Beldringe gods
Hovedbygningen til Beldringe Herregård
Billedtekst
Kobberstik i Richardt & Beckers 'Prospecter over danske herregårde'
Beldringe med svungne gavle og kviste
Intro
Herregården Beldringe er beliggende ca. 5 km vest for Præstø, ret ensomt i et bakket morænelandskab, med kirken som nærmeste nabo.
Godsets bygninger har været gennem kraftige ændringer i tidens løb, fra renæssancestil til klassicisme.
Fra renæssanceborg til klassistisk landsted og tilbage igen
I perioden 1987 til 1990 gennemgik hovedbygningen en større restaurering. I den forbindelse blev der foretaget en bygningshistorisk gennemgang af huset. Her nævnes, at huset har været forsynet med trappetårne, hemmelighed og andre udbygninger. Af disse forsvandt de sidste omkring 1780, hvor en stor ombygning ændrede borgen til et landsted i klassicistisk stil med symmetriske facader.
Klassicisme
Sophus Raben købte Beldringe i 1775, og det var ham, der gennemførte de omfattende byggearbejder, der endnu i dag præger hovedbygningen. Især i det ydre forvandledes den stribede renæssanceborg med de tilbageværende fremspringende udbygninger sig til en skarpskåret rød bygningslænge. Høje vinduer blev taktfast placeret og midterpartiet på nordsiden blev stærkt betonet af hvide pilastre og med trekantfronton/frontispice over døren. Vinduer og dør var her smykket med indfatninger, og murfladerne var prydet af medaljoner og guirlander (se billedet af kobberstikket i Richardt & Beckers 'Prospecter over danske herregårde' fra 1854).
Tilbage til renæssancen
I slutningen af 1800-tallet blev pilastrene fjernet, med tydelige spor i murværket til følge. Landstedspræget blev fjernet og renæssancestilen genopstod med svungne gavle og en stor facadekvist flankeret af af to mindre kviste, ligeledes med svungne gavle.
- og væk fra den igen
I 1910 brændte den nye ladegård mod nord. Kun portbygningen blev reddet.
I samme periode blev de svungne renæssancegavle og kviste fjernet. I taghullerne blev der lagt røde teglsten, og huset fremtræder nu som en funktionel, enkel bygning.
Byen, der lå i vejen for kongen
Landsbyen Beldringe bestod af 11 gårde, tre huse, en smedje, en vandmølle, en vindmølle samt skov til 365 svins olden.
Da Christian d. IV oprettede sin vildtbane, kom ikke kun Beldringe gods, men også landsbyen til at ligge inden for vildtbanearealet.
Kongen bad derfor i januar 1622 sin embedsmand, Palle Rosenkranz, om "at udvise bønderne af deres gårde i Beldinge by". Bøndernes jord og mark skulle lægges til Beldringegård. De udviste bønder skulle til gengæld have anvist andre gårde i lenet, når der blev noget ledigt.
Selv vindmøllen og vandmøllen skulle fjernes.
I dag er der kun et enkelt hus uden for Beldringe gods. Landsbyen er der ingen spor af.
1300
Beldringe var allerede i 1300-tallet hovedgård i slægten Blads eje, og hele anlægget menes at være ældre end den nuværende hovedbygning.
1522
Joachim Beck bliver gift med Anne Ravensberg.
De næste 100 år var familien Beck ejere af godset. Ifølge en sandstenstavle, der er blevet fundet under en udgravning, blev den nuværende hovedbygning opført i 1561 af Joachim Beck, rentemester og landsdommer på Sjælland.
1621
Christian d. IV opretter nordeuropas største vildtbane.
Da Beldringe gods kom til at ligge i den nye vildtbane, mageskiftede kongen med Beldringes ejer, Jacob Beck. Kongen fik Beldringe, og Jacob Beck fik til gengæld det store Gladsaxe slot i Skåne.
Borgen bestod i 1620 af en borggård, omgivet af en voldgrav, med det nuværende toetagers stenhus som hovedbygning, og to andre toetagers bindingsværksbygninger mod vest og nord på henholdsvis 24 og 22 fag. Christian d. IV foretog efterfølgende en del ombygninger på borgen.
1671
Prins Jørgen arver Vordingborg slot, Beldringe og Lekkende fra sin fader Frederik d. III.
Da prins Jørgen døde, blev Beldringes hovedbygning indrettet som amtmandsbolig. Ved en taksaktion i 1710 blev huset betegnet som forfaldent og inventaret yderst spartansk.
1763
Ryttergodserne sælges.
Beldringe kom på auktion den 4. juni 1772, men først 15. januar 1775 blev Beldringe hovedgård, sammen med godset Lekkende, solgt til kammerherre og ceremonimester Frederik Sophus Raben. Hans søn fik i 1834 kongelig bevilling på at antage navnet Raben-Levetzau, og senere i 1931 lagde en af hans efterkommere, baron Johan Otto Raben-Levetzau Beldringe ind under Ålholm gods.
Kilde: 'Herregården Beldringe. En renaissanceborgs bygningshistorie'.
'Slotte og herregårde i Danmark', forfatter Jytte Ortmann ISBN 87 7801 392 5