Aalholm Kirke

Aalholm Kirke
Intro
Aalholm Kirke blev bygget i 1938-39 i takt med, at det vestlige Valby voksede fra et tyndt bebygget område til en ny bydel. Kirken repræsenterer et arkitektonisk nybrud med sin enkle, funktionelle stil i gule mursten og et minimum af udsmykning.
Aalholm Kirke i københavnske Valby byggedes 1938-39. Selv om sognet først i 1941 blev udskilt fra Timotheus Sogn, havde det allerede fra 1925 fungeret som selvstændigt distrikt med egen præst. Søndagsskole, ungdomsarbejde og menighedsmøder fandt først sted i en af gården Søholms ladelænger, senere i en folkebørnehaves lokaler og til sidst i kælderen hos en tømrermester på Vigerslevvej.
I 1920 var den vestlige del af Valby ud mod Damhussøen kun beboet af cirka 50 husstande. Men da jorderne udstykkedes, og der i det følgende tiår opførtes såvel villaer som mindre beboelsesejendomme, levede der i 1933 10.000 indbyggere i området. Af byggesummen på 156.000 kroner tilvejebragtes halvdelen ved indsamling i distriktet, mens andre, blandt andet Kirkesagens Venner, skaffede resten.
Kirken er en nøgtern bygning i en moderne og funktionel stil og betyder et totalt nybrud med den foregående periodes bevidst historiserende arkitektur, både hvad angår materialer og arkitektur; gule mursten og absolut ingen formildende krummelurer. Et stort, muret reliefkors over hovedindgangen i syd og et tilsvarende kors på kormuren mod nord er kirkens eneste udsmykning.
Alterbordet er muret med en svær egetræsplade, alterprydelsen et glat kors, som er ophængt på gavlvæggen.
Kilde: Familie Journalen nr. 30, 2012, Kirkelisten, kirke nr. 1792
''Publiceret''