Beldringe kirke
Alteret med altertavle fra 1730
Kirken set mod vest
Kirkerummet mod alteret
Prædikestolen fra 1605
Intro
Beldringe Kirke er fra omkring 1200-tallet, der var den store kirkebyggeperiode i Danmark. Den er opført i røde munkesten.
Kirken er den sidste rest fra den tidligere Beldringe landsby. Præstegården og resten af landsbyen blev revet ned i 1600-tallet.
Kirken har igennem årene været ombygget flere gange. Omkring 1891 til 1898 gennemgik den en omfattende restaurering ved arkitekt Hans Holm, hvor kirken også udvendig skiftede udseende. Det hvidkalkede pudslag blev fjernet fra selve tårnet og våbenhuset, så de røde teglsten blev synlige. Skibet og koret er i dag stadig pudset og hvidkalket.
Efter kirken i 1972 overgik til selveje, er der blevet foretaget flere større istandsættelser af kirkens inventar, såsom altertavle, prædikestol og stoleværk.
De kalkmalerier, der i dag kan ses i kirken, er malet efter familien Raben Levetzaus kom til, dvs. efter 1774, kan man se af våbnene.
Men tidligere er der blevet fundet kalkmalerier, som menes at have været fra omkring 1250. De blev overkalket igen, efter de var blevet fundet.
Altertavlen
Er i senbarok fra 1730 og udført af snedker Rasmus Dam.
Prædikestolen
Er fra omkring 1605 og i højrenæssancestil, fremstillet hos den berømte billedskærer Schrøder i Næstved.
Hermerne (udskårne figurer, der symboliserer dyder) forestiller Tro, Kærlighed og Fromhed. Imellem hermerne står evangelistfigurer. På de nedre fyldinger er påsat våbenskjoldene Grubbe, Bech, Marsvin og Gyldenstjerne, som henviser til Beldringe Hovedgårds ejere og deres hustruer i begyndelsen af 1600-tallet.
Stoleværket
Er fra 1897 med gamle pilastre på gavlene og gamle portalrammer på dørene. Formerne er ret varierede. Der findes både skælpilastre og riflede pilastre, rundbuede og udtungede arkader af flere forskellige typer, men alt snitværket er dog fra 1600-tallets begyndelse og af Næstved-arbejde.
I 1978 blev stolene istandsat og renset.
Selve kirken er ikke rig på gravsten. Der findes kun to bevarede gravsten fra kirken:
Over døren ind til sakristiet findes en indmuret gravsten over fru Øllegaard von Reitzenstein, der døde i 1759 på Beldringe.
Udenfor står en gravsten over Jomfru Margrete Schulten, der fødtes på Beldringe 1634, og døde kun tre måneder gammel.
Men gennem årene har Raben-familien sat sit præg på kirken og kirkegården. Flere familiemedlemmer er både døbt, konfirmeret og begravet der.
Selv efter frasalget af Beldringe hovedgård i 1993 har flere medlemmer fra familien ønsket at blive begravet der.
Beldringe kirke ligger i dag ret ensomt. Smukt, med vid udsigt, men med en lidt fortumlet historie.
Kirkens historie
Kirken er formentlig blevet opført af den daværende godsejer på Beldringe hovedgård i 1200-tallet.
På et tidspunkt i middelalderen overgik kirken til kongen, men i 1504 forærede kong Hans kirken til Antonitterklosteret i Præstø. I 1621 overgik både Beldringe gods og landsby til kongen, der efterfølgende nedrev landsbyen og præstegården. Kirken blev derefter annekskirke til Bårse kirke og senere, i midten af 1600-tallet, anneks til Præstø kirke, men vendte derefter tilbage for at blive permanent anneks til Bårse. I 1774 solgte kongen Beldringe hovedgård til Frederik Raben Levetzau og med denne handel fulgte Beldringe kirke.
Godskirke og selveje
I forbindelse med kongens salg af Vordingborgs Rytterdistrikt i 1774 købte kammerherre og ceremonimester Frederik Sophus Raben Levetzau Beldringe hovedgård med tilhørende kirke. De næste knap 200 år var kirken i slægten Raben-Levetzaus eje som en del af Beldringe gods.
I 1972 overgik kirken til selveje.
Kilde: 'Danmarks kirker for Præstø Amt', udgivet af Nationalmuset, Gads forlag. samt fra
Kirkens hjemmeside