Asylet

Skomagerbakken

Asylet

Badning

Intro

I 1894 flyttede asylet, der var oprettet i 1867 ind på Skomagerbakken. Bygningen blev i 1947 overtaget af Farum Kommune og rummer stadig en børnehave.

Farum Asyl blev oprettet i 1867—få år efter nederlaget ved Dybbøl. Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre ? En af de hjemvendte soldater, Christian Ludvigsen vendte hjem som krigsinvalid, da han havde fået det ene ben skudt af ved Dybbøl, og han var ikke længere i stand til at forsørge sin familie. Ifølge datidens fattigforsørgelse var det en opgave for sognet, der skulle sikre familiens overlevelse—og ikke meget mere. Man har i sognet følt, at man havde en særlig forpligtigelse overfor en, der havde kæmpet for fædrelandet og løsningen blev, at man sikrede familien et udkomme, da man oprettede et asyl og ansatte Christians hustru Sidse Marie Ludvigsen som asylmutter til en løn af 10 rdl. (20 kr.) om måneden samt fri bolig i den dertil indkøbte ejendom, som lå på Farum Hovedgade nr. 55 (huset brændte 1910/1 1).Dette arbejde havde Sidse Marie indtil sin død i 1895. Kredsen bag asylet oprettede et ”asylselskab”, der skulle sikre økonomien til driften af asylet. I denne gruppe finder man den lokale samfundselite: Pastor Maus datter, Adolphine, lægens hustru Hanne Eschricht, kommandørdatter Garde (gammeljomfru på livrente), nogle gårdejerhustruer—og som den eneste mand læreren ved den private Farum højere Bondeskole, lærer O.G. Treschow. Gruppen blev i de følgende år udvidet og udskiftet, men altid med kvinder fra det samme sociale lag. Asylselskabet afholdt sommerfester i præstegårdshaven og på Præstebakken samt dilettantforestillinger. Overskuddet herfra gik til asylet, der desuden fik økonomisk støtte fra adskillige legater. Således stiftede Jacob Pagh et legat med navnet ” Urmager Paghs legat” ved fundats af 1879 med en kapital på 1.500 kr., hvoraf renterne dels skulle dække pasningen af hans grav, gå til trængende konfirmander og asylet. De børn, der blev passet i asylet, kom fra det man vil kalde ”mindrebemidlede familier”. Mange af dem har været børn af kvinder, der af en eller anden grund måtte tage arbejde uden for hjemmet. Der kan være tale om enlige kvinder eller kvinder, hvis mænd ikke var i stand til at forsørge familien.

I 1896 besluttedes det at asylet skulle flytte fra Hovedgaden til en nyindkøbt ejendom på P.E. Rasmussensvej. Samtidig ansatte man Abelone Larsen, der sammen med sin mand, murersvend Jacob Larsen, og datteren flyttede ind i den nye ejendom, hvor hun udover løn på 25 kr. månedligt fik brændsel i form af 4 læs tørv, 1 bunke kvas og 10 tønder koks. Ejendommen på P.E. Rasmussensvej havde en have, hvor børnene kunne lege. Efter blot 8 år flyttede Abelone Larsen, og den forhenværende rebslagers kone Maren Sophie Andresasen flyttede ind med sin familie. Da Manden, Niels Joseph Andreasen var lam i underkroppen, kunne jobbet som asylmutter endnu engang blive en form for socialhjælp til familien, da de på denne vis både fik bolig og en vis indtægt. Med den ældste datters indtægter fra arbejdet som syerske kunne de klare sig. I perioden 1910-25 blev der kloakeret samt lagt vand og elektricitet ind. De moderne tider var således også ved at nå asylet. Bestyrelsen blev nu også tegnet af de mænd, der gik ind for en udvikling af Farum. Naboens datter Birgitte Mandel kom som barn i asylet i denne periode og har bl.a. fortalt følgende''': ”Vi nabobørn fik lov til at komme over og lege med, når vi ikke havde andet at tage os til. At vi så reddede os nogle lus, var mor knapt så begejstret for. Dengang var lus i modsætning til i dag, et tegn på fattigdom og en absolut skamplet, som det gjaldt om at få væk i en fart—og tie stille med. Legetøj var der naturligvis ikke meget af i asylet, men børnenes fan tasi behøvede ikke så meget for at udfolde sig, og der var et muntert leben fra morgen til aften, ikke mindst på den dejlige , lange bakkede legeplads - uden redskaber eller sandkasse, men med græs, sol og frisk luft, lidt skrammel og de gravehuller man selv kunne lave. At der ikke var meget at rutte med i Asylet, så jeg også, når de forkølede næser skulle snydes. Det skete med et stykke avispapir. Jeg husker endnu min betuttelse ved det særegne syn. ”''' Det sociale skel mellem de fattige asylbørn og Birgitte Mandel, datter af en assistent i KTAS kommer tydeligt frem i teksten, men også barnets umiddelbare fornemmelse af, at asylet var et godt sted at være.

1947 overtog Farum Kommune ansvaret for Skomagerbakken, hvilket bl.a. betød, at der blev ansat en uddannat pædagog. Den første børnehavelærerinde blev Kamilla Breindahl, der nu skulle sikre ændringen fra asyl til børnehave. Det stillede krav til nyt inventar, hvor der bl.a. blev indkøbt legeborde, nye stole, legetøj og et skab til børnenes madpakker. At sognerådet gik med til disse forbedringer skyldtes bl.a., at børnehaven nu også blev brugt af mange andre end byens arbejdere. Flere af det nye stationsbyborgerskab bl.a. de mange forretningsdrivende fik behov for pasning af deres børn i dagtimerne. Med det voksende børnetal og de større krav, der blev stillet til en børnehave blev det nødvendigt med en udvidelse af personalet. Dagen startede kl. 6.30, hvor der mødte en dame, Gudrun Andersen, som skulle sørge for, at fyret var tændt, inden de første børn mødte kl.6.45. Ved 8-tiden, hvor alle børn var kommet, blev der serveret havregrød, efter at de havde sunget følgende vers: '''"Nogle har mad og kan ikke spise, andre kan spise og har ingen mad, Jeg takker dig Gud, jeg er så glad for jeg kan spise og jeg har mad". '''Derefter kom Kamilla Breindahl og hendes unge medhjælpere, hvor den ene Ruth Andersen har beskrevet livet i børnehaven omkiing 1950:"'''Der var en dejlig atmosfære i huset, og der duftede altid af ny fernis og maling for alting blev holdt så pænt, børnenes legetøj blev jævnligt vasket, og det hele var lyst og venligt. Der var ca. 29-30 børn. I spisestuen var der en kæmpestor tavle på væggen, hvor vi voksne skiftedes til at lave et "maleri" med kridt og farver. Det blev skiftet ud hver 3. måned, og så vidt jeg husker, rettede billedet sig gerne lidt efter årstiden.... Op til fastelavn sad vi og lavede ris med børnene. Vi havde en meget hyggelig lille veranda med glas, og der blev risene sat hele vejen rundt; det så festligt ud, også set udefra. Vi lavede også dragter af cre-pepapir til børnene, så de blev til små blomsterbørn o.s.v. Så lavede de små sangspil i overværelse af forældre og pårørende, og de gik op i deres roller med dyb alvor og så utrolig kære ud, når de bl.a. sang:" Nej se hvem der kommer der, hurra den første stær. Vinter, løb du din vej, vi har ej brug for dig."''' I denne beskrivelse genkender man mange af de elementer, som man også kan finde i en børnehave i dag, lige bortset fra verset, der blev sunget ved spisning - det viste tilbage til asylets tid. Børnehaven havde den gang plads til 20 børn - samme antal som nu, men i dag er den blot en institution ud af mange. Kilde: Henrik Zip Sahne: I omsorgens og forsorgens tegn, FAM 1996 blev holdt

''Publiceret''