Ågerup Kirke


Ågerup Kirke. Set direkte ovenfra

Intro

Ågerup Kirke ligger sydøst for Holbæk. Den er opført i 1100-tallet af kløvede marksten. Kirken er ombygget i flere omgange, og kun lidt af det oprindelige murværk er bevaret. Både kirkens kor og skib blev forlænget allerede i middelalderen...

Ågerup Kirke ligger sydøst for Holbæk. Den er opført i 1100-tallet af kløvede marksten. Kirken er ombygget i flere omgange, og kun lidt af det oprindelige murværk er bevaret. Både kirkens kor og skib blev forlænget allerede i middelalderen. Tårnet og våbenhuset er fra middelalderens allersidste år. Kirkens inventar omfatter blandt andet en efter sjællandske forhold usædvanlig dekoreret døbefont og en fin lille altertavle fra 1509. Kirken har kalkmalerier fra mindst tre perioder: unggotiske fra cirka 1300-1350, sengotiske fra omkring 1510-1520 og nogle våbenskjolde fra omkring 1600. Bemalingen fra 1510-1520 er helt usædvanlig med sin hastige, men udtryksfulde stregføring. ''Slangen var egentlig Evas veninde'' På væggen i skibets andet fag fra øst er et maleri af syndefaldet. Her ses Adam og Eva, kundskabens træ og slangen med konetørklæde på. Hvorfor slangen i paradiset ofte fremstilles som hunkøn, kan en arabisk legende giver en forklaring på. Den fortæller, at slangen oprindeligt var dronning over alle dyr. Den blev skabt tusind år før menneskene og blev opdraget til at være Evas legesøster. Den havde et hoved som rubin og øjne som smaragder. Dens skikkelse lignede en kamels og de skønneste farver spillede på dens hud. Dens hår var bløde som en ædel jomfrus, dens næring var safran og dens toner lovsang. Den boede ved Kautharflodens breder i paradiset, hvor der duftede af moskus og ambra.