Amtsgården for Fyns Amt


Dirigentklokke fra Fyns Amtsråd. Klokken findes nu på Møntergården i Odense.

Intro

I 2007 blev kommunekortet ændret. Amterne blev nedlagt og erstattet af regioner, mens en stor del af kommunerne fra 1970 igen blev lagt sammen. Indtil nedlæggelsen i 2007 havde Fyns Amt adresse på Amtsgården i Odense.

Strukturreformen i 2007 havde store konsekvenser for Fyn. I 2004 fremsatte VK-regeringen forslag om en omfattende strukturreform i Danmark. Reformens varmeste fortaler var daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

På Fyn og Øer blev 32 kommuner til 10. Fyns Amt blev nedlagt, og de amtslige opgaver delt mellem den nyoprettede Region Syddanmark og de nye 10 kommuner. Fyns Statsamt, der i århundreder havde holdt til på Odense Slot med Stiftsamtmanden som øverste embedsmand, blev nedlagt og hele administrationen flyttet til Statsforvaltningen Syddanmark i Åbenrå.
Selv om reformernes motto var ”tættere på borgerne”, er realiteten i mange tilfælde blevet, at den enkelte borger føler sig langt fra beslutningerne, både inden for sundhedsvæsen og de nære kommunale tiltag.

Denne lokalitet er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.