Elkjær i Forum, Bryndum sogn


Elkjær. Ellen Marie og Chr. Johannes Kristensen med familie. Fotograf ukendt.

Intro

Forum Hovedvej 109. Matr 3a Forum, Bryndum Sogn i Esbjerg Kommune. Før 1600-tallet udgjorde Forumgård (og Elkjær) sammen med Brøndsagergård en af Forums helgårde, som inden 1664 blev opdelt i Forumgård (med Elkjær) og Brøndsagergård.

Halvgården Forumgård med Elkjær var 1664 vurderet til 3 tdr 4 skp hartkorn. 1688 4 tdr 7 skp 1 fdk 2 alb hartkorn. Halvgården blev opdelt i Elkjær og Forumgård omkring 1741. 1844 var Elkjær vurderet til 3 tdr 2 fdk 2 alb hartkorn. Før 1866 lå gården 300 m mod nordvest, lige overfor hvor Brøndsagergård oprindeligt lå. Om ejerforhold og fæstere før 1800, se "Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016. Den første selvejer på gården var Lauge Nielsen, som var gift med Maren Hansdatter, en datter af Hans Nielsen fra matr. 3a i Astrup. Han frikøbte gården 1794, men døde allerede 1801. Efter hans død blev enken gift igen samme år med Laust Hansen Tude fra Gjesing. Han døde allerede 1806. Enken drev gården videre med sønnen Niels Laugesen som bestyrer. Han overtog gården 1828. Niels Laugesen var ugift og havde sin ugifte søster Mette Laugesdatter boende. I 1833 byggede de et aftægtshus helt inde ved skellet til (dengang) Forumgårds jord og flyttede derover 1834. De beholdt retten til at dyrke et stykke jord fra Elkjær. I 1834 (efter købekontrakt 1833) blev gården overtaget af Mikkel Mortensen og hustru Maren Lauridsdatter, som stammede fra hhv Gørding og Jernved Sogne. Mikkel Mortensen døde 1849. Kort før sin død 1853 solgte enken gården til sin bestyrer Peder Hansen Henriksen, som stammede fra Faaborg Mølle. Han var blevet gift med Ane Marie Mathiasen fra Graveslund 1852. Peder Hansen døde 1854, hvorefter enken blev gift 2. gang i 1855 med Niels Johansen Feddersen fra Gørding Sogn. Hun døde selv 1862, og Niels Johansen Feddersen blev da gift 2. gang året efter med Kirsten Andersen fra Vibæk i Alslev Sogn. Hendes farfar var i øvrigt Christen Svendsen fra matr. 2a i Forumlund. Det var dem, der lod gården udflytte og lod nuværende stuehus bygge. Niels Feddersen døde 1872. Enken blev gift 2. gang i 1873 med Andreas Jørgensen Schmidt fra Varde. Han lod nye staldbygninger opføre. De flyttede til Varde 1888, men blev senere bestyrere på Forumgård. I 1888 blev Elkjær overtaget af stedsønnen Anders Lund Feddersen, der blev gift med Anna Katrine Gertrud Nielsen fra Gjesing samme år. De mageskiftede en del hede og tidligere hede med nabogårdene. 1898 Johannes Bitsch. Han stammede fra Thorning og var 1894 blevet gift med Abelone Thonny Kristiansen fra Øse. De havde boet i Esbjerg forinden overtagelsen af Elkjær. Thonny og Johannes Bitsch lod ca. 1910 en ny gård opføre ved Elkjærs resterende østre hede (var opdyrket); til denne ejendom blev udstykket 33 tdr l af den opdyrkede hede. Denne ejendom beholdt de og solgte Elkjær i 1911. I 1911 blev gården overtaget af Ellen Marie, født Larsen, og Chr. Johannes Kristensen. De var blevet gift 1905 (Johannes Kristensens 2. ægteskab) og havde forinden overtagelsen af Elkjær haft en gård i Hodde. Gårdens vestlige jord lå dengang hen som en stor græsfenne. Denne opdyrkede J. Kristensen, ligesom hedelodden i Vestre Forum. Denne opdyrkede hedelod blev frasolgt 1925 til Nr. Forumvej 11. I 1941 blev sønnen Ove Kristensen gift med Karen Thomsen fra Slebsager i Faaborg Sogn og overtog gården samme år. Forældrene flyttede da til Varde. Karen og Ove Kristensen moderniserede gården og drev den indtil for få år siden. Sønnerne Hans Kristian Kristensen og Henning Elkjær Kristensen overtog gården 1978. De dyrker jorden, men er ikke bosatte (bor i hhv. Århus og København). 2013 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv [http://www.vnsa.dk" target="_blank www.vnsa.dk] ”Forum-området 1664 – 1993” Henning Jørgensen 1993 "Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016