Bebyggelsesspor







Intro

Her i området ved Lynghoved, Ry Varmeværk og Ry Bogtrykkeri nordvest for Siim Mose er der fundet spor efter mennesker fra bronze- og jernalderen.

I 1973 udgravede Skanderborg Museum en boplads fra jernalderen ved Bogtrykkeriet. Arkæologerne fandt en del keramik og nogen rester fra jernudvinding. 12 år senere fandt de spor af 6 hustomter og nogle hegn, og igen i 1994 stødte de på spor fra jernalderen i form af stolpehuller og gruber. Skanderborg Museum gjorde også fine fund forud for byggeriet af varmeværket, nemlig en jernaldergrav med skeletaftryk af en mand, som havde fået 14 lerkar, en kniv og et skjold med i graven. Silkeborg Museum har også gravet i Ry, blandt andet i en overpløjet gravhøj her i Lynghoved-området. De forventede ikke at finde noget særligt, for det så ud som om gravrøvere havde været på spil. Men røverne havde overset noget vigtigt. Museet stødte nemlig på en egekiste med rester af tøj og et bronzesværd på 65 cm. Fundene stammer sandsynligvis fra den sidste del af bronzealderen. Arkæologien tager hele tiden nye metoder i brug, og museerne registrerer nøje, hvad de finder. På den måde føjes hvert årti nye brikker til den store fortælling om vores forgængeres liv og færden her i Ry og i Søhøjlandet. Senest har de store udgravninger på Kildebjerg forud for anlæggelsen af golfbanen og bebyggelserne på området giver vigtige bidrag til helheden. Blandt mange spændende fund kan nævnes en række stengruber nordøst for Siim Mose. Gruberne har sandsynlivis været anvendet til madlavning. Gruber på række er sjældne, og ingen ved helt, hvad de har været brugt til. Måske er de indgået i et begravelsesritual, måske i dyrkelsen af forfædrene. Under alle omstændigheder er de oldgamle, sandsynligvis fra den sidste del af bronzealderen. Fundet kan tyde på, at landsbyen Siim har ligget ved Siim Mosens nordlige del i bronzealderen og jernalderen. Så er den måske senere flyttet syd for mosen, hvor den ligger nu. Det var i hvert fald ikke så usædvanligt at landsbyer flyttede lidt rundt i nærområdet, og det har Siim måske også gjort.