Trædballehus
Intro
I 1925 overtog Frederik Iversen en beskeden kro ved Vardevej og omskabte den til et af Jyllands populæreste udflugtsmål. En senere ejer, Jacob Hansen, gjorde Trædballehus til en del af Vejle ZOO, men i dag er der intet tilbage af det gamle traktørsted.
Trædballehus slog dørene op i Pinsen 1926, og ejeren Frederik Iversen havde skabt en attraktion, der hurtigt blev landskendt. Det var traktørstedet Vejledalens Etablissement, der efter en større om- og udbygning havde fået spisesal, dansesal og skænkestuer. Ud mod Vardevej var der desuden etableret en kiosk-pavillon med løgkupler.
I begyndelsen af 1929 købte Frederik Iversen et større område på den modsatte side af Vardevej, og her omdannede han det skrånende terræn til et fantasifuldt anlæg med blomsterbede, stengrotter, figurer, en mindre zoologisk have og udsigtspunktet Himmelpind. Trædballehus’ største attraktion var dog, når Frederik Iversen sammen med vennen Jens Andersen greb violinen og spillede op til dans.
Hele landet kunne lytte med, for Danmarks Radio sendte jævnligt fra det jyske spillemands Mekka. Frederik Iversen var desuden en flittig komponist, og hans største ”hit” var ubetinget Trædballehuspolka, der altid var et fast indslag. I 1937 begyndte det imidlertid at gå ned ad bakke med Trædballehus. Frederik Iversen fandt tiden inde til at bortforpagte det populære udflugtsmål, men det blev ingen succes.
Besættelsestiden lagde en dæmper på det danske forlystelsesliv, og vekslende ejere formåede ikke at skabe en rentabel forretning. Der var efterhånden langt til fortidens storhed, og i begyndelsen af 1957 endte det med en tvangsauktion. Året efter købte Jacob Hansen både Trædballehus og skrænten på den modsatte side af Vardevej og etablerede en zoologisk have. Her kom restauranten til at spille en stadig mindre rolle, og fra 1968 blev den slet ikke benyttet.
I 1972 solgte sønnen Karl Erik Hansen Trædballehus til restauratør N.H. Hesthaven, men han fik aldrig virkeliggjort sine planer om at føre den efterhånden noget forfaldne bygning tilbage til tidligere tiders glans. Det gamle populære udflugtsmål fik sin skæbne endeligt beseglet, da det udbrændte totalt i november 1975. Vejle Kommune overtog brandtomten, og grunden blev udstykket til to parcelhuse.
Henvisning: Erik Munch Sørensen: Frederik Iversen. Trædballehus & Himmelpind. 2003
VejleWiki: Trædballehus, Himmelpind, Frederik Iversen og Jacob Hansen