Axelveds livlige rasteplads


Axelved Motel og Cafeteria på østsiden af Hovedvej A2 fra 70erne


Over 40 lastbiler ved Axelved snevinter februar 1979


Axelved sidst i 70erne - tankning af Scania 141


Pige med chimpansen Lotte begyndelsen af 70erne


Købmandshandel ved Axelvej i den ende af boligen ca. 1945-1950

Intro

Rastepladsen ved Axelved, syd for Rønnede var et populært og farverigt stoppested på Hovedvej A2 (Vordingborgvej) mellem Rønnede og Tappernøje. Den var et centralt knudepunkt for trafikken på Sydsjælland. Axelved lå ind over to kommunegrænser.

''Købmand og husmandssted'' Historien om Axelved som rasteplads går tilbage til 1950’erne. På matriklen var et husmandssted, hvor en ende af beboelsen mod landevejen var indrettet som købmandsbutik. Stedet lå ikke i en by men syd for Svennerup Skov og Gavevænget og blev besøgt af forbipasserende på landevejen. ''Cafeteria med tv'' I 1950’erne etablerede den daværende købmand, Edvard Petersen et mindre cafeteria og et ishus på grunden. Der blev sågar indkøbt et fjernsyn til cafeteriet, så de rejsende på landevejen kunne tage et afbræk fra kørslen.
Fordi fjernsyn på dette tidspunkt var noget de færreste havde, blev cafeteriet i denne periode også et stort tilløbsstykke for lokale beboere, på trods af, at det ikke var de tiltænkte gæster. Kilder: Artikel: ”En underlig tankstation” af Anders Nielsen, bragt i FDMs blad Motor Classic, 2012. Pjece fra Vejdirektoratet ”Sydmotorvejen Rønnede-Udby”, 1990 Vejdirektoratet, ”Det store H” – en motorvejshistorie i billeder, 1994.


''Sendt til publicering'' undefined

''Publiceret''

''Axelved Motel og minimarked'' I 1958 blev det gamle husmandssted revet ned og Axelved blev til en BP tankstation, suppleret med et motel. Her kunne trætte rejsende tage sig et hvil natten over, inden de drog ud på landevejen igen. Motellet var bygget i gasbeton og var mere praktisk end æstetisk i sin konstruktion. For 20 kroner kunne man overnatte på en briks på en tremands- eller firemandsstue bag cafeteriet. I 1967 kom et minimarked i stueplan samt otte nye dobbeltværelser med fællesbad på første sal. Værelserne kunne lejes på timebasis, men det havde uheldige konsekvenser for brugen, så i en periode havde motellet tilnavnet Axelved Bordel. ''Ny tankstation på vest for hovedvejen'' Af sikkerhedshensyn blev man i 1970 nødt til at etablere tankfaciliter for sydgående trafik på den modsatte side af hovedvejen, så trafikken ikke skulle krydse vejen. ''Gennemskåret af grænser'' Tankstationen lå i Everdrup Kommune, mens minimarked og motel lå i Rønnede. Det betød også, at tankstation lå i Næstved Politikreds, og motel og minimarked lå i Køge Politikreds. Endnu mere komplekst stod det til, hvis der udbrød brand. Den vestlige side af tankstationen var under Næstved Brandvæsen, mens den østlige hørte til Præstø. Sidst men ikke mindst hørte motellet og minimarkedet under Faxe Brandvæsen. ''Ny ejer'' Købmandens datter Lone blev gift med tankpasseren Finn, og i 1979 overtog de Axelved.

''Chimpansen på tankstationen'' Mange, der i sin tid besøgte Axelved Motel og Cafeteria, husker den for noget meget usædvanligt. Købmandens søn var glad for dyr. Bag cafeteriet havde han et indhegnet område med æsler og ponyer, og så fik han en chimpanseunge ved navn Lotte. I en årrække var Lotte en fast del af hverdagen på Axelved. Mange gennemrejsende lastbilchauffører og bilister har minder om Lottes drilske side. Det var ikke ualmindeligt, at Lotte kunne finde på at snuppe et par solbriller, bilnøgler eller andet, hvis der var en åben bilrude. Hun hjalp også til, når biler skulle tankes. Med tiden voksede Lotte til at være en stærk, voksen chimpanse, som ikke længere kunne styres. Det var hverken sikkert for hende eller Axelveds gæster, at hun boede på tankstationen. Hvad der derefter skete med Lotte, er uklart.

''Afslutningen på Axelved'' Efter 1974 var Dyrehavehus-Rønnede endestation på motorvejsstrækningen, som førte nordpå forbi København. Derfor var Axelved velplaceret i forhold til den store mængde trafik, der passerede forbi i disse år. Da 1980’erne lakkede mod enden, havde trafikpresset på Hovedvej A2 vokset sig for stort, og strækningen lige syd for Rønnede var ofte ramt af lange bilkøer. Det var tydeligt, at en udvidelse af Sydmotorvejen var nært forestående. Efter at Kronprins Frederik klippede snoren til den nye motorvejsforbindelse E47/55 mellem Rønnede og Udby den 22. juni 1990, var Sydmotorvejen endeligt fuldendt. Det betød også, at trafikken forsvandt hen til den nye motorvej på den anden side af skoven. Dette var dødsstødet for Axelved Motel og Cafeteria, der måtte dreje nøglen om den 15. februar 1991. Axelveds funktion som rasteplads og tankstation på den sydlige del af Sydmotorvejen blev overtaget af den nyere tankstation ved Tappernøje. Axelved Motel og Cafeteria blev nedrevet i 1994 og i dag er grunden delvist tilgroet med træer og buske.

''"Vinterkrigen"'' I starten af 1979 var Sydsjælland og Lolland-Falster lagt ned af den alvorlige snestorm, som i folkemunde kaldtes ”Vinterkrigen”. To gange, både i december 1978 og februar 1979 var vintervejret årsag til, at over 40 lastvogne og op mod 100 gæster sneede inde på Axelved i en uge, og måtte overnatte på motellet og bespises i cafeteriet.