Alling - en landsby med gammel struktur
Udskiftningskort for Alling.
Intro
Landboreformerne sidst i 1700tallet er en milepæl i det danske samfunds udvikling. Der blev skabt nye rammer for landbruget med stavnsbåndets ophævelse, udskiftning af jorden, hvorved landsbyernes gamle fællesdrift blev ophævet, og udbredelse af selvejet.
De store landboreformer i slutningen af 1700-tallet står som en milepæl i det danske samfunds udvikling. Bondesamfundet var statisk, og mere effektive metoder og redskaber indførtes kun langsomt. Incitamentet for ændringer kom typisk ikke fra bønderne, som mest handlede efter ordre ’ovenfra’ – fra ejeren af jorden. Med stavnsbåndets ophævelse, udskiftning af jorden, hvorved landsbyernes gamle fællesdrift blev ophævet, og udbredelse af selvejet skabtes helt nye rammer for landbruget og bøndernes tilværelse.
I Alling by foregik udskiftningen af jorden som en såkaldt ”stjerneudskiftning”. Tidligere var landsbyens jord blevet dyrket i fællesskab, hvor de enkelte gårde havde mange smalle agre spredt i de forskellige vange. Med stjerneudskiftningen blev gårdenes jord samlet i ”kiler” ud fra landsbyen. På et kort kan landsbyens jordstykker derfor ligne en stjerne.
Udskiftningen af jorden til de 15 gårde i Alling by blev foretaget af landsinspektør Andreas Haahr fra Aarhus i 1782. På grund af stjerneudskiftningen skulle kun to gårde flyttes ud fra landsbyen, mens resten kunne blive liggende.
Stjerneudskiftningen blev i samtiden anset for mere ideel end den såkaldte ”blokudskiftning”, hvor gårdene blev flyttet ud fra landsbyen for at ligge centralt på jorden. Bønderne, som var vant til landsbyens fællesskab, var i mange tilfælde imod tanken om at skulle flytte ud på en ensomt beliggende mark helt for sig selv. De fleste landsbyers udskiftning skete dog som en blokudskiftning.
I Alling skete der senere udflytninger, som fx da Allinggård i 1882 flyttede til sin nuværende beliggenhed mere centralt på jorden. Siden omkring år 1800 har det danske landskab pga. udskiftning og udflytning haft et præg af et jævnt beboet landskab i modsætning til fx store dele af Tyskland, hvor gårdene stadig er samlet i landsbyer og de dyrkede marker er helt ubeboede.