Harholm

Intro

Gl. Lifstrupvej 61. Matr 2b Lifstrup, V. Nebel sogn i Esbjerg kommune. Ejendommen blev oprettet 1819 ved udstykning af 1 tdr 1 fdk ¼ alb hartkorn fra Avlinggård. 1844 var gården vurderet til 1 tdr 2 fdk ¼ alb hartkorn. Før 1886 lå ejendommen 300 m mod syd

Grundlæggeren af gården i 1819 var Niels Hansen Friis, som købte parcellen fra Avlinggård. Niels Hansen Friis var enkemand for tredje gang og havde tidligere været bosat i Alslev, Sneum og Starup sogne samt Kvie i Ansager sogn. Han stammede fra Forsum i Egvad sogn.
Sønnen Jens Nielsen Friis blev 1828 gift med Ane Marie Jensdatter fra Malle i Horne sogn, og de overtog gården 1833. Det gik dem dog ikke så godt, og de måtte sælge gården 1835 til Jens Nielsen Friis’ bror Anders Nielsen Friis, hvorefter de flyttede til Hygum Mark.
Anders Nielsen Friis var flyttet fra sognet 1832 og havde levet af at handle med sorte potter (jydepotter), men vendte altså 1835 tilbage til Harholm. Han valgte dog nogle år senere at blive gift med datteren på Ølluf Smedje og overtog denne.

1838 Poul Chr. Olsen.

1838 Jørgen Christensen fra Horne sogn. Han var gift med Johanne Kjeldsdatter fra Bjerremose, Horne sogn (hans 2. kone). De flyttede 1842 til Transbøl, Horne sogn.

1842 blev ejendommen overtaget af Christen Madsen fra Bryndum. Han var en søn af Mads Pedersen i Bryndum og dermed en bror til Maren Madsdatter på Foldgård. Christen Madsen blev samme år gift med Karen Jensdatter, født i Skads.

1866 blev Harholm overtaget af Hans Hansen fra Gørding sogn, der var gift med Christiane Sørensen, en datter af Søren Christensen i Søhale. Hun døde 1872, og Hans Hansen blev da gift året efter med Ane Jakobsen fra Gørding sogn. De flyttede fra sognet 1885 og solgte gården til Jens Christensen Riber, Ølufvad Kro.

Jens Christensen Riber købte Harholm til datteren Mathilde Katharine Severine Riber, der samme år blev gift med Hans Peder Jørgensen fra Fyn. Ved overtagelsen blev det nye Harholm bygget, men bl. a. loftsbjælker blev anvendt fra det gamle Harholm. Bygningerne stod klar til indflytning 1886. De drev gården i mange år og lod 1927 et aftægtshus opføre på Lifstrup Hovedvej 7. Hans Peder Jørgensen omkom dog ved et ulykkestilfælde i en grusgrav inden færdiggørelsen. Enkefru Mathilde Riber lod da tilbygge en stald til aftægtshuset og udstykkede 18 tdr l af Harholms hede og 2 tdr l eng til aftægtshuset. Her flyttede hun og sønnen Karl Jørgensen over 1927. Harholm blev overtaget af sønnen Johannes Jørgensen.

1929 blev Harholm overtaget af Laura Mathilde og Jens Nielsen, som havde haft Ny Blåholm i Grimstrup sogn. I deres tid opstod Ny Lifstrup og flere grunde blev udstykket, bl. a. til smedjen og købmandsforretningen. Den største udstykning var dog i 1935, da 26 tdr l tidligere hedejord blev udstykket til et nyt statshusmandsbrug. Laura Mathilde Nielsen døde 1938.
Sønnen Max Nielsen blev 1942 gift med Gerda Svendsen fra Bramming sogn, og de overtog gården 1948, hvorefter Jens Nielsen flyttede til Varde. De drev gården mange år, men frasolgte 1981 de resterende 10 tdr l på modsatte side af hovedvejen til Christen Madsen, Solvang. Flyttede 1986 til Varde og solgte Harholm til Anne og Ejvind Hansen.

P. gr. a. Ejvind Hansens død i 1988 afstod enken ejendommen året efter til Jenny Jakobsen og If Lund Petersen. De stammer fra hhv Færøerne og Sønderjylland.

2008 blev ejendommen overtaget af Morten Thams fra Ølluf Smedje, som lagde hovedparten af jorden ind under sin gård.

Bygningerne og lidt jord blev 2009 solgt til nuværende ejer Jakob Bak Madsen.

2009 Yderligere oplysninger Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
”Vester Nebel Sogn 1664 – 1990” Henning Jørgensen 1991