Aksel Vognmands Hus - den første telefoncentral


Gadebillede af Langelinie i 1960'erne. Der er købmand med benzinsalg til højre, i baggrunden et nyopført smedeværksted og til venstre "Aksel Vognmands Hus", Langelinie 39.


I det meste af sin levetid fremstod huset med de for Århus-egnen så karakteristiske opstregede bindingsværkstavl. Vognmand Aksel Nielsen kunne kunsten at holde det vedlige. Her fotograferet så sent som i 1988.


Moderne byggeri med egetømmer (genbrug og nyt). Kim Christensen fra Jysk Bindingsværk går ikke på kompromis, når det kommer til samling og udmuring af bindingsværket.


Langelinie 37 og 39 bestod oprindelig af tre sammenbyggede huse. Længst til højre lå den første telefoncentral - bemærk masterne.


Lastbiler i denne søde størrelse havde plads adskillige steder, mens Borum var vognmændenes by. Ingen af dem var dog flottere end Aksel Nielsens på Langelinie 39. Den blev passet, plejet, malet og poleret.

Intro

I år 1900 ankom en helt ny teknologi, telefonen, til Borum, og efter få år havde alle lært et nyt ord: Hallo. På Langelinie 39 lå egnens første telefoncentral. Den dækkede et stort område – til Sjelle, Mundelstrup, Lyngbygård og Sabro. Senere blev det i seks årtier "Aksel Vognmands Hus".

Huset var århundredgammelt. Men med telefonen flyttede ren magi ind i en tid længe før radio, tv, mobiler og computere. Det nye kommunikationsmiddel udbredte sig da også som en kattevideo på Facebook. Borum Central lagde ud med 14 abonnenter, og i Lokalhistorisk Arkiv kan du se navnene på dem. Bare 14 år senere var antallet steget til 45 abonnenter, men der skulle nu stadigvæk ikke bruges ret meget papir til at trykke "telefonbogen". Blandt de første abonnenter var Lyngbygård, Ristrup, Wedelslund, Mundelstrup Station (DSB) og Herskind Brugsforening. Endnu en gang viste Borum sig med andre ord som det naturlige knudepunkt for en større egn. Senere fik Lyngby, Sabro, Sjelle, Mundelstrup og Herskind deres centraler. Borum Central skrumpede hver gang, men da den i 1968 lukkede - eller blev automatiseret, som man sagde - skulle telefonistinden ligegodt passe 88 abonnenter. På det tidspunkt havde størstedelen – men slet ikke alle – husstande nemlig fået telefon. Som første centralbestyrer ansatte Jydsk Telefon Aktieselskab tømrermester Johannes Nielsen, Langelinie 39. Han havde en husstand på syv personer, så abonnenterne kunne være sikre på, at der blev sagt "Borum", kort tid efter at de havde drejet på håndsvinget og løftet røret. En snes år senere byggede hans søn et nyt hus på Borum Byvej 3, og centralen flyttede dertil. Senere blev bindingsværkshuset til ”Aksel Vognmands hus”. Aksel Nielsen drev forretning med én lille lastbil i mange årtier fra 1952. Som den sidste på egnen kunne han håndelaget med at opstrege bindingsværkets tavl i murstensmønster, engang et særkende for Århus-egnen. Efter Tove og Aksel Nielsens død fik huset den store tur i 2018. Men det blev sandelig ny/genopført som bindingsværk og pryder i dag bybilledet i Borum med sine stilrene linjer og fremtrædende placering.

''Publiceret''