Brejninggård

Brejninggård set fra luften 1953. Bag gården ses mølledam med landevej på dæmningen. Det lille hus ved vejen er den sidste rest af Brejninggård Vandmølle, der på dette tidspunkt producerede el til efterskolen.

En gåde til sidst Renæssancens ”vandingeniører” slipper ikke vandet fri endnu. Omkring 200 meter nord for møllen er rejst endnu en dæmning med et gennembrud midt for. Dette meget store anlægsarbejde er lidt af en gåde. Der kan være tale om endnu en vandm

Mølledammen Nu er vandet fremme ved anlæggets største opstemning, nemlig mølledammen med landevej anlagt på dæmningen. Her møder det vandet fra reservedammen højere oppe. Vestligst foran dæmningen lå Brejninggård Vandmølle, hvor sognets bønder gennem årh

Gennem voldgraven Vandet løber nu ind i Brejninggårds voldgrav, hvor adgangen med præsten Jens Lauridsen Handbjergs ord fra 1638 blev ”hindret dem, der hemmeligt ville trænge ind.” En del af vandet – nok til at holde graven fri for råd og mosedannelse –

Den anden stampemølle Vandet løber nu gennem en gravet slugt mellem store træer umiddelbart syd for Brejninggårds hovedbygninger. Mellem de gamle ege- og bøgetræer er det svært at tro, man befinder sig i det engang så træfattige Vestjylland. I en period

Brænderigården Nu er vandet fremme ved den første mølle. Senest i 1684, og måske også længe før, blev den stampemølle for Brejning sogns felberedere. Felberederen er en håndværker, der ligesom garveren forarbejder skind. Senere husede møllen et brænderi,

Møllekanal En del af vandet føres ud i en vestlig kanal, der holder engen fugtig, og som forsyner en reservedam til en mølle længere nede. Den vigtigste kanal fra Bækbodam går imidlertid langs den østlige kant af engstrøget næsten uden fald og synligt hø

Bækbodam På kanten af det høje terræn syd for Brejninggård springer et af Vestjyllands rigeste kildevæld med 50 liter pr. sekund. I første omgang får kildevandet ikke lov at begynde sin rejse ned mod dalen. En dæmning holder det tilbage i Bækbodam.

450 år gammel ingeniørkunst Brejninggårds vandkraftanlæg med damme, kanaler og møllesteder er trods sine snart 450 år særdeles velbevarede. I det følgende går vi en tur med kameraet langs ”vandvejen” fra den øverste opstemning til den nederste vold. Vi f

Brænderigården set fra vest omkring 1900. Købmandsgården er på dette tidspunkt flyttet til kirkebyen, men der ser ud til at være god søgning til vandmøllen.

Et romantisk blik på Brænderigårdens vandmølle set fra syd langs tilløbskanalen i 1920’erne, mens møllen endnu var et aktiv. Maleri af Chr. Christensen

Brænderigården set fra syd 1953. Vandmøllen fandtes i længen til venstre, der også husede dampbrænderi ca. 1850-1882 og købmandsbutik 1883-1894.

Brænderigårdens folkehold omkring 1890, hvor gården havde købmandshandel.

Håndværk var egentlig byernes privilegium, og Brejninggårds felberedning var en uvelkommen konkurrent for de jyske købstæder.Viborgs felberederlavs signet er bevaret: ”WIBORIG FELBEREDER LAVES SIGEL 1654” I midten en ged, en handske, et egern og en kniv

Jens Lauridsen Handbjergs kort over Brejninggård 1638. 'Møllen', 'Dammen' og 'Vandspryngen' er indtegnet

Brejninggård Vandmølle set mod vest. Signeret J.W.G. 1845.

Kistebeslag med anevåben for slægterne Lange, Skram, Breide og Krabbe. De to første går igen i hovedbygningens terrakottaudsmykning. Stammer formodentlig fra åben begravelse i Brejning Kirke.

Håndværk var egentlig byernes privilegium, og Brejninggårds felberedning var en uvelkommen konkurrent for de jyske købstæder. Viborgs felberederlavs signet er bevaret: ”WIBORIG FELBEREDER LAVES SIGEL 1654” I midten en ged, en handske, et egern og en kniv

Intro

Produktion på Brejninggård var i århundreder knyttet til vandets kraft. Hele fire møller hørte til herregården. Udover kornmøllen var der to stampemøller til bearbejdelse af fårehuder. I midten af 1800-tallet omlagdes den sidste mølle til dampbrænderi, altså brændevinsproduktion i anseelig skala.

'''Af Frederik Vognsen Hansen, Ringkøbing-Skjern Museum''' Læs mere om Brejninggård på [http://herregaardskortet.dk/cases/brejningga%CC%8Ard/ herregaardskortet.dk] ''En sejlivet vision. Hans Langes Brejninggård'' Adelsmanden Hans Lange opførte omkring år 1580 Brejninggård og hele det omkringliggende anlæg, der endnu står i dag. Det store spørgsmål, der presser sig på, er, hvorfor herregården netop er bygget her? Som en af rigets fornemste mænd havde Hans Lange mange ejendomme og meget jord til rådighed. Han var i besiddelse af andre gamle herregårde. Så hvorfor valgte han at bygge nyt, og hvorfor netop på Brejninggård? I en latinsk beskrivelse fra 1638, der her er oversat, lyder det: ”midt i lyngstrækningen, hvor den højeste skaber har ladet en kilde springe så rigeligt […] lokkedes [Hans Lange] af stedets natur, opførte det adelige hus Bredninggård”. Naturens skønhed var dog nok ikke den eneste årsag. Hans Lange så et uudnyttet potentiale. Han omlagde kildevæld, bæk og eng til et imponerende vandledningssystem, der ikke blot omkranser herregården og haven, men som også gav rig mulighed for at udnytte kraften til forskellige typer møllebrug. Teksten fra 1638 fortsætter: ”Dernæst fordelte han vandet, der fra kilden var ledet hen i en dobbelt kanal således, at det kunne gøre nytte på forskellig måde.” Hans Langes byggeprojekt var andet og mere end prestige. Den store investering byggeriet repræsenterede, var en vision for herregårdens fremtidige drift med udgangspunkt i vandkraft. Langes efterfølgere delte visionen, og derfor har vandledningssystemet og anlægget omkring herregården været i drift til langt ind i 1900-tallet. Brejninggård ses endnu et enestående anlæg, som gennem 450 år ikke er blevet omlagt eller er forsvundet. '' '' ''Vandets kraft'' Opdæmninger, kanaler og vandmøller omkring Brejninggård var afgørende for herregårdens produktion og økonomi. Engene blev forbedrede ved vanding. Kornmøllen vest for gården var i lange tider sognets eneste. Hertil bidrog de rigelige mængder vand til en atypisk frodighed i det vestjyske landskab, der giver indtrykket af Brejninggård som en oase – et vand- og livfuldt fristed. Mest bemærkelsesværdig er dog stampemøllen. En stampemølle er en særlig type mølle, der som oftest drives af vandkraft. Mekanisk driver møllehjulet i åen en aksel, der hæver en række af massive træblokke, såkaldte ”stampere” til en given højde. Herefter slippes stamperne, så de slår ned. Stampemøller blev brugt til mange ting, men på Brejninggård blev den benyttet af godsets fæstere, der stampede huder til blødt sind, til f.eks. handsker. Håndværket kaldtes felberedning. Stampemøllen gjorde, så herregården havde indtægter ved andet end blot landbrug. Også på denne front skiller Brejningård sig ud som oase. Vandsystemet bidrog ikke blot med naturskønne, oaselignende omgivelser, men gjorde faktisk herregården til en oase i økonomisk forstand. Gennem udnyttelse af vandkraften oplevede Brejninggård en økonomisk opblomstring, og nogle investeringssatsninger, der skiller sig lige så tydeligt ud i Vestjyllands herregårdslandskab, som det frodige område gør i heden. ''Felberedning og kampen mod købsstæderne'' Laurids Munk (ejer 1683-1703) fik i 1684 kongelig bevilling på, at hans fæstere måtte bedrive felberedning – et håndværk, der ellers var forbehold købsstaderne. Kildematerialet viser dog, at Brejninggårds fæstebønder allerede i 1661 drev felberedning og altså var i strid med loven. Munk skaffede sandsynligvis den kongelige bevilling, fordi fæsternes håndværk var ved at udvikle sig til en rentabel forretning for herregårdens samlede økonomi. Det gik godt for felberederne i Brejning, og ved deres fremgang styrkedes Brejninggårds økonomi. Der blev brug for endnu en stampemølle. Den blev sandsynligvis opført af Christian Siegfred Eenholm, der ejede gården i felberedningens guldalder midt i 1700-tallet. I 1731 fik han bekræftet og fornyet Munks kongelige bevilling af 1684. Sandsynligvis fordi de nærmeste købstæder, Holstebro og Ringkøbing, havde klaget over felberedningen på herregården. Byernes håndværkere brød sig ikke om konkurrencen. Reelt var købstæderne i deres gode ret til at klage. Købstadens håndværkere skulle løse borgerskab og svare skat til byen. De havde derfor flere udgifter forbundet med deres arbejde. Brejninggårds fæstere skulle kun svare landgilde og hoveri, dvs. arbejdsdage på herregården. Uagtet at købsstæderne var i deres gode ret, fik Eenholm bekræftet den kogelige bevilling i sit navn. I kampen mellem Eenholm og købsstaderne kan man se, at herregården forsøgte at tilrettelægge sin økonomi og drift efter mere end blot landbrug. Brejninggård var omdrejningspunkt for en tidlig manufaktur, der var omfangsrig nok til at udfordre købstæderne – og vinde. ''Den sidste felbereder – og nyt liv i møllen'' Man formoder, at konflikten fortsatte efter Eenholm. I 1768 fik Christian Frederik Juul (ejer 1760-1771) bekræftet bevillingen i sit navn. I begyndelsen af 1800-tallet var det dog slut. Felberedernes tid var ovre, og Brejninggårds sidste felbereder, Christian Engel, endte på fattigvæsnet i midten af århundredet. Stampemøllerne gik samme vej. Eenholms nye stampemølle fra midt 1700-tallet var væk igen i 1810. Der var ikke arbejde nok til to møller. Den anden mølle overlevede lidt længere, men ombyggedes i 1851 til dampbrænderi. [indsæt link til temaartikel_mf] Dampbrænderiet var brødrene Frandsens forsøg på at puste nyt liv i herregårdens økonomi efter deres overtagelse i 1849. Det gik dog ikke, som de håbede og herregårdens økonomi haltede indtil Brejninggård i 1882 solgtes Brejninggård på auktion til apoteker Henning Gynther Koefoed. Brænderiet blev frasolgt særskilt. '' '' Fra 1882 havde Brejninggård ingen manufaktur, intet dampbrænderi, ingen fæstegårde og kun én vandmølle. Vandmøllens dage var på dette tidspunkt også talte. Indtil 1857 krævede det kongelig tilladelse at opføre nye møller. Tilladelser blev udelukkende givet til landets rigeste, altså godsejerne. Brejninggårds kornmølle havde derfor monopol på møllegerningen i Brejning sogn. Dette ændrede sig dog i 1857, da møllenæringen blev frigivet. Dette betød, at alle måtte bygge møller. I 1883 blev Spjald vindmølle opført som konkurrent til Brejning vandmølle. For selv om vandkraften i Brejning altid havde været en unik ressource, har vind heller aldrig været en mangelvare i Vestjylland. Vandmøllen oplevede en kort genopblomstring i begyndelsen af 1900-tallet. Under Første Verdenskrig var det problematisk, at brændstof til strømværkerne, petroleum til lamper og lignende. Fra 1917 fik Spjald vindmølle og Brejninggård vandmølle installeret dynamoer, så de kunne levere strøm til Spjald, Nr. Omme og Ørnhøj. Strømproduktionen på Brejninggård vandmølle fortsatte efter krigen og langt ind i 1900-tallet.

'''Af cand. mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum''' '' '' ''400 års kort over Brejninggårds herregårdsanlæg fortæller en hel række detaljer om et unikt kulturmiljø, hvor vandkraft og manufaktur var godsets økonomiske fundament.'''' '' ''1638: Jens Lauridsen Handbjergs kort ''I 1622 udgik der ordre fra kongen til alle Danmarks sognepræster om, at de inden påske 1623 skulle optegne og indsende lister over ”alle slags Antiquiteter och Documenter” som måtte findes i sognene. Det blev præsteindberetningerne, et uvurderligt materiale for dansk arkæologi og historie. I Brejning havde det nu ingen hast med denne ordre helt fra København. Først i 1638 fik præsten Jens Lauridsen Handbjerg gåsefjeren i blækket. Men så udfærdigede han til gengæld også et dokument, der skulle blive en af de vigtigste kilder til Brejninggårds historie. Han tegnede blandt andet en kortskitse over sognet, som her gengives i udsnit: Handbjerg tegner Brejninggård, som gården fremstod frem til midten af 1700-tallet med to store nord-syd-gående længer. Han har også blik for vandets betydning, idet han længst til højre har ”Vandspryngen” og længere fremme ”Dammen” og ”møllen”. Til gengæld er skitsen påfaldende tavs om de stampemøller syd for gården, som senere i 1600-tallet og flere hundrede år frem skulle blive et vigtigt element i Brejninggårds økonomi. '' '' ''1791: Original1 ''De såkaldte Original1-kort udarbejdedes som forberedelse til den endnu gældende matrikulering af 1844. For en dels vedkommende brugte og genbrugte man eksisterende kort, som dermed blev reddet for fremtiden. Således i Brejning, hvor opmålingen er fra 1791: Kortet er meget rigt på oplysninger. På et kortudsnit over hele kulturmiljøet kan man studere det samlede vandkraftsystem fra den øverste opstemning i ”Bækbo Dam” i syd til ”Mølle Dam” øst for herregården samt ”Neder Dam” og ”Over Dam”, der er optegnede ved det gådefulde anlæg længst i nord. ''Original 1: detalje'' Vi går tættere på. Nu kan vi se, at borggården er tegnet som et trefløjet anlæg. Det er bemærkelsesværdigt, for vestfløjen blev revet ned allerede omkring 1750. Den er da også ved en revision omkring 1810 overstreget med blåt. Syd for ladegården er to stampemøller tegnet ind med både bygninger og ganske små møllesignaturer. Vi er i felberedningens guldalder, hvor fæstebønderne under Brejninggård specialiserede sig i forarbejdning af fårehuder. Får var der nok af på de vidtstrakte heder, og vandet på Brejninggård lånte kraft til stampningen af tusindvis af huder. Den ene er tegnet som en ganske lille bygning, der senere er streget ud med blåt. Den har altså været nedlagt omkring 1810. Den tredje vandmølle ved landevejen i udsnittets nordvestlige hjørne er kornmøllen, der også er markeret på 1638-kortet. ''1797: Konceptkort ''I 1761 indledte Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab den første troværdige og præcise kortlægning af Danmark, Slesvig og Holsten. Landet blev berejst på kryds og tværs af landmålere, som med kirketårne og for resten også ofte herregårde som fikspunkter udarbejdede såkaldte konceptkort. I 1797 blev det Bølling Herred og dermed Brejning Sogns tur: Korttegneren C. Wessel giver os en hel række oplysninger. Vi ser, hvordan gården benævnes ”Breigninge Mølle og Gaard” – i sig selv et stærkt signal om vandkraftens betydning. Der er da også hele tre tydelige møllesignaturer, hvoraf de to syd for borggården er felberedernes ”Stamp Møller”. Vi fornemmer også forbindelsen mellem Brejninggård og kirkebyen, hvor en nord-syd-gående vej møder vejen fra Ringkøbing i vest. '' '' ''1803: Videnskabernes Selskabs Kort ''Konceptkortene dannede forlæg for Videnskabernes Selskabs Kort. Selv på de få centimeter, der her var til rådighed, bevarede møllerne deres fremtrædende plads med tre vandmøllesignaturer og teksterne ”Breigninge Gd og M” og ”Stampe Møller”. '' '' ''1845: Mansas kort'' Vi springer en generation frem i tiden og tager et kig på Brejninggård på kaptajn J.H. Mansas kort. Brejninggård er stadig ”Breining Gd. og M.”, og den ene af nu kun to møller benævnes fortsat ”Stampe M.”, hvilket på dette tidspunkt, hvor de sidste felberedere er væk, mere må være af navn end gavn. En ny tid er på vej. Rundt om kirken er der kommet kro og små nye ejendomme. Sydligst i udsnittet er den planlagte snorlige ingeniørbyggede Ringkøbing-Århus-vej tegnet ind. De sandede hjulspors tidsalder lakkede mod enden. Det ligner begyndelsen til en bydannelse omkring kirke og herregård, men sådan skulle det ikke gå. Da den nye tid for alvor nåede Vestjylland, blev mejeri og jernbanestation anlagt lidt nordligere. Det blev til sognets stationsby, der fik navn efter gården Spjald. '' '' ''1871-72: Generalstabens Kort ''På den næste generation af kort, Generalstabens Kort fra årene omkring 1870, blæser der nye vinde over Brejninggård og Vestjylland. Vandmøllernes betydning er aftagende, selvom kornmøllen ved landevejen fortsat er med som en ”Vml”. Til gengæld er der nu ”Dampbrænderi” på stampemøllernes gamle plads. Brænderiet, der gav den gamle stampemølle navnet Brænderigården, var brødrene Niels Henrik og Hans Severin Frandsens forsøg på at puste fornyet liv og økonomi i Brejninggård, der under deres ejerskab 1849-1882 stadig var en stor gård, men ikke længere en god forretning. ''1953: 4 cm-kort'' Vi slutter tidsrejsen med et kort fra 1953. Det er slut med vandmøllerne, og Brejninggårds ladegård, der var bygget samtidig med hovedbygningen omkring 1580, er væk. Men kulturmiljøet, som nu danner rammen om Brejninggård Efterskole, fortæller sin historie. Dammene og kanalerne er bevarede, og navne som ”Mølletoft” og ”Brænderigård” vidner om historien. Der er også dukket en ”Ny Brejninggård” op. Den har navn efter tømmer fra den gamle ladegård, som blev genbrugt her.

'''Af cand. mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum''' '' '' ''Historien om Brejninggård er historien om lokale ressourcer udnyttet i håndværk og produktion, der egentlig slet ikke var tilladt på landet, men som fandt sted alligevel. Det gik an her langt fra kongens København, langt fra stærke købstæder, der kunne kræve deres ret, og langt fra den østdanske lerjord, hvor godsejeren i højere grad kunne basere sin økonomi på landbruget.'''' '' ''Landskabets ressourcer ''Da lensmand Hans Lange byggede sin store nye herregård omkring 1580, vidste han udmærket, at han ikke kunne basere gården på landbrugets ressourcer alene. Men han så andre muligheder. Gården blev placeret ved en kraftig kilde i et landskab med rigelig niveauforskel. Her var god adgang til vandkraft. Egnens anden ressource er heden, og den var der nok af i det vestjyske indland. Her lod bønderne deres får finde til livets opretholdelse og dermed til den uld, der især dannede grundlag for ”uldjydernes” økonomi i Hammerum Herred. Men det store fårehold betød også et stort udbud af huder. Vand og fårehuder. Det er fundamentet for et vigtigt indslag i Brejninggårds økonomi i 1600- og 1700-tallet. ''Uden bark ''Felberedning er et længst uddødt håndværk. Rå dyrehuder forarbejdes med fedt, salt og alun men uden brug af garverens vigtige ingrediens: bark. Måske begyndte produktionen på Brejninggård som garvning og blev først senere felberedning. I hvert fald ligger en af Vestjyllands få og små gamle egeskove tæt øst for Brejninggård. Felberedningen skal så have afløst garvning, da barken fra Brejning Krat blev for knap. Men det er spekulation. Kilderne er tavse. Bortset fra de mest almindelige fag var håndværk forbudt på landet frem til midten af 1800-tallet. Et var dog lov, noget andet realiteter. Der er al mulig grund til at antage, at felberedningen allerede var veletableret, da Brejninggårds ejer Laurids Munk i 1684 trods det generelle forbud fik kongelig bevilling på sine felberederes handel på markeder i hele Jylland. ''Big business ''Felberedernes antal i Brejning sogn var 1661: 2, 1711: 3, 1743: 5, 1788: 5 og 1823: 1. Det lyder måske ikke af meget, men felberederne drev hver for sig anselige værksteder. Da felbereder Niels Lauritzen på gården Lille Kildsig døde i 1744, blev der udarbejdet et skifte, der kan tjene som eksempel. Niels Lauritzen var velhavende. Udover et anseligt indbo med potter og pander, gangtøj og sengetøj – nok til en auktion med 210 numre – var der mindst 1.300 ubehandlede skind. Det fremgår endvidere af skiftets papirer, at Niels Lauritzen i 1743 havde fået ikke mindre end 2.412 huder stampet på Brejninggårds stampemøller. Der findes ingen sikre tal for Brejning-felberedernes samlede produktion, men det er blevet foreslået, at der i storhedstiden i 1700-tallet blev forarbejdet 15-20.000 huder om året på Brejninggårds stampemøller.'' '' ''Tilknytning til Brejninggård ''Felberedningen blev drevet af bønderne på en række af Brejninggårds fæstegårde. Håndværkets daglige gang, den faglige know how, og køb og salg af råvarer og produkter var derfor en sag for hele området, ikke kun for herregården. Men de skiftende herremænd på Brejninggård sad solidt på kontrollen. Herremanden indsatte den fæster, han ønskede. Den kongelige bevilling på handelen var udstedt i hans navn. Og ikke mindst: de for skindets bearbejdning uundværlige stampemøller fandtes på Brejninggård, og herremanden kunne tage sig betalt for stampningen. Det er karakteristisk, at sognets folketællingsliste fra 1787, som i øvrigt er meget mangelfuld, kun har seks personer på Brejninggård plus seks på møllen, mens felbereder findes som erhvervsbetegnelse blandt fæstebønderne på gårdene.

'''Af cand. mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum''' '' ''''Gennem Brejninggårds lange historie går det igen, at gårdens økonomi ikke kunne hvile på landbrug alene. Vandkraften, der blev udnyttet i et system af damme, kanaler og møller, skabte fundament for håndværk og manufaktur. I 1600- og 1700-årene blev vandet udnyttet i stampemøller, hvor egnens felberedere forarbejdede fåreskind. I 1800-tallet forsøgte nye ejere at skabe ny velstand ved etableringen af et dampbrænderi på en af de gamle stampemøllers plads.'' '' Brødrene Frandsen ''Da brødrene Niels Henrik og Hans Severin Frandsen købte Brejninggård i 1849, var den stolte renæssancegård stadig stor, men pragten var efterhånden noget falmet. To af herregårdens oprindeligt fire fløje var nedbrudte, fæstegårdene var solgt fra, og felberederne var væk. Der skulle nye investeringer til, hvis Brejninggård igen skulle blive en god forretning. Brødrene Frandsen købte brugt udstyr i Ringkøbing og etablerede dampbrænderi på stampemøllens gamle plads. At produktionen var anselig, illustreres af det tilknyttede kvæghold: 50 stude og 8-10 køer blev fodrede med restproduktet fra brændevinsproduktionen. ''Fra dampbrænderi til købmand ''Det hed sig, at brænderiet kunne få en dram ud af hver kartoffel. Alligevel var foretagendet ikke levedygtigt i det lange løb. Da Brejninggård igen skiftede ejer i 1882, blev Brænderigården skilt fra godset og solgt til en af Vestjyllands store handelsmænd, papirfabrikant og købmand Peder Smith fra Nymølle ved Lem. Han nedlagde dampbrænderiet og indrettede købmandshandel, korn- og benmølle og svineopkøb og lod dygtige folk drive forretningen, der snart blev sognets handelscentrum. Men det blev kortvarigt. Omkring 1890 tegnede konturerne af Spjald som nyt lokalt centrum sig. P. Smith var klog nok til at afhænde forretningen 1891, og i 1894 flyttede den til en bedre beliggenhed ved kirken og landevejen. I 1890’erne var Brejninggård – om end en skygge af fordums storhed – stadig en stor gård med otte karle og otte spand heste. Folkene havde glæde af den nærliggende købmandsbutik på Brænderigården. De fandt på alle tiders fidus, som gjorde høstens hårde arbejde mere fornøjeligt. En karl skjulte et nyt leblad i ærmet, gik til købmanden, købte brændevin, gik tilbage til arbejdet med lebladet i hånden og brændevinen skjult i ærmet. Skål! ''Fra folketællingerne ''Et par nedslag i folketællingslisterne gør os lidt klogere på Brejninggård og Brænderigården. ''1870:'' Med i alt 28 personer er Brejninggårds folkehold anseligt. Niels Henrik Frandsen er bortrejst, så gårdens forpagter Camillo Wiggo Emil Bøving nævnes først. Vi møder en møller og en mejerske, men det ser ikke ud til, at der føres en videre herskabelig husholdning på herregården. På Brænderigården møder vi Hans Severin Frandsen, der ernærer sig ved brænderidrift og jordbrug og hans brorsøn (ikke søn af Niels Henrik Frandsen, men af en tredje broder) Frands Vilhelm Frandsen, der er brænderibestyrer. Af de øvrige 13 personer er det kun bødkersvend Anders Andersen, der ikke blot benævnes tyende. ''1890: ''Nu er der 23 personer på Brejninggård. Gårdens ejer Henning Gynther Kofoed fører selv listen, og det må have været en sorg for ham, at der ikke var 24. Han måtte føre sin hustru på listen over midlertidigt fraværende. Sophie Wilhelmine Koefoed var på ”Sindssygeanstalten ved Aarhus”. Brejninggårds status afspejler sig tydeligt i folkeholdet. Udover røgtere og markarbejdere er her mejeripige, husjomfru, forvalter, gartnere og møllere. På Brænderigården er der også leben. Her er hele 26 personer fordelt på tre husstande. Midt i spindet sidder den 74 årige Peder Smith med sin søn som bestyrer og med både husfrøken og avlskarl. Mølleren Anders Sørensen og hans kone har tre børn, mens købmand Niels Cilius Pedersen og hustru tilsyneladende kan klare deres husholdning med seks børn under 10 år uden tjenestefolk. Som et fint lille billede på livet på Brænderigården møder vi desuden en logerende svineopkøber Jens Bak Pedersen.

'''Af cand. mag. Christian Ringskou, Ringkøbing-Skjern Museum''' ''450 år gammel ingeniørkunst'' Hvorfor ligger Vestjyllands stolteste renæssancegård i Brejning sogn? Egnen var langt op i 1800-tallet tyndtbefolket hede. Jordbunden var sandet og mager. Her var ingen rige fiskerettigheder, ingen købstæder i nærheden, ingen centraladministration. Her var heller ikke trafik, der i sig selv kunne understøtte en stor herregård, og endnu i 1787, da den første folketælling blev foretaget, talte sognet kun 179 personer. Svaret er vand. Brejninggård ligger ved et engstrøg, hvor en kraftig kilde syd for gården og et fald på 11 meter til dalen nord for gården danner perfekte muligheder for udnyttelse af vandets kraft. '' '''' '''''