1864 En uhyggelig nat i Sottrup Kirke
Intro
Sottrup Kirke var i 1864 udsat for en uhyggelig kirkegang. Preusserne planlagde en overgang over Alssund den 2. april, derfor skulle alle "spioner" hindres i en kontakt med den danske hær på Als. Derfor havde preusserne sørget for en "gudstjeneste".
"Nu laa der en preussisk general i Snogbæk Præstegård.
For at hindre alle dem, der boede i nærheden af stranden i at sladre,
befalede han, at de skulde indespærres i Sottrup Kirke,
indtil overgangen havde fundet sted.
Og så kom preusserne en morgen tidlig og purrede os ud.
Vi måtte alle med. Hus for hus og bol for bol fra Staugaard og
Fuglsang og Sandbjerg, fra Øster Sottrup, ja helt om til Sottrupskov.
“Heraus og det gelik!” kommanderede soldaterne. Hvorhen?
Ja, det var der ingen, der vidste.
Soldaterne drev på, og vi fik ikke en gang lov til, at fodre kreaturerne,
før vi måtte af sted. Der var naturligvis megen ynk, thi det var krigstider,
og vi vidste ikke, om vi kom hjem igen."
De fleste troede, at husene skulle rømmes, for at preusserne i ro og mag kunne
sætte ild til dem. I de foregående uger var halvdelen af Dybbøl Sogn gået op i luer.
Så drog da det sørgelige tog frem ad de opblødte og opkørte veje.
Ved hver sidevej, stødte flere til, alle under mandstærk bevogtning.
Da vi nåede op i Mellemsottrup, var vi allerede et par hundrede.
Og her stødte en ny flok til fra Sandbjerg og Fuglsang.
Jens Bonefeldt gik i spidsen. Han havde været saa betænksom
at gribe en dyne og en Krukke Brændevin, da de jog ham hjemmefra.
Dynen havde han kastet over ryggen, krukken holdt han i hånden.
Det var et ynkeligt tog. Luften var kold og rå. Vejene sølede og bundløse.
Kvinderne klynkede, og børnene græd. Vi andre hang også med næbet,
thi vi vidste jo hverken, om vi var købte eller solgte.
Men Jens Bonefeldt var ved frit mod, nikkede gemytlig til os og råbte nok saa lystigt:
“Dette her er jo snart, lige som da Israelitterne drog ud af Ægypten!”
“Maul halten!” brølede en storsnudet Officer straks, da nogle af os begyndte at le,
og så måtte Jens stikke piben ind, men vi var ligesom bleven lidt bedre tilpas,
da vi først havde ham imellem os.
Da toget ud på formiddagen nåede Sottrup Kirke,
var vi en tre til fire hundrede ialt, gamle og unge,
mænd og kvinder og børn i en guddommelighed.
Så blev kirkedøren slået op, og hele mulevitten
blev jaget ind i kirken, akkurat som om vi var en
flok får og saa blev der sat dobbelt vagt ved døren.
Kirken var kold og klam. Der var ikke tale om mad og drikke.
Ingen af os vidste, hvad preusserne havde i sinde.
Hjemme stod vore kreaturer og brølede,
måske stod vore huse allerede i lys lue!
Der lød jammer og klage fra alle sider,
der var ynk og gråd over hele kirken,
mens dagen sneglede sig af sted."
Natten mellem den 2. og 3. April brød frem.
Da var det, preusserne vilde gå over til Nørherred.
Alt var klappet og klart. Generalstaben var samlet på Ballegaard.
Bådene og pontonerne laa langs stranden.
Romandskabet holdt rast ved siden af.
På skrænterne ved Ballebro havde artilleriet
plantet halvtreds svære belejringskanoner.
Lidt længere tilbage holdt en del Batterier, rede til udskibning.
Tropperne var samlede i Blans og stod under
fuld oppakning, ventende på signalet til udrykning.
For at aflede opmærksomheden fra Nørreherred,
rettede Preusserne ud på aftenen 52 ildssvælg
mod Sønderborg By. Granaterne sprang i Hundredvis i
byens gader, flammerne slog ud alle vegne.
Snart stod den halve by i lys lue.
Men alt imens tog stormen til, og snart rasede der et
voldsomt uvejr med regn og sne og islag og en søgang så høj,
at ingen baad kunde gaa over sundet.
Men alt dette erfarede vi først bagefter.
Da mørket faldt på, sad vi sultne, forfrosne og
forknytte og krøb sammen i den kolde, skumle kirke.
Stormen hurrede og hylede hen over hvælvingerne.
Regnen jog og piskede imod de store vinduer.
Og så ved midnatstid begyndte preusserne at skyde ude ved Dybbøl.
Skydningen tog til. dett var ikke, som vi jo var saa vante til i de tider,
enkelte kanonskud, eller tre-fire, syv-otte efter hinanden.
Nej, det var hele salver, det var, som om utallige batterier brændte løs,
som om lange drønende tordenskrald uophørligt for himlen rundt.
Ruderne klirrede. Kirken gav sig til at danse.
Og så med et viste der sig et lyst skær ud imod sønder.
Himlen blev rød, gloende rød, så det lyste helt ind i kirken,
hvor induerne kastede skygger på væggen, og vi nu så blege,
forskræmte, spøgelsesagtige ansigter rundt omkring i stolestaderne.
“Gud Fader fri og bevare os!’ er der så pludselig en,
der råber, “nu brænder nok hele Sundeved!”.
Og så begyndte børnene at skrige og kvinderne at hulke,
og alle tænkte vi paa vort Hjem.
Prinsen var rasende, men timerne gik, og ud på morgenstunden
nødtes han til at lade den stolte plan falde.
Ud på morgenen standsede skydningen. Omsider blev det lyst.
Af vagten hørte vi nu, at det var Sønderborg,
der var blevet bombarderet og skudt i brand om natten,
mens der ikke var brændt stort i Sundeved.
Det lettede en Del. Og noget efter skaffede Madam
Asmussen os mad fra de nærmest liggende bol.
Det hjalp også til at hæve Humøret.
Ja, ja - nu kan vi sagtens le af det.
Men den gang, var det en sølle tid.
Og det var godt, at der var nogle, der kunde
holde hovedet oppe, når det kneb mest.
Vi var der i tre dage og nætter..
Kirkeklokkerne ringede over flere af dem, inden Året var omme.
Kilde/Litteratur: af afdøde H. P Hanssen (1862-1936,).
Efter 1920 var H. P Hanssen en overgang minister for sønderjyske
anliggender. Han var redaktør af dagbladet Hejmdal i Aabenraa.
Sottrup Kirke, Vester Sottrup, Sundeved,
nordvest for Sønderborg blev opført omkring år 1200
og består af kor, skib af kamp- og en gotisk korforlængelse i mursten.
Kirkerummet er fra romansk tid (1050-1250),
mens tårnet i sin oprindelse var fra 1400-tallet.
Kirken ligger i midten af en stor kirkegård,
der begrænses af en kampestensmur.
I den vestlige del af kirkegården er der en mindelund
med danske og tyske gravsten og kors fra de
Slesvigske krige og 1. Verdenskrig.
Mindestenen fra 1. Verdenskrig har indskriften:
„Minde om 48 unge Mænd fra Sottrup Sogn som faldt i Verdenskrigen 1914-1918.“.
En grav med faldne preussiske soldater fra 1864 er overdækket
med sprængte betonstykker fra Dybbølskanserne.
Kirken er højtbeliggende, hvidkalket og blytækket.
Det gotiske, høje tårn har talrige murankre, og i 1650
blev det suppleret med kraftige støttepiller.
Det afsluttes af et højt, skiferdækket spir,
der fik sin nuværende form og højde efter en brand i 1860.
Inde i kirken hænger 2 mindetavler med omtale af tårnets ødelæggelser.
I tårnet er der ophængt to klokker. Den ene er fra 1656,
men genstøbt i 1829 af Beseler i Rendsborg.
Den anden er en genforeningsklokke fra 1920
med vers af Helge Rode og udsmykning af Sven Thue,
støbt af De Smithske Jernstøberier i Aalborg.
Prædikestolen fra 1642 er skåret af Claus Gabriel fra Flensborg.
Altertavlen fra 1783 er udført af snedkermester Christensen fra Sottrup
med anvendelse af dele fra en ældre tavle fra 1703.
Orglet fra 1844 er bygget af Marcussen & Søn,
som fra 1806 til 1830 drev orgelbyggeri i Vester Sottrup.
1830 flyttede det til Aabenraa. Spillebordet er indrettet
i en niche i orgelhusets sokkel. Facadepiberne er af nyere dato -
da de originale tinpiber blev konfiskeret under 1. Verdenskrig.
Kirkens kirkeskib er Skoleskibet Danmark, bygget af fisker H.C. Hansen, Sottrupskov i 1954.
I de første dage af April 1864 pønsede
Prins Friedrich Carl på at gå over til Als.
Hans plan gik ud på at foretage overgangen ved Ballegaard,
omgå Dybbøl stillingen og tage hele den danske hær til fange.
Men “Rolf Krake” lå i sundet. For den havde
preusserne en vældig respekt.
Øen skulde derfor overrumples. Det var imidlertid ikke så let for
preusserne at skjule, hvad de havde for.
De kom kørende med både og pontoner ovre fra
Nybøl Nor og slæbte lange tog af svære belejringskanoner,
indpakkede i hø og halm, fra Avnbjerg og Ragebøl
over Sottrup og Ullerup efter Blans. Og da de nu vidste,
at sundevedboerne både forstod at tælle og lægge sammen,
var de bange for, at de skulde se deres snit og fortælle dem paa
den anden side, at der var "sild" i farvandet.
De vidste jo nok, hvordan stemningen var.