Brakørstenen


Billedsten fra Brakør med indridset motiv.

Intro

Meget begejstret mand på en usædvanlig, dekoreret sten fra jægerstenalderen giver helt ny viden om forhistoriens religion.

Fundet
I august 2008 blev der ved strandkanten i Brakør Skov gjort et enestående fund. Det drejer sig om en sten. Ikke en sten som alle andre, men en yderst spændende én af slagsen. Der er tale om en flad, hvid kalksten. Stenens flade er prydet med en serie af streger skraveret i forskellige retninger, som sammen danner et motiv.


Motivet
Motivet på stenen er tegnet på den eneste måde, man kendte til i stenalderen, nemlig ved at skravere ved hjælp af en anden hård sten. Billedet forestiller en stor figur i midten, flankeret af to mindre motiver på venstre og højre side. Motivet til venstre forestiller øjensynligt en fisk med hale og finner. På den anden side af den centrale figur finder man et mindre tydeligt motiv. Hvad det præcis skal forestille, er svært at udrede. Sandsynligvis er det et væsen af en slags, måske en fisk? Stenens overflade er slidt omkring motivet, så dele af det er gået tabt.

En begejstret fisker
Skikkelsen i midten er den mest iøjnefaldende på stenens overflade. Den forestiller et menneske med let spredte ben og arme, som er hævet i hovedhøjde. Hovedet er drejet mod venstre og er i toppen prydet med noget, der kunne minde om hår. Skikkelsen er en mand, det er i alle tilfælde svært at stille hans køn til spørgsmål, når man tager hans kraftigt opstemte fallos i betragtning. At dømme efter hans kropsstilling er manden muligvis i gang med en rituel dans af kultisk betydning. Muligvis har den haft til formål at sikre en god bestand af føde langs kysten, en fødekilde som periodens mennesker drog stor nytte af. Den oprejste fallos symboliserer således dette aspekt af frugtbarhedskulten.


Datering
Der er ikke nogen præcis mulighed for på videnskabelig vis at bestemme stenens alder, men det har været muligt at fastslå, at motivet ikke er en forfalskning, da der ikke er fundet spor af rustpartikler i furerne, eksempelvis fra en kniv.

Sjældne motiver
Det er muligt at sammenligne motivet på stenen og forsøge at finde et tilsvarende i forhistorien. På en hjortetaksøkse fra Bodal i Vestsjælland har man et motiv af en lignende menneskefigur tegnet ved hjælp af indridsninger. Denne hjortetaksøkse stammer fra jægerstenalderen. Motiver fra den ældste del af stenalderen er relativt sjældne, hvilket gør Brakørstenen unik. Kystlinjen omkring Horsens Fjord var i jægerstenalderen noget lavere end den nutidige. Af denne årsag findes mange af egnens bopladser fra den tid under vandet. Det er derfor ikke utænkeligt, at stenen oprindeligt stammer fra en af disse pladser og at bølgerne gennem tiden har ført den op på land.