Matr 9a Lifstrup
Matr 9a i Lifstrup ca. 1916. De gamle bygninger. Karen og Marius Hansen med Søren. Fotograf ukendt.
Intro
Gl. Lifstrupvej 31. Matr 9a Lifstrup, Vester Nebel Sogn i Esbjerg Kommune. Ejendommen blev grundlagt 1814, ved at en parcel på 6 skp 3 fdk 1½ alb hartkorn blev udstykket fra Lifstrupgård til en ny ejendom. I 1844 blev ejendommen vurderet til 6 skp 2½ alb.
Bygningerne lå før 1924 på modsatte side af vejen, 150 m mod nord.
Grundlæggeren af ejendommen i 1814 var murermester Christen Jensen Tarp, som købte parcellen fra Lifstrupgård og opførte bygningerne. Han havde tidligere grundlagt Lille Ølufvad, men havde inden flytningen til Lifstrup også været bosat i Ribe. Da han bosatte sig i Lifstrup var han gift 2. gang med Margrethe Jacobsdatter, som var fra Astrup i Bryndum Sogn. De flyttede 1817 til Ribe.
1817 Christen Madsen Friis og hustru Mette Thomasdatter. De stammede fra hhv. Outrup Sogn og Biallerup i Horne Sogn. De grundlagde senere Nielsinesminde i Lifstrup. 1830 Jens Nielsen Alminde og hustru Karen Madsdatter. De stammede fra hhv. Almind Sogn, Vejle Amt og Tistrup Sogn, men havde forinden flytningen til Lifstrup boet i Faaborg Sogn. Flyttede senere til Kvie i Ansager Sogn.
1842 Niels Christensen og hustru Anna Olesdatter. De havde forinden boet i Tobøl, Guldager Sogn, men Niels Christensen stammede fra Yderik i Torstrup Sogn. Hans kone (som var født i Tobøl) døde samme år, hvorefter han senere på året blev gift med Karen Madsdatter (født i Mosbøl, Strellev Sogn). De drev kun ejendommen i 5 år, men blev boende, og Niels Christensen virkede herefter som vinterskolelærer.
I 1847 blev ejendommen overtaget af Iver Jørgensen Christensen og hustru Dorthea Pedersdatter. De stammede fra hhv. Skonager i Næsbjerg Sogn og Frisvad, Varde Landsogn. Iver og hans kone blev kendt som to af sognets personligheder og var meget afholdte. De fik ingen børn. Iver havde i sine yngre dage været kyrasser-rytter og var derfor en meget dygtig rytter. Han lavede rideopvisninger ved Ølufvad Kro. Dorthea døde 1887.
Iver fik konens søsterdatter Mette Kirstine Anker Pedersen (Stine) fra Frisvad til husbestyrerinde, og hun overtog gården i 1889. Stine fik 1896 nevøen Marius Hansen fra Jerne som gårdbestyrer.
Marius Hansen blev 1914 gift med Karen Søndergaard Madsen fra Næsbjerg, og de overtog gården efter Stine samme år. Marius Hansen forbedrede gården væsentlig. Han opdyrkede 20 tdr. l. hede, som han lagde til de hidtidige opdyrkede 25 tdr. l., og lod nye bygninger opføre i 1924. Andre 20 tdr. l. hede blev frasolgt til Nielsinesminde i 1965.
Marius Hansen døde 1953. Herefter blev gården drevet videre af enken med sønnen Søren Søndergaard Hansen som gårdbestyrer. Han overtog senere gården. Søren Hansen var ugift, og han og søsteren Marie Hansen drev gården i mange år. 1995 blev en stor del af gårdens jord frasolgt til Nørkjærgård, så der er ca. 14 tdr. l. jord tilbage. Søren Hansen døde 2008.
2009 Yderligere oplysninger: Vester Nebel Sognearkiv www.vnsa.dk
"Vester Nebel sogn 1664 - 1990" Henning Jørgensen 1991