Brønshøj kirke


Brønshøj kirke. Kirken er opført i 1180'erne af biskop Absalon

Intro

Brønshøj Kirke er opført i 1180´erne af biskop Absalon, der anses for at være Københavns grundlægger. Det gør kirken til den ældste, stående bygning i København. Kirken blev oprindeligt indviet til Sankt Laurentius og nævnes første gang i to pavebreve fra 21. oktober 1186 og 25. marts 1193...

Brønshøj Kirke er opført i 1180´erne af biskop Absalon, der anses for at være Københavns grundlægger. Det gør kirken til den ældste, stående bygning i København. Kirken blev oprindeligt indviet til Sankt Laurentius og nævnes første gang i to pavebreve fra 21. oktober 1186 og 25. marts 1193. Kridtsten fra Stevns Klint blev brugt til at bygge kirkeskib og kor i romansk stil. Tårnet er tilføjet i 1400-tallet og er bygget af røde teglsten i gotisk stil. Våbenhuset er tilføjet i 1892, mens sakristiet mod nord først blev tilføjet i 1942. ''Kirke taget som gidsel'' Under belejringen af København i 1658 byggede den svenske konge, Karl Gustav den Tiende, en militærlejr i området ved Brønshøj Kirke – seks kilometer uden for byen. Lejren blev kaldt Carlstad og lå strategisk godt. Soklen på Brønshøj Kirke ligger på højde med toppen af Rundetårn, så kirkens tårn var en fortrinlig udsigtspost til målet: København. Carlstad udviklede sig hurtigt til et bysamfund omgivet af en befæstning med en omkreds på cirka 3,5 kilometer. Inden for denne svenske befæstning lå landsbykirken indesluttet. Den svenske hær ryddede bygningen og brugte antageligt dele af kirken til våbenlager og våbenværksted. Kirken klarede sig trods misrøgt gennem krigen og kunne med nyt inventar tages i brug igen efter krigens afslutning i 1660.