Asperup kirke

Asperup kirke fra sydøst

Asperup Kirke fra sydvest

Altertavlen er fra 1649, alterbillede fra 1974.

Jernbunden egetræsdør fra år 1508.

Dåbsnichen med helligåndsduen og døbefonten

Anna-selv-tredje, fra ca. år 1400.

Kalkmalerier fra ca. år 1400, fremkaldt ved restaureringen i 1983.

Intro

Asperup kirke kan efter en restaurering i 1984 dateres til o. 1180. En egetræsvinduesramme i kassemuren mod syd kom til syne og en dendrokronologisk datering var nu mulig!!!!

I perioden 1100-1250 blev der bygget næsten 2000 stenkirker i Danmark. De første stenkirker blev bygget i romansk stil, dvs. rundbuestil og med små og få vinduer. De bestod oftest af skib og kor med træloft, samt apsis mod øst. Således også Asperup kirke, der blev opført i kvadersten. I 1400- og 1500-tallet blev de fleste kirker ombygget i gotisk spidsbuestil. Også Asperup kirke er præget af gotikken. Kirkerummet fik hvælvinger og større vinduer samt tårn og våbenhus. De gamle granitkvadersten blev genbrugt, og man supplerede med de nye munkesten, som er brændte teglsten. Går man en tur rundt om kirken, kan man med det blotte øje gætte sig til meget af kirkens bygningshistorie. I 1500-tallet rev man apsis ned og forlængede koret mod øst. Korets ydermure blev bibeholdt, så korets vestlige del nu er smallere end den østlige.
I korets sydmur er der indmuret en sten med fordybning. Den er et relikviegemme fra det oprindelige alter.

Hvert århundrede har sat sit præg på Asperup kirke:

i 1100-tallet med
døbefonten, der er af granit og er kirkens ældste inventar.

i 13- og 1400-tallet med
to figurer: Madonna med barnet og Anna-selv-tredje, som forestiller Marias mor Anna med Maria, der har jesusbarnet på skødet. Det hænger nu i tårnrummet mod vest. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet, bl.a. dommedagsscenen på triumfvæggen.

i 1500-tallet med
tårnet, dåbsfadet af messing, som er et sydtysk arbejde fra omkring år 1575, og den jernbundne egetræsdør ved våbenhuset; desuden prædikestolen.
Omkring 1510-20 er kirken blevet beriget med den fornemme korsfæstelsesgruppe af odense-mesteren Claus Berg. Værket er så vidt vides et forstudie til Claus Bergs alterbillede i domkirken i Odense.

i 1600-tallet med
altertavlen og malmlysestagerne.

i 1700-tallet med
billederne på prædikestolens rygpanel.

i 1800-tallet med
alterbilledet på bagsiden af altertavlen.

i 1900-tallet med
altertæppet, alterbilledet, orglet og orgelfacaden, stolestaderne, kirkeskibet, dåbskanden og den syvarmede lysestage.

Kilder Trap Danmark V, 5. udg. 1956
Vincent Lind: Jernbundne kirkedøre på Fyn, Fyens Stiftsbog 1976
Sven Arnvig: Billedskæreren Anders Mortensen fra Odense og hans arbejder i fynske kirker samt Nakskov kirke (uden årstal)
Søren Meltofte: Våbenskjoldet på dåbsfadet i Asperup kirke, 2002 Dendrokronologisk datering af vinduesramme fra Asperup kirke, rapport af Kjeld Christensen, Nationalmuseet 1984 Kalkmaleri og viekors, rapport af Mogens Larsen, Nationalmuseet 1984 og 1989. Danske Kalkmalerier, Sengotik 1475-1500, Nationalmuseet 1991 Biskop Jacob Madsens visitatsborg 1588-1604, Historisk Samfund for Fyns Stift, Odense 1995 Diverse artikler i Sognebladet, bl.a. 1998 nr. 2, 1999 nr. 4, 2004 nr. 3 og nr. 4.
Disse kan ses på Asperup-Roerslev Lokalarkivs hjemmeside

På den jernbundne egetræsdør ved våbenhuset finder man den tidligste skriftlige datering af kirken. Den latinske tekst siger på dansk:
Anno d(omi)ni MD VIII - tutores her hans nielsen og anders hansen - anders smed fecit.
På nudansk: I det Herrens år 1508 - kirkeværger hr. Hans Nielsen og Anders Hansen - Anders Smed gjorde den.
Ved døren står en jernbunden fattigblok. Kilde: Sognebladet 1987 nr. 2. Artiklen kan også ses på Lokalarkivets hjemmeside.

Muligvis o. år 1510-20, er kirken blevet beriget med den fornemme korsfæstelsesgruppe af odensemesteren Claus Berg, som også har skåret altertavlen i Odense Domkirke. I den katolske kirkes tid har krucifikset sikkert været anbragt i korbuen ved et helligkorsalter. Efter reformationen i 1536, hvor koret blev tilgængeligt for menigheden, har man anbragt gruppen på nordvæggen. Korsets arme afsluttes med de fire evangelisters symboler. Fra neden og mod venstre ses Mattæus, symboilseret ved engelen, Lukas ved oksen, Johannes ved ørnen og Markus ved løven. Korset er i gotisk stil. Jomfru Maria og disciplen Johannes står ved foden. Det er en illustration af ordene i Jh.19,26ff: Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel han elskede, sagde han til sin mor: Kvinde, der er din søn og til disciplen: der er din mor. Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

Det store dåbsfad af messing er et sydtysk arbejde fra o. år 1575. Det centrale motiv på fadet forestiller Maria Bebudelse. På fadets kant ses et våbenskjold, som givetvis er indridset på fadet senere end dets tilblivelse. Over skjoldet ses bogstaverne EB og CW, og under skjoldet årstallet 1618. Våbenskjoldet tilhører rigsråd Eske Brok, 1560-1625, og dennes hustru Christence Viffert, 1561-1624. Eske Brok ejede enkelte gårde i Vends herred, bl.a. en gård i Roerslev sogn. År 1618 er Eske Broks og Christence Vifferts datter Birgitte blevet gift. Mon fadet er doneret i den forbindelse?

Kilde: Meltofte, Søren: Våbenskjoldet på dåbsfadet i Asperup kirke, 2002.

Døbefonten i koret er af granit og er kirkens ældste inventar. Den stammer fra den første romanske stenkirke. Fonten er udsmykket med en akantusranke og på den firkantede fod er der reliefhugne dyr. Oprindeligt var den nok placeret mellem de to indgangsdøre, mands- og kvindedøren, i henholdsvis syd- og nordsiden. En placering, der fint udtrykker, at indgangen til kirken og Guds rige går gennem dåben.
Dåbsfadet, se selvstændig fane.
Over fonten svæver helligåndsduen, og fonten er indsat i en muret dåbsniche fra 1700-tallet. Dåbskanden i messing er et svendestykke, som kirken i 1985 fik foræret af et ægtepar i sognet.

De to madonnafigurer, der nu hænger i tårnrummet mod vest, er hhv. Madonna med barnet og Anna-selv-tredje, som forestiller Marias mor Anna med Maria, der har Jesusbarnet på skødet. I den katolske tid har de to figurer sandsynligvis været en del af kirkens Mariaaltre. De to figurer er fra 13-1400-tallet. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet. Ved kirkens seneste restaurering i 1984 fandt man flere spor af kalkmalerier. I den forbindelse blev dommedagsscenen på triumfvæggen og viekorset ved opgangen til prædikestolen fremdraget. Dommedagsbilledet. Indrammet af en mandorla, en mandelformet glorie, ses Kristus som verdensdommeren. Han sidder på regnbuen med den korsmærkede jordklode under sine fødder. Armene er oprejste, og fra hans mund udgår et sværd og en lilje, dommen og nåden. To basun-blæsende engle er malet i forlængelse af mandorlaen. Længere nede ses de døde, der rejser sig af gravene. På den ene side af Kristus knæler Jomfru Maria, på den anden side Johannes Døberen. Fra den klassiske dommedagsscene mangler Leviathangabet og Himmelborgen til de frelste. Leviathan eller Livjathan er uhyret eller dragen, der sluger de fortabte. I stedet ses på hver side de 12 apostle, som dog kun er fragmentarisk bevaret med enkelte rester af glorier og spor efter klædedragter.

Prædikestolen. Efter reformationen fik kirkerne egentlige prædikestole, således også Asperup kirke i 1580. Den er et signeret arbejde af ”Knud snedeker, baarger i Melfaar”, men helt ændret af Anders Mortensen, formentlig i 1652. Kun døren er nu tilbage af Knud Snedkers arbejde. Anders Mortensen har forsynet prædikestolen med 5 x 2 englehoveder og 5 hermer, dvs. figurer med hoved og arme uden ben. De 4 af figurerne er evangelisterne med deres symboler, mens den 5. er en ukendt skikkelse. Indsat i de 4 billedfelter fortælles julens evangelium. I det første felt forkynder englene Jesu fødsel for hyrderne på marken, Lk. 2. De følgende felter fortæller historien om De Hellige Tre Konger, Mt. 2. Det er sjældent at se juleevangeliet som udsmykning på en prædikestol, men det giver jo god mening, at dér skal ”Ordet blive kød og tage bolig iblandt os”, Jh. 1. Knud Snedker skar også 1580 fyldingerne til alterbordspanelet, der dækker det murede sengotiske alterbord. I dag resterer kun de tre fyldinger mod syd af Knud Snedkers oprindelige arbejde. Lydhimlen over prædikestolen er et renæssancearbejde, måske fra den oprindelige prædikestol af Knud Snedker? På prædikestolens rygpanel ses to malerier fra 1700-tallet. Her fremstilles den gamle og den nye pagt, Moses med horn i panden og lovens to tavler og Kristus som verdensherskeren.

Altertavlen. Billedskærer Anders Mortensen er mester for en lang række arbejder i fynske kirker. Altertavlen i Asperup er et typisk arbejde fra hans hånd, formentlig fra 1649. Da kirkens regnskaber udviser store udgifter i 1649 og 1653, regner man med, at det skyldes altertavlen og prædikestolen. Alterpartiet er sammenstykket. I tavlens øverste midterparti ses en udskåren korsfæstelsesscene med 12 figurer omkring den korsfæstede. Det er formentlig den tavle, som biskop Jacob Madsen hentyder til i sin visitatsbog, med ordene "en tavle med krucifiks og røverne hos". Anders Mortensen har således genanvendt en del af en tidligere altertavle fra kirkens katolske tid. Anders Mortensens stil var barok og bruskbarok. I modsætning til renæssancens rolige udtryk er barokken karakteriseret ved bevægelse, affekt og ekstase. På Asperup kirkes altertavle giver de snoede søjler netop indtryk af bevægelse. Bruskbarokken finder man især i Nordeuropa, og stilen er kendetegnet ved f.eks. knorter og vorter, ved bryster, der danner konsoller, vulster, der breder sig og ved snoede dyrekroppe. Altertavlen er også fyldt med knortede vrængemasker med hår og kinder i lange flige. Disse masker er så karakteristiske for Anders Mortensens arbejder, at man ligefrem kalder dem for hans signatur. Altertavlen er opbygget med to symmetriske dele med hver to evangelistfigurer ved siden af snoede søjler. Nederst ses Markus med løven og Lukas med oksen, øverst Mattæus med englen og Johannes med ørnen. Storvingerne har englehoveder som profil. I stedet for den Kristusfigur, som man kunne forvente allerøverst, men som hvælvingen ikke giver plads til, finder man her en kugle med tre forgyldte flammer. På postamentet ses to englebørn, den venstre med et kors, evangeliet, den højre med en søjle, loven. Indskriften under billedet: Sandelig sandelig siger Jeg Eder: Dersom I ikke æde Menniskens søns Kiød og drikker hans Blod hafue i ikke Lifvet i eder selv. Huosom æder mit Kiød og Drikker mit Blod hand hafuer det ævige Lif og jeg skal opvække hanem på den yderste dag. Ioh VI. Indskriften på det øverste felt: Visseligen bar Hand vore Siugdomme: Og tog vor Pine på sig. Men vi agtede hannem for den som Var plaget og slagen af Gud og fornedret, men hand er forgiort for vore Ofuertredelser, og knuset for Vore Misgierninger. Straffen ligger på Hannem at vi skulle Nüde Fred. Esai 53. Og indskriften på latin allerøverst: Jesus Filius Dei Crucifixus est pro nobis. Det betyder: Jesus Guds søn er korsfæstet for os. Altertavlen er anbragt på en skranke med årstallet 1641. På skranken er to svære brændende fakler, som også er skåret af Anders Mortensen. Malmstagerne på altret er fra ca. 1650, ligesom den største lysekrone i koret også er fra 1600-tallet. Den syvarmede lysestage er muligvis anskaffet i forbindelse med kirkens restaurering i 1925-26, ligesom lysekronerne i skibet
Altertæppet. Tæppet er broderet af kvinder fra sognet i 1952-53, bl.a. af Kirstine Jørgensen, Laurine Nielsen og Hedvig Hansen. På en rød bund ses kirkeårets højtider i form af 3 kranse, en med juleroser og julestjerne, en med påskeliljer og korset med alfa og omega, det første og sidste bogstav i det græske alfabet. "Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden", Jh. Åb. 22,13. Den sidste krans har pinseliljer og helligåndsdue, for påske og pinse udsprang af jul, som det står broderet på trinet. Ordene er Grundtvigs fra salmen: Denne er dagen som Herren har gjort. Endelig er der broderet kristusmonogrammet I H S, Jesus hominum salvator, på dansk: Jesus menneskenes frelser.

Alterbilledet. Den del af altertavlen, hvor alterbilledet sidder, er stærkt forsænket, antagelig fordi der her allerførst har været et udskåret reliefbillede. Det er nu afløst af Sven Havsteen-Mikkelsens billede Kristus i Emmaus, fra 1974. Det afløste et maleri fra 1874 af malermester Schrøder, Middelfart. Det er nu ophængt bagpå altertavlen og er en kopi af A. Dorphs billede af Jesus hos Martha og Maria. Originalen hænger i Stefanskirken i København. Endnu tidligere skal kirken have haft et alterbillede med motiv af Jesus på vej til Golgatha. Sven Havsteen-Mikkelsens Emmausbillede. I 1969 fik kirken testamenteret en sum til dens forskønnelse. Sognepræst Kaj Thaning fik menighedsrådet med på, at pengene skulle bruges til en ny altertavle. Man henvendte sig til maleren Sven Havsteen-Mikkelsen på Ærø, og i 1974 fik kirken så sit nuværende alterbillede Kristus i Emmaus, Lk. 24. Det er det første af mange alterbilleder med dette motiv fra Havsteen-Mikkelsens hånd. "Men vi kan jo ikke se Jesu ansigt", lyder en indvending, hvortil Havsteen-Mikkelsen skal have svaret: "Det er sandt! For det har vi til gode!" Det er derimod ikke svært at se, hvad billedet forestiller. To disciple går påskedags aften til byen Emmaus, tvivlende og fortvivlede. At Jesus skulle være opstået fra de døde, kan de slet ikke tro! Da slår en fremmed følge med dem, og mens de vandrer af sted, forklarer han, hvorfor menneske-sønnen måtte lide og dø. Da de når frem til Emmaus, er det blevet aften, og de beder den fremmede med ind. Da tager han brødet og vinen og siger de samme ord, som de hørte få dage før, Skærtors-dag aften. Da ser de i et glimt, at den fremmede er deres herre og mester, opstanden og levende. Dette glimt har maleren genialt indfanget med den stærke orange farve. Det samme oplever vi, når vi går til alters.

Orglet
I 1925-26 gennemgik kirken en indvendig restaurering, godt hjulpet på vej af en pengegave fra direktør H.P. Hjerl Hansen, finansmanden, der skabte Hjerl Hede, og som var født på Vestermarken i Asperup sogn. Hjerl Hansen ønskede, at orgelets udseende kom til at passe med kirkens nye stole og bænke. Ved den lejlighed blev orgelpulpituret hævet og udvidet og samtidig fornyet med en facade i pommersk eg, i lighed med det øvrige nye træværk. Det blev alt sammen udført af billedskærer P. Thorvald Pedersen i Odense. Orgelfacaden er desuden et monument over laubianismen, tegnet 1926 af arkitekt Thomas Laub Hansen Havning, der dengang stod for hele kirkens restaurering. Hans morbror var den berømte kirkesangsreformator Thomas Laub. Orgelbygger Theodor Frobenius, København, ombyggede ved samme lejlighed en enkelt af orgelets stemmer. I årene 1935-42 stod Th. Frobenius for en gennemgribende fornyelse af orgelet. Det blev genopbygget og fornyet med nyt spillebord, omdisponeret og udvidet til 14 stemmer. Samtidig blev det pneumatisk, hvilket det forblev frem til den seneste restaurering i 2004. Her blev hovedparten af de gamle piber genanvendt, og orgelet blev udvidet med 1 stemme til i alt 15 stemmer og fik igen mekanisk traktatur. Det var Gunnar Fabritius Husteds orgelbyggeri i Fredensborg, der stod for restaureringen i 2004. Spillebordet blev samtidig placeret på gulvet.

Artikler om orglerne i Asperup findes på Lokalarkivets hjemmeside og kirkens hjemmeside.
Stolestaderne
I forbindelse med restaureringen 1925-26 fik kirken også nye stolestader. Foruden stole, bænke og orgelpulpitur skar Thorvald Pedersen tillige de to figurer, der pryder korets bænke. Figuren på den sydlige bænk i koret forestiller missionæren Ansgar, der i år 826 bragte kristendommen til Danmark. Han står med en model af den første stenkirke i Asperup. Figuren på den nordlige bænk forestiller Danmarks reformator Hans Tausen, med bibel i hånd. Han havde været på studietur hos Martin Luther i Wittenberg. Da han kom hjem, prædikede han som en af de første på dansk, måske år 1526!

Kirkeskibet ”Cimbria” I mange af de danske kirker hænger modeller af gamle sejlskibe, således også i Asperup kirke. I byer med særlig tilknytning til søfarten hænger der ofte adskillige skibsmodeller i kirken, hvilket giver et fingerpeg om oprindelsen til denne skik. Under tidligere tiders lange rejser har fingersnilde søfolk brugt fritiden til at fremstille en model af deres skib. Ved hjemkomsten har de så i taknemmelighed over den veloverståede rejse skænket modellen til ophængning i kirken. Denne skik kan knyttes sammen med en mere omfattende symbolik. For kirken er jo selv et skib. Dels kaldes kirkens hovedbygning et skib, i større kirker kan den endda være forsynet med sideskibe, dels er kirken billedligt talt som et skib, der tumler op og ned på tidens og historiens vilde hav og bringer de ombordværende frelst frem til målet.
Skibet er bygget af Niels Jørgensen i Båring Skov omkring 1937. Oprindelig var det ikke tanken at det skulle hænge i kirken. På opfordring af kirkens daværende præst, dr. teol. Kaj Thaning, blev det ophængt på kirkens nordvæg omkring 1950. Skibsmodellen er 103 cm lang og 87 cm høj. Den er forsynet med to master med råsejl. Den bageste mast bærer desuden et mesansejl. Endelig er der et par klyvere og et par stagsejl. Med denne rigning kan skibet typebestemmes som en brig, og det er en kopi af briggen ”Cimbria". Sejlene er syet af Niels Jørgensens mor, Maren Jørgensen.
Fotografierne
De to fotografier på nordvæggen i koret af sognenes to første grundtvigske præster. På billedet til venstre ses Mads Maaløe Melbye, sognepræst 1845-79, som bragte den grundtvigske vækkelse til sognene, og hans efterfølger og svigersøn Søren Carl Christian Lassen, der videreførte det grundtvigske i mere end 40 år fra 1879-1920.
Siden da har sognene været præget af Grundtvigs tanker om det folkelige og det kristelige. Således blev Baaring Højskole i 1959 opført på initiativ af Kaj Thaning.

I korbuen findes en præstetavle med pastoratets præster siden 1440.
Alterskranken og kirkegårdslågerne i smedejern er fra 1800-tallet, og skænket af kirkeejeren på Hindsgavl.

Tårnet på Asperup kirke er fra 1500-tallet, og blev bygget samtidig med kirkens store ombygning på den tid.
Der findes to klokker i tårnet hhv. fra 1596 og 1598. Inskriptionen på klokken fra 1596 fortæller, at den egentlig var tiltænkt Skyrum kirke i Thy, men er altså af en eller anden grund havnet i Asperup.
Inskriptionen lyder:
Herrens Ord bliver i evighed. M.B. gjorde mig år 1596.
Hr. Christoffer Bang, sognepræst til Skyum kirke,
Mats. Olefsen til Thisted. Klokkerne blev indtil sommeren 2010 betjent ved håndkraft, hvorefter ringningen blev automatiseret.