1864, Feltgudstjeneste den 22 marts
Denne ypperlige tegning af en feltgudstjeneste på kirkegården ved Broager Kirke den 22. marts 1964, er tegnet af kunstneren og tegneren Robert Landells, London Illustrated News.
Alteret med talerstolen er omkrandset af 5 regimentsfaner, og er bygget af stablede trækasser. Tre sabler udgør udsmykningen, der måske symboliserer Gud, Søn og Helligånden.
Efter gudstjenesten går feltpræsten en runde foran alle soldater, hvor han måske lyser velsignelsen for en mindre flok af gangen. Han bærer en kallot, der kaldes en - birette. To hvide bånd i kraven kaldes - beffchen. Bag ham en officer med biblen.
Lidt foran sine officerer, står den øverstkommanderende for de prøjsiske tropper på Broagerland, general Philipp Carl von Canstein. Han bærer et hvidt armbind om venstre overarm, ligesom alle andre soldater i den prøjsisk/østriske hær.
Robert Landells teger meget detaljeret. I baggunden ser vi kirkens tag, hvor apsis, kor og korsarme er blytækt, medens skibet er spåntækket. I 1890 fik man skiffertækket hele kirken og spirene, næsten helt betalt ved salget af blytaget.
Billede fra 2014, stående det samme sted som Robert Landells i 1864 stod med sin tegneblok. Foto: Chr. Frederiksen
Intro
På kirkegården, nord for Broager Kirke, blev der den 22. marts 1864 afholdt en feltgudstjeneste for de prøjsiske tropper og deres officerer.
Man kan undres over, at feltgudstjenesten ikke foregår i kirkenbygningen, da det må kræve et godt organ, når man som præst skal tale til så mange personer i fri luft. Men forklaringen kan være, at der foregik en begravelse fra kirken, da Peter Christian Hansen, der blev født den 19. marts samme år, døde kort efter og blev begravet netop den 22. marts 1864.
Men det mest sandsynlige er dog nok, at kirkerummet var inddraget til lazaret, da der har været en del heftige kampe med en række sårede på begge sider i ugerne forud. Prøjserne har taget mange danske fanger under deres fremstød, og en del af dem har uden tvivl været sårede, der skal plejes over en længere periode. Dertil kommer deres egne sårede soldater fra træfningerne.
I kirkebøgerne kan vi følge begravelser, vielser og dåb. Krigshandlingerne har tilsyneladende ikke ændret så meget i præsternes daglige pligter. Dog er en del af personerne, der noteres som døbte, viede eller begravede, fra Dybbøl sogn. Den kirke kan ikke bruges pga. kampene, og de kirkelige handlinger flyttes derfor til nabokirkerne.
De mange militære begravelser i forbindelse med krigshandlingerne sker uden kirkens præsters deltagelse, da der intet er noteret i kirkebøgerne om det. Så vi må skønne, at den del af arbejdet foretages af feltpræsten, der så også må lave sig sine egne notater om de begravede udenom kirkebøgerne.
Er feltgudstjenesten en handling, der varsler et nært forestående angreb på de danske stillinger, kunne man spørge sig selv. Det er der ikke meget, der tyder på den dag. I ugerne forud for den 22. marts har de prøjsiske soldater på Broagerland fået etableret det tunge belejringsskyts i 4 batterier på Gammelmark og har netop en uge før indledt de daglige beskydninger af Dybbølstillingens venstre flanke
Prøjserne har flyttet en del rundt med deres feltkanoner, efterhånden som de kæmper sig til et større og større militært overtag og fået presset danskerne tilbage fra området foran skanserne.
De har også fået gravet den første parallel af de tre, der skal laves, før de vil storme. Mange soldater i kvarter på Broagerland har været beskæftiget med dette arbejde, så måske er feltgudstjenesten også et udtryk for en tiltrængt hviledag og adspredelse for dele af hæren.
Vi ved af gode grunde ikke, hvad præsten fortæller soldaterne, men den Luthersk reformerte feltpræst vil sikkert holde sig langt fra at knytte Vorherre til de prøjsiske troppers bestræbelser på at vinde krigen. Modstanderne bag de danske skanser tror jo på den samme gud.
Alle tilhørere ved ganske udmærket, at det ikke er sikkert, de slipper levende gennem de næste uger. Angsten for at dø er nok ikke så stor som angsten for at blive krøbling og skulle gennem smertefulde operationer.
Derfor har de et behov for at bede en bøn for dem selv og deres kære og oplever en afklaring i forbindelse med at få lyst velsignelsen efter at præsten har givet dem syndernes forladelse.
Om man tror på en Gud eller ej, har denne stille stund en betydning for den enkelte soldat. Det er med til at gøre ham mentalt klar til at udføre den gerning, der forlanges af ham.