1864 Nybøl Skole

Johanniterlazaret i Nybøl

egavelse i Nybøl 1864 af officer

Båre for enkltmand

Speciel abulance for officerer

Sygetransport

Ambutationsbarak fra skanserne

Ambutationsværktøj

General von Raven

Grashoffs skitse Nybøl Kirkegård

Såret officer på båre

Intro

I Nybøl blev den lokale skole indrettet til lazaret for officerer. I Stenderup blev skolen klargjort til menige. Lazaretterne i Nybøl og Stenderup rummer en beretning om, hvordan det internationale Røde Kors rejste sig af johanniternes blodige senge.

Efter det blodige indtog i Jerusalem år 1099 i forbindelse med det første korstog, opstod Den Hellige Orden Sct. Johannes af Jerusalem. Ridderene i denne orden blev kaldt Johannitere, Hospitaliter, senere Rohdesier samt Maltesere. De sidste pga. store bosættelser af riddere på Rohdos og Malta.
Ordenen bredte sig op igennem tiderne og var til stede i mange lande.

Vi skal koncentrere os om ordenen i Preussen, da det er herfra, der bliver oprettet et Johanniter-hospital i Nybøl under krigen i 1864. Efter opløsningen af Ballei Brandenburgs Johanniterorden i 1812, stiftede Kong Friedrich Wilhelm III en ny orden under navnet Kongelig preussisk Sct. Johanniterorden. Den helt store protektor for ordnen var kongen af Preussen. Selv om man var født adelig, var det ingen garanti for optagelse i ordenen. Alligevel kendes ingen riddere, der ikke var adelig.
Alle retsridderne kom fra den tyske adel med evangelisk tro, og havde i reglen fire år som æresridder bag sig. Endvidere skulle de være fyldt 30 år. Ordenen oprettede og drev sygehuse og anstalter. Hver æresridder indbetalte 1000 mark medlemsgebyr og et årligt kontingent på 60 mark.

KILDER:
Friedrich Esmarch: Chirurgishe Technik.
Theodor Fontane: Der Schleswig-Holsteinishe Krieg 1864.
Grashoff: 10 Wochen in Sundeved.
Julius Ressel: St. Johanniterorden im Dänischen Feldzuge vom 1864.

I 1859 så den unge schweizer og bankier Henry Dunant en slagmark i Solferino
med døende og sårede, og begyndte sammen med frivillige kvinder i området at forsøge at lave en organiseret hjælp til de trængende. Disse erfaringer fik ham til at arbejde for, at det han oplevede dengang, ikke skulle gentage sig. Han tog derfor initiativ til en international konference, hvor fjorten lande deltog i sin hjemby, Genève. I 1864 blev den første Genève-konvention vedtaget. Samtidig blev der dannet en forening for at organisere frivillige hjælpearbejdere: Røde Kors. Danmark fik en Røde Kors-forening i 1876.

Internationalt Røde Kors har i dag to hovedorganisationer: Den internationale Røde Kors Komité (ICRC) er den uafhængige, schweiziske organisation, som Henry Dunant var med til at grundlægge i 1863. Den arbejder i krigs- og konfliktområder, især med uddeling af nødhjælp, besøg hos krigsfanger, eftersøgning af forsvundne samt lægehjælp til syge og sårede. Samtidig gør den en ihærdig indsats for at få de stridende parter til at respektere de internationale regler - Genèvekonventionerne - som gælder for krige og andre væbnede konflikter.

Efter 1. verdenskrig sluttede en håndfuld Røde Kors-selskaber sig sammen i det, der i dag hedder Det Internationale Forbund af Røde Kors og Røde Halvmåne-selskaber. Formålet var at udveksle erfaringer og at samarbejde også i fredstid. Efter krigen hærgede epidemier i store dele af Europa, og det var oplagt, at Røde Kors’ lægelige ekspertise kunne gøre gavn her. Samtidig kunne Røde Kors hjælpe ofre ved f.eks. jordskælv og andre naturkatastrofer.

Den 20. januar 1864, da de preussiske tropper var på march mod Danmark, besluttede johanniternes ordenskapitel at stille alle ordenens midler til rådighed for oprettelse af lazaretter, og at overdrage ledelsen af den frivillige militære sygepleje til ordenens kansler, greve Eberhard zu Stolberg-Werningerode.

Kansleren tog straks kontakt til sin søster, forstanderinden for diakonissernes moderhus ”Bethania” i Berlin, og til forstanderen for diakonanstalten ”Raues Haus” i Hamburg. 20 diakonisser og 15 diakoner tog straks af sted til fronten, hvor johanniterne oprettede deres første lazaret i Altona. Senere kom flere til. I alt disponerede johanniterne over 218 sengepladser.

Sideløbende, den 4. februar 1864, udsendte malteserridderne, ved justitsridder August Freiherr von Haxthausen, et opråb til sine ordensbrødre, hvori han bad om penge og andre gaver til maltesernes hjælpearbejde under krigen. Han foranledigede samtidig at sende de første 14 ordenssøstre direkte til fronten.
Samtidig med malteserne appellerede Preussens Dronning Auguste til ordenssøstrene. Dronningen anså krigen som en befrielseskrig. De tyske stormagter ville befri Slesvig-Holsten fra det danske åg. Westphalens, Rhinlandets og Steirmarks sønner kastede sig med heltemod ud i denne opgave - og hvad var så mere naturligt end, at hospitalssøstrene plejede deres sår. Få dage senere, nemlig den 16. februar 1864, opfordredes de nyetablerede maltesere til at delegere tre ordensriddere til at varetage ridderordenens kontakt med militæret, med henblik på sanitetstjeneste, og til at bevillige de dertil nødvendige midler.

Malteserne bekostede ordenssøstrenes, præsternes og ordensriddernes rejser, forplejning og fornødenheder, og oprettede 14 lazaretter, deriblandt ét i Flensborg. Dette lazaret ”overlevede” krigen. Det blev på borgernes anmodning spiren til det nuværende Malteserkrankenhaus St. Franziskus-hospital. Det har aktuelt 350 senge, og er stadig i malteserordenens regi. Foruden omtalte maltesere og især johannitere direkte i krigszonerne, deltog der i sanitetstjenesten 118 ordenssøstre/diakonisser og 40 diakoner/ordensbrødre. Disse repræsenterede både den evangeliske og den katolske kirke.

På slagmarken arbejdede de side om side i broderskabets, og i forbilledlig økumenisk ånd. Enhver såret blev plejet kompetent, uanset nationalitet og konfession. Dette var første gang, at diakonisser deltog i den militære sanitetstjeneste. Disse diakonisser udsendtes fra datidens fremmeste hospitaler, og var absolut ikke opvartersker, stuekoner eller vågekoner! At de var kapable og kyndige, bevidnes af dr. Louis Appia, delegeret fra Genevekonferensen og medstifter af Røde Kors i 1863, til at overvåge sanitetstjenesten på den østrisk/preussiske side, og af den hollandske kaptajn van der Velde, delegeret til at overvåge nord for fronten. I begge rapporter roses den kvindelige sanitetstjeneste.

For johanniterne begyndte fronten i Altona, da denne by jo lå på holstensk område. Her oprettede man det første johanniter-hospital. I et lejet hus indrettede man et lazaret med 55 senge til pleje af syge og sårede uden at skelne mellem rang og konfession. Huset lå i nærheden af banegården
og havde en sund beliggenhed. Fronten mod syd havde 9 vinduer med fri udsigt over Elben og kystområdet. Huset indeholdt 19 værelser og i disse var henholdsvis 4, 6, 8 og 10 senge samt nødvendige små værelser.

I Flensborg lå det ene hospital, Bellevue, et næsten nyt kaffehus, højt over staden og tillod en fantastisk udsigt over byen. Kaffehuset indeholdt en stor sal til 12 senge, en mindre til 6 senge, en entré til 7 senge samt 3 små kamre til hver 3 senge. I alt ca. 32 senge.
Det andet hospital var en smuk villa, der engang havde tilhørt en dansk embedsmand. Stedet hed Königsgarten og lå højt på en bakke, var beskyttet på tre sider, og med den herligste udsigt til bugt og bøgeskov, der blev gennemskåret af vejen til Gråsten. Huset havde en meget smuk have.
Der var i huset 7 værelser med 3, 5, 5, 2, 4, 4 og 4 senge, i alt 27 senge. Tagetagen havde værelser til læger, sygeplejere m.m. Der var endog badeværelse. I de første dage af juli blev der rejst et sygetelt til 18 patienter.

I Nybøl blev den lokale skole indrettet til lazaret. Den store skolestue med stengulv dækket af måtter indeholdt 9 senge, i nødstilfælde 12. Ved siden af var der et lille værelse til læger. I lærerens dagligstue boede ridderne. I lærerens anden stue var plads til 3 senge. Nybøl lazaret kunne derfor huse omkring 15 sårede. På stormdagen var her imidlertid 25 patienter, og det gik ud over læger,
riddere og andre, der måtte flytte, indtil evakuering eller døden havde fundet sted. Ventilationen klaredes gennem et hul i taget.

Filialen i Stenderup indeholdt 2 værelser i et bondehus, der kunne tage i alt 6 senge. Læger og andet personel boede i det nærliggende fattighus.

Der var flere lazaretter på Sundeved i nærheden af kampområdet. Særlig berømt var naturligvis Johanniter-lazarettet i Nybøl, da det var her, kong Wilhelm aflagde et besøg for at se til sin general von Raven. Lazarettet havde et godt ry i lokalbefolkningen, da lægerne ydede disse hjælp i nødsituationer.

Johanniternes ottetakkede hvide kors på sort bund og deres flag med samme symbol, kunne ses på skolen og det kørende materiel. Lazaretterne i Nybøl og Stenderup var i funktion helt frem til 1. juli 1864. Fra Nybøl kunne ridderne og deres hjælpere nå kampområdet på under en halv time. Nybøl kirkebog fortæller krigens rædselsfulde, lidelsesfulde historie.

Efterfølgende skal vi se på, hvordan johanniterne klarer det praktiske omkring indsamling og behandling af syge og sårede. Da opgaven gik ud på at hjælpe officerer, var udstyret bedre og mere bekvemt end det normale sanitetsudstyr, der fandtes ved fronten. Udover at opsamle officerer på slagmarken, blev vognene brugt til transport fra Nybøl lazaret til behandlingsstederne i Flensborg. Nybøl lazaret blev anvendt til førstehjælp og stabilisering af officererne, der efterfølgende skulle
videre i behandlingssystemet. Ofte blev transporten klaret via båd fra Nybøl Nor til Flensborgs noget større hospitaler.

Johanniterne havde 29 stk. af disse vogne til transport af sårede. Vognene var moderne og udstyret med affjedring og tilstrækkeligt mandskab. Vognene var indrettettil to hårdtsårede, der kunne anbringes på specielle bårer, to ved siden af hinanden, der kunne skubbes forsigtigt ind på bunden i vognen bagfra. Disse vogne var kun beregnet for officerer, og dette blev nøje overholdt. De hestetrukne vogne var forsynet med to bårer, der alt efter behov kunne forsynes med hjul eller benyttes uden.

På de lette vogne blev de tyske og danske soldater overført til den tunge vogn, hvormed videretransporten til feltlazarettet i Nybøl eller Stenderup foregik.De menige blev læsset af i Stenderup, og officererne kom med helt til Nybøl. Båren blev ofte brugt til forundersøgelse af patienten; der kunne her træffes beslutning om afleveringen. Skulle patienten måske afleveres til amputation eller kunne man måske reparere benet på mindelig vis?

I forbindelse med forberedelsen til stormen på den danske Dybbølstilling og anlægget af de preussiske stormparalleller i begyndelsen af april 1864 opførte Den preussiske Johanniterorden en barakbygning, hvor også amputationer kunne foretages. Bygningen var bygget ind i 2. stormparallele. Der var travlhed i barakken på stormdagen den 18. april 1864. Amputationen var smertefuld, da man kun havde brændevin til bedøvelse. I enkelte komplicerede tilfælde benyttede man sig af kloroform.Selve operationen varede normalt ca. 5 minutter og var for den almindelige læge en rutinehandling. Da kvæstelsen ofte var sket flere timer i forvejen, var infektionen
begyndt, og faren for betændelse var stor. Ofte døde patienten ca. 8-10 dage efter pga. af infektionssygdom, f.eks. lungebetændelse o.l. Penicillin blev først opdaget i 1928 af skotten Alexander Flemming.

Johanniterhospital
Sårede Tilskadekomne Syge
Altona 44 5 31
Flensburg Bellevue 49 5 20
Flensburg Königsgarten 48 4 1
Nybøl 32
Stenderup 10
I alt: 249 stk. behandlede officerer på de 5 johanniterhospitaler.

Vi skal også tænke på, at i Stenderup blev der behandlet mange menige preussiske og danske soldater, hvilke ikke er med i opgørelsen. Der skal imidlertid fraregnes personer, der er overført til andre trossamfunds behandlingssystemer.

Det reelle antal behandlede officerer er derfor: 218 stk.
154 preussiske personer
36 østriske personer
28 danske personer
I alt døde 24 af disse personer. 10 preussiske officerer, 10 danske officerer og 4 østrigske. 194 personer blev udskrevet raske og sendt til hjemmet. Vi skal lige lægge mærke til, at 28 danske officerer er blevet udskrevet og sendt til Danmark for at blive helet, eller direkte hjem.