1864 Den røde prins på Avnbjerg
Prins Friedrich Carl, den røde prins, var særlig afholdt hos sine soldater. Han gik klædt som en frontsoldat og snakkede ofte med den menige.
Prins Carl von Preussen var far til Friedrich Carl, og lillebror til kong Wilhelm von Preussen. Carl og Wilhelm var gift med søstre.
Det berømte slot nær Berlin, Dreilinden, hvor Friedrich Carl boede.
Feldmarschall Friedrich von Wrangel. 82 år gammel da han førte 61000 mand under slaget mod Danmark 1864. Wrangel havde også kommandon under 1. slesvigske krig 1848-1849. Wrangel blev afsat efter stormen på Dybbøl Banke.
Albrecht von Preussen var sammen med Friedrich Carl klokken 10 den 18. april. Albrecht var onkel til den røde prins.
Pastor Grashoff var på Avnbjerg klokken 10
Kort over Dybbøl stillingen, med angivelse af standpunktet Avbjerg. Punktet var en udpræget "Feldherrenhügel", altså et punkt hvorfra man var i stand til at se udiklingen i slaget.
Prinsen i gallauniforn.
Musikdirigenten Piefke der spillede under angrebet
Intro
Den øverstkommanderende for de preussiske styrker, prins Friedrich Karl, er tidligt i sadlen den 18. april, 1864. Sammen med sin feltmarskal Friedrich von Wrangel begiver han sig denne morgen frem mod Dybbølegnens højeste punkt, Avnbjerg.
Den 37-årige feltherre, der er kendt som
“den røde prins” på grund af den røde
husaruniform, han altid bærer, er nervøs.
Han frygter, at danskerne er flygtet fra deres skanser
i løbet af nattens gigantiske bombardement og
dermed skal berøve ham den glorværdige sejr,
han efter to måneders belejring længes efter at vinde.
Oppe på Avnbjerg beroliger en brigadechef den røde prins –
danskerne befæster stadig deres skanser til trods for de
tusinder af granater, der har haglet ned over
Dybbølfæstningen siden klokken fire om morgenen.
Mens den røde prins mærker lettelsen skylle
gennem sig, er stemningen nede i de preussiske
løbegrave tung og præget af frygt.
Her, få hundrede meter fra de danske skanser,
ligger 11.000 preussiske stormtropper.
Om et øjeblik skal de myldre ud i det åbne
terræn og storme Dybbølstillingen.
Så lyder kommandoråb.
På toppen af Avnbjerg rejser prins
Friedrich Karl sig i sine stigbøjler,
svinger sin sabel og råber til angreb.
Udsigten til angrebet fra Avnbjerg, ville have set sådan ud:
Kaspar Honthumb, der er skytte ved 53. regiment,
kigger nervøst op over kanten, hvor han ser
granaterne hamre ned over de danske skanser.
Herefter vender han blikket mod sine kammerater
i løbegraven. Nogle ser bange ud. Andre sidder
i stille resignation. Andre igen har vilde blikke.
Igennem de lange rækker af soldater bevæger feltpræsterne sig.
Kort før kl. 10 når en af dem, pastor Müller, frem til Honthumbs
kammerater i 1. kompagni. “Med få ord fortalte han os om vores opgave og mål,
hvorefter han slog korsets tegn og gav os syndsforladelse.
Manges øjne blev våde, og vi tænkte stille på evigheden og
forgængeligheden”, huskede den preussiske geværskytte.
En feltpræst kommer også forbi menig Wilhelm Gather og hans deling.
“Præstens stemme dirrer og fyldes af vemod. Vi bliver bløde i tankerne,
og her og der ser man én, som har en tåre i øjet. Vi trykker hinandens
hænder. Siger 'farvel kammerat'”.
Samtidig med præsternes velsignelser intensiveres
det preussiske bombardement. Klokken er fem minutter i ti,
og granaterne falder nu så tæt, og larmen er så øredøvende,
at soldaterne “ikke længere kan tælle kanonskuddene”.
Stilheden, der følger på slaget 10, er lige så surrealistisk,
som den er kortvarig. Et øjebliks stilhed – det er alt.
Prinsen kunne tydelig høre musikken. Melodien var Yorkschen March,
spillet af Gottfried Piefke. 300 musikere stod bag angrebet og spillede
det bedste de havde lært. Den næste melodi var "Dübbøller Sturm
Schanzen Marsch", komponeret til dagen.
Tidspunktet er den 18.april 1864, og klokken er 10.
På Avnbjerg ved Frydendal står Pastorerne Oldenberg og
Grashoff fra Johannitterne i Nybøl sammen med
Prins Albrecht von Preussen og flere andre.
Preusserne havde andet navn for Avnbjerg, nemlig Spitzberge.
De ventede på det magiske tidspunkt hvor de sort/hvide
faner skulle komme til syne over skanserne.
Nu kom der en lyseblå ordonnansofficer,
intet mindre en prinsens egen søn, en
dragonoberst, sprintende på en hest, og
meddelte at nu var skanse 1- 6 taget.
Stor var jublen , både hos Prinsen,
pastorerne og et par artillerister i et hegn lige ved.
Nu kunne de se den første kolonne af
krigsfanger komme til syne fra skanserne.
Ganske kort efter gik de to gejstlige ned til
den rygende gård Frydendal for at
modtage den første sending sårede.
Prins Friedrich Carl von Preussen Født 1828 i Berlin, død 1885 i Potsdam.
Far Carl von Preussen - mor Marie von Sachsen Weimar.
1848 med i 1. slesvigske krig som kaptain hos Wrangel.
1849 såret i felttoget mod Baden som husar 1852 oberst -
1854 generalmajor -
1856 generalløjtnant. Fra 1856 deltager i militærvidenskablige
studier som resulterer i en afhandling
”Eine militärische Denkschrift von PFK”
Reformforslagene medførte stor opstandelse.
1860 gennemførte han reformerne som kommandør for III Armekorps.
1864 blev han som General der Kavalleri chef for de preussiske
styrker mod Danmark under Wrangel. Efter at have overtaget
hele styrken mod Danmark i maj måned erobrede han hele Jylland og Als.
1866 Chef for 1. Armee mod Østrig. Prinsen sejrede den 26. og 27
juni ved Liebenau og Podol samt den 28. og 29 juni ved Münschengrätz
og Gitschin for endelig at besejre østrigerne helt ved Könighsgrätz
I det sidste slag holdt han østrigerne, der var i overtal,
hen i flere timer medens de ventede på flankeangreb fra
Hervart von Bittenfeld og selveste kronprins Frierich Wilhelm.
1870 Overkommandoen over II Armee ved Vionville ved Metz,
hvor han trængte den franske armee tilbage.
Ved Gravelotte afgjorde han kampen ved at sejre over den franske højre fløj.
Resten af felttoget var han med i flere slag hvor han udviste stort mod og mandshjerte.
Prins Friederich Carl blev under krigen udnævnt til Generalfeldmarschall.
Efter krigen fulgte mange udnævnelser:
Generalinspektør for Preussen,s Kavalleri Russisk Generalfeldmarschall
Flere rejser til orienten, Syrien og Ægypten
fik ham til at opføre et pragtværk. Jagtslottet ”Dreilinden”
Hele Berlin kendte slottet og aviser m.m. kunne berette om rejserne.
Med mellemrum kunne medierne fortælle at prinsen forlod
slottet om morgenen og vendte tilbage om aftenen.
Prinsen opholdt sig meget på ”Dreilinden” i sine sidste år.
Friedrich Carl var gift med Maria Anna von Anhalt-Dessau
og fik 3 prinsesser og en søn Friedrich Leopold der døde i 1931.