Bondebjerghuset. Holufgårdsvej 2. "Huset ved Rema"







Intro

Matr. Nr.11 p. nævnes første gang i 1844 som bopæl for væver Rasmus Pedersen, og hans familie.

Desværre mister Rasmus Pedersen både kone og børn meget tidligt, og i 1858 sælger han ejendommen til en træskomand, og her omtales for første gang en brandforsikring på ejendommen. I 1892 køber ''Peder Nielsen'' huset, og i 1918 sælges ejendommen til murer Jens Martin Jensen. Huset har efterfølgende skiftet ejere over 10 gange for til sidst at blive erhvervet af Rema 1000 aps. den 11. oktober 2012 med nedrivning til hensigt. – Dog løb både kommunen og Rema 1000 ind i problemer med udfærdigelsen af lokalplanen, - samt enkelte naboers protest mod nedrivningen af det gamle hus, som nu er erklæret for bevaringsværdigt. – Derfor stod huset længe til glæde for en del borgere, og til bekymring og undren for mange andre! Men den 27. maj 2021 blev nedrivningen påbegyndt, og kort tid efter var huset, der i mere end 175 år havde været en del af Højbys bybilledet, borte.

''Hvem var Peder Nielsen?'' Peder Nielsen drev husmandsstedet på Hollufgårdsvej 34, som han havde overtaget efter sin far, men på sine gamle dage solgte Peder husmandsstedet, og købte ejendommen ” Bondebjerghuset” på hjørnet af ”landevejen og Lindegyden.” som Kristian Nielsen skriver i sine erindringer. - Peder Nielsen var født den 14. december 1834, og døde 24. juli 1925 i Højby 90 år gammel. - Peder Nielsen bliver gift med enken Karen Kirstine Nielsen, som var født i 1841, som datter af en gårdmand i Nr. Lyndelse. – Karen døde på Amtssygehuset i Odense den 1. december 1909. Karen havde to piger fra det tidligere ægteskab, og sammen med Peder får de otte børn. – seks piger og to drenge. - De to drenge bliver de to første brugsuddelere i Højby. - Den ældste Frede Nielsen fra 1902 til 1935, og den yngste Harald Nielsen fra 1935 til 1946. - De to piger fra det tidligere ægteskab bosatte sig senere i Chicago efter moderens død i 1909. Peder Nielsen som var veteran fra 1864 krigen, var livet igennem en god kongetro dannebrogsmand, som aldrig svigtede at flage ved højtiderne i Sognet. Det siges også at, han altid var god for en soldaterhistorie, som for øvrigt kan læses om i Kristian Nielsen erindringer fra ”Uglebjerghuset”. siderne 5 og 6. Peder Nielsen, som ved festlige lejligheder altid lufter sin fortjeneste medalje fra 1864, indstilles i 1923 til ridderkorset, og modtager den af Kong Kristian den 10. i 1924. – 89 år gammel.