Andkærvej 212, Tidsvilde


Tidsvilde


Kandidat Madsen med familie og tjenestefolk ca. 1920

Intro

I Andkær ejerlav gård nr. 11, matr.nr. 15a. Gården har aldrig været en fæstegård.

Tidsvilde.
Det er en af de få gårde, der ikke var en fæstegård, men havde selvejer helt tilbage så langt vi kender. I 1634 ejes gården af Peder Thommesen, og den har den gang nok heddet
Bundgård, det navn den havde indtil ca. 1880- 90.

I 1651 havde Jens Nielsen gården, og det havde han også i 1664, da der i matriklen noteres, at der på gårdens grund ligger 5 gårdhuse "hvor aff giøris Ugedags Arbeide til bunden oc Ingen anden skyld." Engang før 1688 er Søren Mogensen kommet til, og han efterfølges i 1699 af sønnen Mogens Sørensen, født ca. 1668. Hans søster, Malene Sørensdatter havde giftet sig ind på gård nr. 14.
Mogens giftede sig ca. 1700 med Maren Thulesdatter, som døde i 1711, hvorefter han giftede
sig med Else Mortensen Dahl, født 1692. Så døde han i 1729, og hans enke giftede sig 1730 med Søren Hansen (Damkjær) fra Skærup, der således kom til en gård med 38 fag bygninger og med en besætning på 6 heste, 8 køer, 8 ungkreaturer og 10 får - en ret pæn besætning.
Søren Hansen døde 29. november 1748, og Else er så nok enehersker nogle år. Hendes datter, Dorthe Mogensdatter, født 1726, giftede sig 2.6.1752 med Peder Nielsen Dahl, født 1704, altså 22 år ældre end hun selv. De havde så gården til sidst i 1760erne, sandsynligvis indtil Dorthes død i maj 1770, hvorefter Jens Therkildsen rykkede ind. Han var født 1732 og var barnebarn af ovennævnte
Malene Sørensdatter på gård nr. 8. Han giftede sig 1. juli 1760 med Johanne Hansdatter fra Sellerup, født 1731. Deres søn, Therkild Jensen Bundgård født 1767, giftede sig 14. august 1789 med Karen Madsdatter, og kort efter overtog de gården. Therkild Jensen havde omkring 1800 en gæld af Kongelige Penge på 35 rdl. 76 1/4 sk, hvilket tyder på, at han enten har købt jord til, eller han har
købt jagtrettigheder eller lignende. Han blev for øvrigt sognefoged, og det var han til sin død i juni 1823.
Deres datter, Karen Terkelsdatter, giftede sig 15. maj 1824 med Anders Jørgensen Ladegaard
fra gård nr. 6. De var begge kun 20 år gamle, men hun stod med gården, så hvad var der at vente på? - I løbet af årene frem til 1850 fik de 11 børn. Der var købt jord til flere gange, og gården var en af de største i Andkær. I 1800 blev den vurderet til brandforsikring. Da var der 4 længer med i alt 66 fag huse, takseret for 1480 rdl., foruden et nyopført gadehus på 4 fag til 50 rdl. I 1813 er der 74
fag i 4 længer, og der forsikres for 700 rbd. Om det var på grund af de mange børn med deraf følgende pladsproblemer, ved vi ikke, men Karen og Anders Ladegaard byggede ny stor og flot hovedbygning i 1859. I juni 1877 giftede sønnen Anders Andersen Ladegaard (født 1/1 1845) sig med Sidsel Marie, født i februar 1854 som datter af Søren Ladegaard på gård nr. 6. De overtog nu gården, og forældrene kom på aftægt, hvor faderen døde 2 år senere.

Sidsel Marie døde 22. januar 1890, 35 år gammel, og Anders Ladegaard kunne åbenbart ikke trives på gården efter konens død. Ca. 1897-98 satte han en forpagter Søren Wissing på gården, som han selv flyttede fra, og i 1906 solgte han den til landbrugskandidat og lærer ved Børkop Højskole, Anders Madsen. Han var født 11. august 1869 og var gift med Sidsel Marie Riis, født 5. nov. 1875. De levede til henholdsvis 19. nov. 1938 og 1. maj 1942.
Gården blev ombygget 1914, og igen i 1944, efter at Madsens søn, Niels Arild Madsen, var
kommet til. Niels Arild Madsen overtog gården 1. januar 1939. Han var født 17. november 1908 og var gift med Anne Hedegård Laursen, født 27. dec. 1915. Da de overtog gården, var der 156
td. land jord med en besætning på 10 heste, 42 køer, 45 stk. ungkvæg, 50 svin og 10 får. Såvel
areal som besætning blev betydeligt forøget under hans styre. Madsen har bl.a. været i bestyrelsen for Børkop mejeri og for Børkop Højskole, ligesom han også var en af de tre kirketiendeejere, der udgjorde kirkens bestyrelse før afløsningen i 1963. I 1962 fik sønnen Svend Arild Madsen, født
28.11.1947 i Børkop, gift 30.6.1972 med Birthe Pedersen, født 7.2.1951 i Silkeborg, halvpart
i gården, og 10 år senere overtog de unge det hele, medens Anne og Niels Arild Madsen
flyttede ind i et nybygget hus lige ved siden af gården (Andkærvej 214). - Gårdens tilliggende
er på 207 td. land, deraf ca. 47 td. skov. Desuden har Sv. A. Madsen 13 -14 td. land i
Vilstrup sammen med sin svoger. Her dyrkes juletræer. På gården var der omk. 1990 50-55
grisesøer, og der blev opfedet de grise, det gav. Nu (2003) er der ca. 90 søer. Kandidat Madsen (nuværende ejers bedstefar) var meget nationalt indstillet, og han fik opstillet
en genforeningssten i haven. Den står der endnu.

Fra Preben Mikkelsen: Gauerslund II, 2005