Bagsværd Kirke


Bagsværd kirke . Kirken blev bygget i 1973-76 og er tegnet af arkitekten Jørn Utzon

Intro

På et smalt areal mellem en trafikeret hovedgade og et åbent område med grøn beplantning, ligger Bagsværd Kirke tegnet af arkitekt Jørn Utzon og bygget mellem 1973-1976...

På et smalt areal mellem en trafikeret hovedgade og et åbent område med grøn beplantning, ligger Bagsværd Kirke tegnet af arkitekt Jørn Utzon og bygget mellem 1973-1976. Kirken har en tillukket facade, hvor utraditionelle materialer som præfabrikerede betonelementer, aluminium og glasafdækkede partier leder tankerne hen på industriens huse. Men kirken er også en moderne abstraktion over en arketypisk dansk hvidkalket, romansk landsbykirke. Inden i kirken overrasker et usædvanligt kirkerum. Et organisk bølgende betonhvælv åbner opefter og kulminerer lige der, hvor ovenlyset strømmer ind. Bagsværd Kirke er et skelsættende bidrag til nyere dansk kirkearkitektur. ''Et helligt rum '' Da Utzon skulle tegne Bagsværd Kirke, spurgte han sognepræsten, ”Hvordan laver man et helligt rum?”. Det korte svar lød, "Man laver ikke et helligt rum. Et helligt rum er et sted, der er indviet”. Sognepræsten ville fortælle Utzon, at en arkitekt ikke kan fremtvinge følelsen af noget helligt. Han kan skabe rammerne for det. Utzons skitseproces viser en lille gruppe mennesker, der er omgivet af skyernes himmelhvælv. Kristendommens næstekærlighedsbudskab og fællesskabet var det centrale i Utzons vision. Hans udgangspunkt er, at den menneskelige eksistens udfolder sig konkret mellem himmel og jord. I kirkerummet har han omsat den tanke til kirkerummets bølgende betonhvælv.