Bagergangen og Silde-Jens
Intro
Mellem Strandstræde og havnen går en række smalle slipper - og Bagergangen er nok den snævreste.
Gangen har sit navn, fordi der i det store hus var et bageri. Tidligere hed den også Skvaldergangen.
I Bagergangen boede én af Dragørs farverige skikkelser, "Silde-Jens".
I blandt dragør’erne hed den snævre gang Silde-Jenses Gang.
I et lille hus, der lå ud til den nordligste ”knæk”, boede nemlig en mand ved navn Jens Jensen. Sagde man hans navn til folk i byen, ville ingen dog vide, hvem man talte om, men når man sagde Silde-Jens, så viste alle, hvem han var.
Nu kunne man tro, at navnet skyldtes at han solgte fisk. Men det stammede fra, at hans mor hed Cecilie, men på ”dragørsk” hed hun ”Cille”, og derfor hed sønnen naturligvis Cilles Jens – og det blev efterhånden til Silde-Jens.
Silde-Jens var klog på sin egen måde. I dag ville man måske kalde ham lidt retarderet, men han vidste meget om mange ting, og delte gerne ud af sin viden, når han sad på en sildekasse på havnen og filosoferede. Han kunne både engelsk og latin og vidste meget om historie og astronomi. Og så skrev han digte. Når der ikke var fisk at handle med, reparerede Jens ure.
Når han gik rundt i byen og solgte sine fisk, var han som regel iført et sæt mørkt tøj, der havde kendt bedre dage. På hovedet havde han en stiv hat.
Jens kunne godt lide brændevin, og var ofte et offer for børnenes drillerier, når han ravede rundt i sin brandert. Til gengæld var han et godt og omgængeligt menneske, når han var ædru – og også temmelig godtroende.
En gang havde folk i byen bildt ham ind, at han var blevet valgt til byfoged. Jens troede på spøgen, og levede sig så meget ind i rollen, at han anskaffede sig en stiv flip.
En gang i 1910 fløj den første flyvemaskine over Øresund til Sverige, og det var noget man talte om – også i Dragør. Silde-Jens bildte sig ind, at han også kunne flyve, så han tog et par svanevinger og satte dem på skuldrende. Gik op på loftet i bagergården hoppede ud.
Han ramte et plankeværk og slog sig, så man måtte tilkalde en læge. Da lægen kom, ville Jens ikke ud med, hvad der var sket. Lægen fik det dog halet ud af ham, og Jens sagde, at flyveturen sådan set gik meget godt – lige ind til han ramte plankeværket. Så begyndte det at gøre ondt.
Silde-Jens havde en kone, der hed Laura. Ægteskabet gik ikke så godt. Jens forlangte, at Laura lå nøgen i deres seng, men det ville hun ikke.
En dag blev de skilt, og nu var de ikke længere mand og kone, men til gengæld konkurrenter, for Laura solgte nemlig også fisk. En dag, da hun stod på havnen, med hovedet nede i et hyttefad, gled hun baglæns ud i havnebassinet. Folk kom til – også Silde-Jens, som rakte en åre til de sammenstimlede, mens han sagde: ”Brug denne her til at skubbe hende længere ud”.
Da Jens ikke længere havde Laura, måtte han se sig om efter en husbestyrerinde. Han satte en annonce i avisen, og der kom da også en fin og velklædt dame og bankede på hos Jens.
Hun fandt dog hurtigt ud af, at hjemmet slet ikke var noget for hende. Hun spurgte Jens, hvor toilettet var. Han svarede, at hun jo bare kunne tage et par ringe af komfuret, så det passede i størrelsen. Da hun spurgte, hvor det var meningen hun skulle bo, sagde Jens, at hun kunne bo hos ham i sengen og holde ham varm om natten. Så gik hun sin vej.
Silde-Jens døde i 1934 og med ham forsvandt én af Dragørs originaler.