Bjørnegruppe

Intro

Robert Lund-Jensen. (1915-2003) Bjørnegruppe, 1980 I Odense Zoo møder man denne bjørnegruppe, der som de øvrige besøgende synes at være på udflugt, moder og barn sammen.

Robert Lund-Jensen. (1915-2003)
Bjørnegruppe, 1980
Metal og cement

Placering: Odense Zoo

Robert Lund-Jensen skildrede gennem hele sin karriere ofte dyr. Bjørnegruppen adskiller sig fra mange af de øvrige dyreportrætter ved sine udtalte menneskelige egenskaber. Dyrene står oprejst, og i kærlig omsorg har bjørnemoderen lagt sine store poter på ungens skuldre, en positur som direkte mimer den menneskelige omgangsform i familien. På den måde indkapsler den zoologisk haves lange tradition for at være et yndet familieudflugtsmål.


Robert Charly Lund-Jensen (1915-2003)

Robert Charly Lund-Jensen var født i Odense. Han blev uddannet malersvend og blev siden elev hos Erik Cohrt. Hans gennembrud kom i 1947 da han vandt en konkurrence om et monument for besættelsestidens ofre, et monument han fik megen anerkendelse for. Lund-Jensen arbejdede primært i granit i med en forholdsvis grov overfladebehandling, men anvendte også blandt andet bronze og svejset kobber. Særligt hans værker i granit har ofte roligt solidt udtryk. Hans motiver kredser om skildringen af mennesker og dyr.