Øm Kloster - den kære ø


Luftfoto af Øm Kloster. Ruinpaken, som den ser ud i dag.

Intro

Øm kloster blev grundlagt i 1172 af cisterciensermunke, der kaldte stedet for "Den kære ø" - Cara Insula. Over de næste 400 år opbyggede de et kloster, der blev et af de største og mægtigste i Jylland.

Kører du på landevejen mellem Boes og Gl. Rye passerer du, hvor landtangen er smallest mellem Mossø og Gudensø, ruinen af Øm Kloster. Her grundlagde munke af cistercienserordenen Klostret: Cara Insula, der oversat fra latin betyder: ”Den Kære Ø”.
Munkene kom til stedet en forårsdag i 1172. Noget af det første, de gjorde, var at etablere kanaler mellem de to søer, således at klostret rent faktisk kom til at ligge på en ø.
Med tiden blev klostret stort og betydningsfuldt og et massivt og imponerende bygningsværk, der kunne ses på lang afstand.

Bygningerne blev nedrevet på kongens befaling i 1561. I dag er der kun fundamenter og enkelte bygningsrester synlige af det engang så store kloster.
Alligevel fornemmer man munkenes daglige virke på stedet, og de aftryk de har sat efter næsten 400 år. Ruinparken, det tilhørende museum og klosterhave fortæller alle historier fra den tid, munkene levede på Øm Kloster.
Munkene var kulturbærere, hvilket vil sige, at de i høj grad var med til at indføre nye ideer, tanker og teknologi til området. Munkene bragte med sig viden, der revolutionerede den måde, jorden blev dyrket på. De introducerede spildevandshåndtering til området og deres egne toiletter blev gennemskyllet ved hjælp af rindende vand.
Derudover var klostret et visdomscenter i kraft af stedets bibliotek og munkenes boglige viden.

I dag kan de aftryk munkene satte opleves på Øm Kloster Museums ruinpark og museum, der har åbent i sommerhalvåret fra ca. 1. maj til midten af oktober.

Flere historier fra Øm Kloster læs om Klosterhaven, Munkekanalen, Kirkegården.