Bispebjerg Hospital
Bispebjerg Hospital. Besøgstiden er forbi.
Intro
I 1913 åbnede en stor ny behandlingsinstitution på Bispebjerg Bakke. Arkitekten Martin Nyrop, der var en af datidens førende bygmestre, var inspireret af nordisk byggestil og ville på en gang skabe et moderne og hjemligt hospital...
I 1913 åbnede en stor ny behandlingsinstitution på Bispebjerg Bakke. Arkitekten Martin Nyrop, der var en af datidens førende bygmestre, var inspireret af nordisk byggestil og ville på en gang skabe et moderne og hjemligt hospital. Patienterne skulle føle sig godt tilpas i sygestuer, hvor solens lys kunne nå ind dagen igennem, og når de var raske nok, skulle de motionere i blomstrende haver på særligt anlagte spadsereveje. Der blev oprettet en selvstændig sygeplejeskole med egen forstanderinde, og som det første sted i landet fik sygeplejerskerne deres egen bolig på området i stedet for indkvartering nær ved sygestuerne.
''Et livsfarligt ligtog''
Bispebjerg hospital blev centrum for behandling og beskyttelse af modstandsfolk og jøder under Anden Verdenskrig. Hospitalsansatte forsøgte at hjælpe ”patienter” til Sverige, da tyskerne intensiverede jagten på jøderne i 1943. Læge Steffen Lund fortæller: ”En nat fik vi melding om, at Bispebjerg Hospital var omringet af tyskerne. Alle indgangene var bevogtet, og alle de ambulancer, der natten igennem kørte ind og ud af hospitalet, blev undersøgt. Da vi netop den nat havde 200 flygtninge, var situationen ikke videre opmuntrende. Vi måtte sørge for at få dem fjernet (...) Klokken 9.00 om morgenen rullede et ligtog ud af kapellet med 20-30 taxa-biler helt fulde af flygtninge. Det gik godt.”