Aalborg Helligåndskloster
Aalborg Helligåndskloster-1. Aalborg Gråbrødrekloster-1
Aalborg Helligåndskloster-2. Aalborg Helligåndskloster-2
Intro
Helligåndsklosteret i Aalborg blev bygget i 1431, men først oprettet som kloster i 1451. Klosteret fungerede som hospital og plejehjem for byens syge og fattige. Efter Reformationen i 1536 blev klosteret omdannet til hospital under byrådets ledelse...
Helligåndsklosteret i Aalborg blev bygget i 1431, men først oprettet som kloster i 1451. Klosteret fungerede som hospital og plejehjem for byens syge og fattige. Efter Reformationen i 1536 blev klosteret omdannet til hospital under byrådets ledelse. I perioden 1554-1847 blev en del af østfløjen brugt som katedralskole. Klosteret er Danmarks ældste sociale institution. Der er stadig ældreboliger den dag i dag. Selve klosterkirken blev revet ned i 1600-tallet, men resten af anlægget står endnu. Det er blandt de bedst bevarede middelalderklostre i Danmark. Desuden betragtes det som Helligåndsordenens bedst bevarede kloster nord for Alperne.
''Da Helligånden kom til Aalborg''
Helligånden fik hus i Aalborg i 1431. Det skete, da borgerfruen Maren Hemmings oprettede et såkaldt helligåndshus til at pleje byens fattige og syge. De fleste danske byer havde i senmiddelalderen den slags sociale stiftelser, som var drevet af byrådet. Aalborgs helligåndshus var imidlertid det første, der i 1451 overgik til Helligåndsordenen - en hospitalsorden, der stammede fra Sydfrankrig. Klosteret havde både brødre og søstre til at hjælpe patienterne åndeligt og fysisk. Nonnerne og munkene levede selvfølgelig ærbart adskilt i hvert sit anlæg. Udover fattige og syge tog klosteret sig også af hittebørn og forældreløse. Gamle kunne købe sig en plejehjemsplads hos Helligånden i Aalborg.