Helsinghof i Vester Nebel sogn
Helsinghoff ca. 1920. Fotograf K. Dall Schmidt, Starup.
Intro
Rudholmvej 7. Matr 10a Ølufgård m. fl., Vester Nebel sogn i Esbjerg kommune. Denne ejendom var egentlig et jordløst hus på Ølufgårds jord. Efterhånden fik beboeren af huset fæsteretten til lidt jord. Helsinghof-parcellen blev udstykket fra Ølufgård 1791.
Da Helsinghof-parcellen blev udparcelleret fra Ølufgårds jord, kom den til at bestå af en lille del af Faarehusmarken, Flydholmene, noget af Østerheden samt det jord, som i forvejen hørte til huset, i alt 6 skp 3 fdk hartkorn. Ejendommen blev frasolgt Ølufgård 1798 til fæstebonden.
Vedr, ejendommens oprindelse og fæstere før 1800, se "Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016.
Den første selvejer på gården var Niels Poulsen (han havde tidligere haft Hygumgård). Niels Poulsen frikøbte Helsinghof fra Ølufgård 1798 og overtog omtrent samtidig matr. 23a i Skærbæk (som var en væsentlig større gård end Helsinghof). Disse to ejendomme udparcellerede han omkring 1805. Udparcelleringen af ejendommen i Skærbæk er beskrevet under matr. 23a; men der skal nævnes, at Niels Poulsen lagde 4 skp 2 alb hartkorn fra gården i Skærbæk til Helsinghof (noget eng ved Tegdal samt jord nord for Helsinghof). Flydholmene blev frasolgt Helsinghof til Ølluf Smedje, og den sydlige hedelod blev inddelt i 5 parceller, hvor nogle nye husmandsbrug efterhånden opstod. Helsinghof beholdt 6 skp 3 fdk 7/10 alb hartkorn – altså stort set det samme som før udparcelleringen (1844 var ejendommen vurderet til 7 skp 3 fdk ¼ alb hartkorn).
Niels Poulsens første kone Kirsten Thomasdatter døde 1799, hvorefter han blev gift 2. gang 1800 med Anne Marie Pedersdatter, født i Stundsig, Horne sogn, men på giftermålstidspunktet tjenestepige i Lifstrup. Han døde selv 1812.
Efter hans død afstod enken ejendommen 1814 til Terkel Nielsen og hustru Karen Sørensdatter. De havde forinden haft et husmandsbrug i Veldbæk, Jerne sogn. Muligvis kom de til området, fordi Karen Sørensdatter havde familie i området. Hendes moster og onkel, Anna Nielsdatter og Christen Hansen, havde været bosat i Søhaleområdet, muligvis Schæferholm.
Terkel Nielsen døde overtagelsesåret, hvorefter Simon Jensen og hustru Johanne Christensdatter overtog ejendommen; enken Karen Sørensdatter flyttede senere til matr. 12 i Søhale. De stammede fra Horne sogn og var pottemagere (jydepotter). De flyttede 1821/22 til matr 10a i Lifstrup og solgte ejendommen 1823 til Laurits Larsen i Biallerup, Horne sogn (sikkert p. gr. a. gæld til ham). Han udlejede stedet til forskellige.
I 1831 blev Helsinghof overtaget af Niels Peder Lauridsen fra Janderup. Han var først gift med Karen Christensdatter fra Outrup sogn, som døde 1832. Efter hendes død blev han gift 2. gang samme år med Lene Christensdatter, født i Strellev sogn.
Deres søn Niels Christian Hoff (Nielsen) overtog ejendommen 1866. Han var gift med Ane Katrine Mortensen fra Oksvang i Skads sogn. Niels Chr. Hoff var tækkemand. Han døde 1896.
Samme år som manden døde, solgte enken gården til Ellen og Niels Klausen Hansen fra Ærø. De moderniserede ejendommen gennemgribende og tilkøbte ca. 25 tdr. l. jord på modsatte side af Skærbæk bæk, men opdyrkede kun lidt heraf.
Sønnen Alfred Clausen Hansen blev 1935 gift med Inger Marie Callesen fra Vejrup sogn og overtog gården året efter. De opdyrkede de resterende 20 tdr. l. hede. Alfred Clausen var udover at være landmand også spillemand.
I 1970 flyttede Inger og Alfred Clausen til V. Nebel og afstod gården til sønnen, nuværende ejer Niels Clausen Hansen, der senere blev gift med Else Johansen, en datter af Anders Johansen fra Schæferholm. De tilkøbte 1975 naboejendommen Rudholmvej 9 og lagde jorden derfra ind under Helsinghof.
2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv [http://www.vnsa.dk" target="_blank www.vnsa.dk]
"Vester Nebel Sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991
"Bryndum og Vester Nebel før selvejet" Henning Jørgensen 2016