Baldershøj


Baldershøj, matr. 23a, Tune. Gårdejeren med familie og tjenestefolk


Baldershøj, matr. 23a, Tune. Frederik, Kristian og Lars Larsen

Intro

Baldershøj, matrikelnr. 23a, Søndergade 11, var fæstegård under Roskilde adelige Jomfrukloster.

Historie: Poul Gehl skriver i sin bog: Der var engang en landsby, følgende: Baldersgård var måske ikke i tilliggende, men i hvert fald hvad bygninger angår, byens største. En virkelig karakteristisk stor sjællandsk bondegård, og en af de få, der stadig havde portlængen og møddingen ud til vejen. Gennem den overhvælvede port kommer man ind på en rummelig gårdsplads med pikkede, blankslidte brosten og omgivet af fire hvidkalkede, stråtækte længer, hvoraf den søndre er stuehuset, der vender mod haven. Ellen og Viggo Larsen havde her deres særdeles hyggelige hjem, der ikke bar spor af forandringer gennem mange årtier, selv den rummelige øverststue var bibeholdt, mens den tilsvarende stue på de fleste andre gårde var blevet opdelt i mindre rum. Dragkister, klædeskister, massive kuglebensborde og bænke, alkover med vævede forhæng - alt gav indtryk af soliditet og gammel grundfæstet velstand. Men alt er forgængeligt, og da Ellen og Viggo lukkede deres øjne, var den arvelod, de efterlod deres eneste søn, Lars, en bundløs gæld. Det var lykkedes for dem i fællesskab gennem en årrække at drikke det hele op - og mere til. Lars, der var et par år ældre end jeg, var en vældig god kammerat og hørte til den faste stok af unge, som jeg kom meget sammen med i slutningen af tyverne. Men da forældrene døde, måtte han som sagt forlade hus og hjem med ranselen på ryggen og tomme lommer. Lars døde i øvrigt ganske få år senere - da var han bryggerkarl på Carlsberg.

Fæstere/ejere: 1. Niels Jensen, f. 1738, d. 1801, gm. Ingeborg Hansdatter, f. 1746 2. Jens Niels, f. 1775, fg. søn, gm. Sidse Andersdatter, f. 1786 3. Mads Jensen, f. 1821, d. 1883, fg. søn, gm. Dorthe Larsdatter, f. 1825, d. 1893 4. Lars Larsen, f. 1852, d. 1905, gm. Johanne Madsdatter, f. 1852, d. 1912, fg. datter 5. Viggo Larsen, fg. søn, gm. Ellen Nielsen 6. Lars Larsen, fg. søn fg = forgænger gm = gift med