseer. Fabrikken ligger smukt i mølleådalen nær Viborg, og her har lyden af mennesker og maskiner kunnet høres siden industriens barndom. Et besøg i det forunderlige fabriksmiljø vil være udbytterigt for både børn og voksne.
I 1819 kom Johannes Ivar hjem fra sin uddannelsesrejse, og i Ålemølle grundlagde han en stor klædefabrik med de mest avancerede maskiner. Allerede i 1821 blev fabrikken udvidet med et farveri, hvilket var med til at sikre fabrikkens vækst i en årrække. Forøgelsen af ansatte - fra 48 i 1824 til 169 i 1836 - vidner om styrken i denne vækst. Det tilstedeværende valkeri blev udvidet, og pakhuse, uldvaskeri samt smedie- og snedkerværksteder føjedes til fabriksanlægget.
Desuden medførte den voksende produktion et pres på infrastrukturelle anlæg, og derfor oprettede Johannes I. Bruun en ladeplads ved Nørreåen og anskaffede pramme, som kunne sejle til Randers Havn med færdige produkter og tilbage med råvarer til klædeproduktionen. I oktober 1822 tillod et kongeligt dokument, at Ålemølle og bondegården Holmgaard måtte kalde sig Bruunshåb. Det, som skulle blive den unge Johannes Ivar Bruuns livsværk, Bruunshåb Klædefabrik var skabt.
Problemerne for Johannes I. Bruun lå hovedsageligt i at skaffe kvalificeret arbejdskraft. De faguddannede mestre hentede han i Fredericia og Holsten, men arbejderne i Viborg og omegn havde ingen erfaring med maskinelt, moderne arbejde. De fleste var bønder og husmænd. Bønderkarlene ville nok arbejde inden døre om vinteren, men de forsvandt fra klædefabrikationen, så snart foråret meldte sig.
Det ensformige arbejde i 15 timer om dagen var ikke noget for hedebønder. Derfor vendte fabrikant Bruun blikket mod udlandet og mod fristaden Fredericia. I fristaden boede kolonier af håndværkere, f.eks. franske huguenotter, som af Frankrigs katolske styre var fordrevet fra deres hjemegn. Flere af familierne samt en koloni arbejdere fra en klædefabrik i Østpreussen kom i disse år til Bruunshåb.
Kraftig vækst i klædeproduktionen betød dog, at den udefrakommende arbejdskraft ikke var tilstrækkelig. Derfor byggede Johannes I. Bruun og hans efterfølger, Mads Pagh Bruun arbejderhuse for at tiltrække børnerige familier. Hver familie rådede over ca. 35-40 k2 bolig, og til hvert hus hørte en lille jordlod, hvorpå faderen kunne holde enkelte husdyr. Moderen passede familiens mindste, og kunne fra hjemmet fungere som underleverandør til klædefabrikken. Fabriksarbejderne var familiens børn. De var lette at lære klædehåndværket, og da de aldrig havde prøvet andet, udgjorde de en loyal arbejdskraft. Andelen af børnearbejdere udgjorde 15-20 % i 1800-tallets første tre årtier
Trods fremgang betinget af nyinvesteringer i 1870'erne var fabrikken inde i sin sidste fase. I 1897 overtog Bertel Bruuns søn Johannes Ivar Bruun fabrikken. Ikke meget kunne han stille op, og da ulykken indtraf i maj 1909 - endnu en ødelæggende brand - synedes det umuligt at genoprette forretningen og produktionen.
Efter et års produktionsstop havde mange kunder fundet andre partnere, og i 1913 endte klædefabrikken og avlsgården på tvangsauktion. I 1918 overtog A/S J. Smiths Papfabrik de gamle bygninger. Under Oscar Smiths ledelse i 1926-1941 gav virksomheden pæne resultater.
Bertel Bruun, en købmand fra Fredericia, skabte i årene omkring 1800 en formue gennem handel og skibsfart. Samtidig spirede en interesse for industrien hos ham. I 1809 købte han godset Asmildkloster og de to vandmøller, Ålemølle og Søndermølle.
Ejendommene skulle huse familiens store børneflok - Bertel Bruun havde tretten børn. Især tre af de otte sønner, Johannes Ivar (født 1795), Peter Daniel og Mads Pagh, fik stor betydning for Viborg-egnen. Med vandkraft som den eneste stabile energikilde i industriens barndom var Asmildkloster med sin placering ved Søndersø og Nørreåen et oplagt køb.
Johannes Ivar var udset til at forestå den industrielle opbygning, men bl.a. pga. hans unge alder måtte han vente nogle år. Disse år brugte han på at lære klædeproduktionens håndværk i Hamburg, Böhmen og Berlin.
Frem for at hver enkel klædefabrik producerede en vis mængde klæde til fremstilling af uniformer foreslog Bertel Bruun i stedet etableringen af én fabrik indrettet specifikt til dette formål. Samme år som han købte Asmildkloster, modtog han derfor kongeligt privilegium til at oprette en sådan fabrik. Selv om han muligvis har haft planer om at indrette fabrikken i de nyanskaffede ejendomme, blev det imidlertid vedtaget, at placere produktionen i Tugt- og Manufakturhuset, Viborghus.
Bertel Bruun og medinteressenter indgik en aftale med staten om at denne indkøbte maskiner, mens Bruun stod for vedligeholdelse af dem og forplejning af fanger i Viborghus mod tilgengæld at høste overskuddet. Noget tyder på at forretningen ikke var lukrativ for Bruun, idet han to gange forsøgte at opsige kontrakten. Da han tredje gang indgav opsigelse begrundes den med, at antallet af fanger var stigende og dermed var hans udgifter til forplejning ligeledes stigende. Denne gang fik han lov til at slippe. Hans overtager var købmanden Peder Guldberg, som fra 1823 til 1845 ledede foretagenet. Under Guldbergs ledelse voksede produktionen på Viborghus betragteligt.